307
sagde Stoppenaalen. »Hun havde fem Fingre, men no
get saa
indbildsk somde fem Fingre har jeg ikke
kjendt.Destivede hverandre af, skjønt af forskjellig
Længde.
T omm elto tvar stor og tyk; naar han gik
udenfor Geledet, kaldtede ham »Rumlepotte«.
Han
havde faaet et Knæk i Ryggen fra den Gang, da han
var Enhedsmærke, men han sagde, at hvis han blev
hugget af, vilde baade Kokkepigen og hele Landet dø
af en Sygdom, der hed Provisorium.
S lik p o t kom i
Sødt og Surt, pegede paa sin store Bro’er, og det var
ham, der klemte de andre smaa Sorte, naar de skulde
skrive i Jødebladet. L a n g em a n d var »Overmenneske«
og saae de Andre over Hovedet. G u ld b ra n d gik med
Børsring om Maven og var blasfemitisk, og lille P e r
A n d e n , S p illem a n d bestilte ikke Noget, og deraf var
han stolt. Pral var det og Pral blev det, og saa gik
jeg i Vasken!«
»Og nu sidder vi to sammen og glinser!« sagde
Spejlskaaret. I det Samme aabnede alle Forlæggerne
deres Sluser, saa at der kom endnu mere Vand i de
smaa Kanaler.
Vandgangene strømmede over alle
Bredder og rev Spejlskaaret med sig. — »Ih, Goos be
vare os, nu er h a n væk!« sagde Stoppenaalen, »men
je g bliver siddende!«
En Dag laa der nogle Inte Drenge og rodede i
Kammerchefens Aarsberetning. De søgte efter frigjorte
Skuespillerinder med knitrende Atlaskes-Barme, modige
Skuespil med uvartige Ord om naturlige Ting og saa-
dant Noget. Det var Griseri, men det var nu deres
Fornøjelse.
»Æh bæh!« sagde en af Drengene, for han fik kun
fat i gamle Vaudeviller. Men saa fik han Fingre i Kammer
chefen og trak ham frem. — »Det er ogsaa en Fyr!«
Kommunalt.
»Jeg er ingen Fyr, jeg er jo en af Jereses!« sagde
Stoppenaalen. Men der var ingen af dem, der vilde
høre det, for han var begyndt at blive peter-pluskjævet
med Alderen; derfor skulde han nu sejle sin egen Sø.
De lavede en Papirsbaad af Jødebladet og stak Stoppe
naalen i den, saa at alle smaa Logosdyrkere kunde
pege Fingre ad ham. »Nu kan Landets Borgere give
1000 Kroner pr. Aften for at se ham sejle!« sagde de.
Men Stoppenaalen vidste godt, at de slet ikke mente
det, og saa troede han, at han var endnu finere end
før.
Krask! der hørtes et vældigt Underskud og hele
den fanatiske Presse kjørte hen over ham. »Nu gaar
jeg a ’ ! nu gaar jeg a ’ !« raabte Kammerchefen. Men
han gik ikke af; han laa paa langs — og der kan han
blive liggende.
V o r By er ret en dejlig By
Af saadan By at være!
Hvorledes man faar Storstads-Ry
Kan her man grundig lære.
Vor Magistrat ej plejer van
At spilde Tid og Penge
Paa Ting, der kun forplumre kan
Den gode, gamle Gænge.
Et G rø n tto rv her, e tR a a d h u s hist,|
Lidt Springvand og Statyer
Og Alt, hvad der gjør Pungen trist,
De vise Fædre skyer.
Naar man med slige Smaating vil
Besvære vor Kommune,
Den skyndsomst vender Ryggen til
Og brummer: M ere D yne!
Nej, i en Fremskridtsby, som vor,
Har nemlig paa sit aarlige
Budget man andre Sager for,
Som er langt mer alvorlige:
A s fa lt langs alle Gader hen
For dyre Penge lægges,
Og hejsa, Vupti! — op igjen
Den hurtigst mulig brækkes!
For at faa Gaden glat og bred
Man slider som et Asen;
Men saa skal der jo G a s r ø r ned, —
Herop med hele Stadsen!
Saa nok en Gang Asfalt, . . . nej, bi!
Nu skal K lo a k r ø r lægges!
Grav op igjen, hæng bare i, —
Pyt med de Ben, der knækkes.
Og saadan bli’er man evig ved!
Man lægger blot paa S k a tte n
Og vælter ufortrødent ned
I Gaden hele Klatten!
Og,
saasom der trods Slæb og Slid,
Jo altid falder lidt a’,
Man lønner efter al sin Flid
Sig med en B is tr u p sm id d a ’.
I Lørdags Byens Vise drak
Og aad for alle Borgerne
Og sa’e sig selv saa mange Tak
Og drukned’ Pengesorgerne.
Maaske har de tilsidst sagt Stop;
Skjønt det er umiskjendelig:
Naar man er vant at brække op,
Bli’er Middagen uendelig.
\
D
a
(ah
v i
r —
W v v -
o,
K •
jj




