335 / 435
327
T a n te J e t te (til Rikke). Ser Du, lille Rikke, der
ovre ligger nu det kongelige Thealer.
Naar vi nu har
drukket vores Chokolade, saa skal vi gaa derover. Saa
kan Du faa Lov til at kigge ind i Vestibulen med de
to hvide Statyer. Hvem er det nu, de forestiller?
T a n te H a n n e. Ja, den ene er jo Wessel.
T a n te J e t te .
Saa er formodentlig den anden
Vett.
Det kan ogsaa være, Du kan komme derhen en
Aften og se denne nye Opera »Russisk Kavalleri« eller
hvad den hedder, hvis Fru Jespersen ikke bryder sig
om at gaa selv paa sin Abonnementsaften.
T a n t e H a n n e . Gud Jette, det er da ikke sagt,
at det er Noget, Barnet har godt af at se.
T a n t e J e t t e . Du har Ret, Hanne, det er det
heller ikke. Saa er det bedre, at En af os gaar. Men
saa skal jeg sige Dig Noget, lille Rikke.
Saa maa Du
komme med hen og hente den af os, der gaar der,
naar det er forbi. Det er saa morsomt at se paa Folk,
naar de kommer ud.
T a n te H a n n e . Saa, der er han med Chokoladen.
Det er nu egentlig enSkam , for jeg vilde ogsaa hellere
have haft Kaffe, naar jeg havde tænkt paa det i Tide.
Hør, lille Ven, han kommer til at bytte den Kop Choko
lade med en Kop Kaffe Hvad behager? Kan det ikke
lade sig gjøre? — — Skal han selv betale for det ved
Buffeten? Men Gudbevares Menneske — det kan vi
da ikke gjøre for. Det kan han jo lade være med.
Han kommer virkelig til at tage Chokoladen i sig igjen.
(Opvarteren gaar med Chokoladen)*
T a n t e J e t t e . Ved Du hvad, Hanne, her er to
Kopper Kaffe paa denne Kande.
T a n te H a n n e. Ja. men saa behøver vi jo ikke
mere. Saa kan vi to jo godt dele. (Til
Opvarteren,
der
kommer med Kaffen)
Ja, saa kan det være det samme,
lille Ven. Vi behøver ikke mere Kaffe, naar han blot
vil give os et Par Kopper til til at drikke af. Hvad er
det, han siger, lille Ven? Han kan ikke være tjent
med det? Hør veed han hvad, lille Ven, saadan maa
et ungt Menneske ikke tale til to ældre Damer. Nu
kan han tage sin Kaffe igjen, og saa kan han give os
tre Glas Vand. Det manglede bare, naar vi sidder her
og fodrer ham med gode Drikkepenge.
T a n te J e t te . Jeg synes, de Kager er noget smaa
til 5 Øre.
T a n te H a n n e . Det er de ogsaa. Men jeg holder
ikke af at gjøre Ophævelser. Naa, der er han med
Vandet — saa kan vi ligesaa godt betale med det
samme. Hvor meget er det, lille Ven?
O p v a r te r e n . En Chokolade — 35 Øre, en Kaffe
20, 3 Kager 30 — —
T a n te H a n n e . Nej, veed han nu hvad, lille Ven,
han vil da ikke tage 10 Øre Stykket for hver af de
Kager? Hvad behager — maa vi virkelig betale samme
Pris som Andre? Ja, men saa skal vi slet ikke have.
Den der har jeg kun bidt et lille Stykke af, den kan
De godt tage det halve tilbage af, naar vi skjærer den
over. Saa faar De 5 Øre for den, og saa skal De have
60 Øre ialt. Der har De 75, saa kan De give mig 10
Øre igjen og beholde Resten selv. Men vil De saa
hilse Hr. A Porta og sige, at en anden Gang tager vi
selv Kager med. Vi er da ikke kommen her for at lade
os trække op. Det manglede bare! (De giver sig i Lag
med Kaffen og Chokoladen. Opvarteren tæller mellem-
fornøjet sine Penge).
Rundt paa Gulvet.
— Vor mærkværdige Protevs H o lg e r D ra c h m a n n ,
der baade optræder som Digter, Maler, Oplæser og
Syngepigedirektør, gav i Lørdags et Nummer til hedste
i
JBolitiken,
hvori han viser sig som Præst og Over-
graver i en og samme Person, mens han udfører det
mærkværdige, ekvilibristiske Kunststykke at kaste Jord
paa sin egen »Kiste«.
— Det synes ellers, som om D r a c h m a n n har
havt Besvær nok med at faa sin »Kiste« i Jorden.
Efter sit eget Udsagn er han vandret om til alle de
Velhavere, han kjendte, for at opdrive Midler til at
skaffe Kisten en hæderlig Begravelse, og, som der staar
i Kæmpevisen: Han klapped’ paa Døren med Kiste,
Fordi han havde ej Skind.
Men der var Ingen, som blev kisteglade over den
Tournée. — Som det sidste fortvivlede Middel til at faa
Planen med »Kisten« realiseret skal H o lg e r have til
budt
Politikens
Redaktion at overtage den, saaledes at
E e d v a r d skulde have Lov at optræde i sine betlste
Kisteklæder og vise sine Ben frem for Publikum, medens
H e n n in g J e n s e n skulde deklamere af sit KisTepræk for
den alvorlige Del af Publikum. Men Redaktionen mente,
at man først maatte afvente, hvad det blev til med
Fakkeltoget for G eo r g .
— Mærkværdigt nok har han ikke tænkt paa at
sende Ideen til Daare-Kisten.
En Stormagt.
C
Fogden i Kongen af Danmarks Land
Er en umaadelig mægtig Mand.
Han kan forbyde, hvad man vil,
Skjønt her er Pressefrihed til.
Tidlig og sent han i Øster og Vester
Møder med Forbud og Protester.
Jo, han gi’er den, saamænd,
Ganske som salig R o je r s e n .
En ulyksalig Redaktør
Bli’er ved hans Komme i snavs Kulør,
Saasom han inte kan nære sig
Mer i ¡sin egen Næringsvej.
Han faar Besøg af Kongens Foged’,
Hvis han proberer at sige noget
Om en andens Geschæft,
Tilhold han faar om at holde sin —Mund.
Og en uskyldig Recensent,
Som har sig dristet til paa Prent
At recensere H e rm a n B a n g
Eller en »Digter« af lignende Rang,
Kan gjøre Regning paa den Erklæring,
At han har skadet »Digterens« Næring,
Samt, at hvert Exemplar,
Som bliver usolgt, erstatte han har.
Dog vil det blive det haardeste Slag,
Naar man er Kunstanmelder af Fag:
Det bliver knap nogen billig Spøg
At skulle anmelde H a m m e r sh ø j,
Saasom ved Fogdens Hjælp han kan lade
Kunstkritiken erstatte den Skade,
Som hans Næring er voldt,
Hver Gang han ikke en»Job« faar solgt.
Kort sagt, hans Myndighed er stor
Og uberegnelig, saa jeg tror,
At jeg en Dag med ham i Pagt
Forbud mod Ølskatten vil ha’e nedlagt;
Han skal blot afgive den Erklæring,
At den generer Ens bedste Næring,
Strax vil Maalet man naa,
Det kan man drikke en Carlsberg paa.
(Wf*
Hermed følger et
illustreret Annonce-Tillæg. "**6