338 / 435
330
Vel begyndt*
Fo lkets kaame Tillidsmænd
Med elektrisk Blus paa Lampen
Gaar nu drabelig i Kampen
For vor Folkeret igjen.
Hos
T u t e in ,
vor gamle Ven,
Brænder atter livlig Tampen,
Saa han kvæder Dithyramben
Om det » G ru n d lo v sb ru d « , hvorpaa
Ingen Ende vi kan faa,
Skjønt paany han spinder Hampen
Til en provisorisk Strikke;
Men des værre har han ikke,
Trods hver storpolitisk Spaamand,
Vundet andet ved sit Kneb
End at faa det gamle Reb
Anvendt paa den nye Straamand,
Til hvis Hængning kjækt man greb.
Som bedrøvelig Tragedie,
Hvori Helten er a f Straa,
Hængningen til Nød kan gaa
Og som Vidne om, hvad snedige
Venstremænd kan hitte paa
For i Thinget et Par ledige
Øjeblikke at forslaa.
Men som passende Remedie
Til at blive » P ro v iso r ie t« ,
E s t r u p
og vort Landsthing kvit,
E r det intet heldigt Skridt;
Og til Grin for Avditoriet
E r det blevet gjort saa tidt,
A t det skæbnesvangre Spor i ’et
Rent ud sagt er helt forslidt.
Saa man akkurat saa vidt
Kom i Aar, skam, som i Fjor i 'et.
Som en Trøst der saas dog Tegn
Blandt vor Folkemagts Besiddere,
Saavel Død- som Grine-Bidere,
Til lidt Skændsmaal
å la
K a in .
Trods hvert Savn a f B o g ø s Degn
Lod hans brave Flertalsriddere
V a lg a f Formand og saa videre
K ryd re med en syndig Regn
A f krakilske Kommentarer
T il de Moderates Snarer,
Som har omspændt hver en Egn.
H
ørup
selv med Skræk erfarer,
A t for
F
r ed e
B
ojsens
Skarer
E r der ingen Ting i V ej’n,
Naar de
C
h resten
B
erg
vil vælte
Og hans
B
entheim
,
for at smelte
Sammen med — Partiet
K
l e in
.
Præventive Forholdsregler?
D e t var en lummer Som
mernat i Efteraaret 91. Lam
pen var tændt, Ilden blussede
i Kakkelovnen, og alle Vinduer
var aabne for at lokkeVarmen
ud.
Myggene summede, og
Fluerne røg i Lyset, som smaa
sorte plejer, imedens
Punch
laa henstrakt paa sin Sofa og
drømte om fri Middagsmad og
Jubilæum.
Det var netop akkurat sytten tre Kvart Aar siden,
at han havde sagt sin første Vittighed; 46 Medborgere,
hvor iblandt 53 Digtere, havde i den Anledning omdan
net Koncertpalæet til en Skydebane, bvor Hædersgæsten
var Skive for røgfri Viraksalver. Der blev holdt uhyr
lige Taler, og der blev trakteret med B ø r n em æ lk og
Statsunderstøttelser i G elée, — ganske ligesom ved
G e o r g in e -F e ste n den 28de ds., hvor Folk med Gjen-
nembrud i Hjærnen skal spise A lt, hvad der dør i
Norden, sønder og sammen.
Klinge linge ling! — Pludselig kimede det paa
Entréeklokken, og
Punch
foer forvildet ud for at lukke
op. Han troede, at det var den stakkels Dreng med
Kvartalsregningen fra
Aftenbladet,
da han forbavset
traadte tilbage med en Fart af fem Puncheglas i Timen.
Paa Trappen stod en stor Protokol med en guldtresset
Herre udenom og to Herrer bagved.
»Ønsker de Herrer Nattelogis?« spurgte
Punch
med
sit sædvanlige, indtagende Smil.
»Kongens Foged sover aldrig! Kongens Foged
kj ender ingen Forskjel paa Døgn eller Søgn eller
Hellig!« svarede Guldtressen højtidelig, idet han fulgte
sin Protokol ind i Stuen. »Tør jeg spørge, om det er
Hr. Punch? — Meget vel. Jeg kan hilse Dem fra
Redaktøren i Integade,« sagde h a n , ......................(det vil
sige Guldtressen, ikke Protokollen; for den var ikke
Spor af b ræ n d t).....................»i Henhold til Deres Bagside
af 8de ds. forbyder han herved Dem og Arvinger til
alle Sider, saavel med Pen som med P ensel, at betegne
ham som et Æsel.«
Punch
bøjede angerfuld sit Hoved og lovede, at
han aldrig oftere skulde tale i Inte-Kjøn. Med stille
Alvor fulgte han Fogden til Døren, tog sin Jakob
Davidsen ned fra Hylden og fordybede sig i et be
lærende Studium af salig R e j e r s e n s Embedspligter.