330 / 435
322
Med Permission.
M a n d a g e n k om , da v o r R ig s d a g igjen
H a v d e sin g ru n d lo vm æ ssig e A ab n in g ,
O g d e v e lsig n e d e F o lk e th in g sm æ n d
M ø d te p a a T h in g e m ed n y sk a b t F o rh a ab n in g .
N u k om d er L iv i d en tom m e K a sern e,
D e r sto d forlad t a f sin G arnison.
— C h r e s t e n
d o g d væ ler endnu
i
d e t F jern e
M e d P erm ission .
Sæ r t nok har Skæ bnen m ed fin Ironi
C h r e s t e n s
U p a sse lig h e d illu streret:
D e n G a n g d e t sam led e V en strep a rti
M ed V isn eri sig d elik a tered ’,
S a v n e d e s a ld rig , naar d et sk u ld e stem m e,
B e r g ,
m en
i
e g en g e v a ld ig P erson
M and tal han h o ld t o v e r d em , d e r b le v h jemm e
M ed P erm ission .
M en, da d e t v e d to g en »A rb ejd sp lan « ,
S om sk u ld e frem m es m ed S lid o g m ed M øje,
F a n d t den sto rm æ g tig e B o g ø - T y r a n ,
A t d e t va r m er, end han kunde fordøje.
B le v d er g jo rt Sk ru e o g d rev et, p a a P letten
S tilled han p u nk tlig som D y d sd r a g o n ,
M en, sk al der arbejdes, ta ’er han B illetten
M ed P erm ission .
G an sk e v ist er d er e t b ed re E x il
N e d e i S v e i t s end paa B l e g d a m s - H o t e ll e t ,
O g d et ser k jøn t ud a t ta ’e sig e t H vil,
N a a r man har arb ejd et, a set o g træ llet,
D e r im o d ikk e som L ø n for d et »rene«
S tan d p u n k t som D o v e n sk a b s S k y tsp a tr o n .
D e t m aa m an v e l h a v e L o v til at m ene,
M ed P erm ission !
— D o g , lad o s h a a b e, a t sn a rlig igjen
K om m e r til K ræ fter deu veltjen te, træ tte
» L o v g i v e r « , sa a han til S to rm sin e Mæ nd
A tte r kan an fø re m o d
T a b u r e tte ,
S am t, naar d e t kn ib er, p a a n y a t sla a R e v n e
I sit P arti som i
G r a n b e r g s
B a llon ;
D e t er e t A rb ejd , h v o r til han h a r E v n e ,
M ed P erm ission .
Holger Plus.
E t E v e n ty r .
Der var en Gang en farende Svend.
Han var et
Hoved højere end de fleste, og han fandt selv, at det
var et godt Hovede.
Men det var mange Hoveder for
lidt, sagde han, naar han saa sig i Spejlet; og det var
endda et Forstørrelsesspejl, han havde, saa at han altid
saa sig selv i overnaturlig Størrelse. Men et Plus til
sit gode Hovede maatte han have, og derfor drog han
hovedkulds ud i Verden. — Vil Du høre hans Eventyr?
En Dag bankede han paa hos en fortryllende Prin
sesse. Hun boede i et kongeligt Kunstakademi og havde
rigtige Professorer til sin Opvartning. Men hun var af
den gamle Skole, og derfor kunde hun kun sm ile spinat
grønt, sagde Kritiken.
»Jeg skal faa hende til at sm ile marineblaat!«
sagde H o lg e r , den farende Svend.
Saa tog han en
Malerpotte over Hovedet som Svømmebælte og sprang ud
i Vandet; for Vand kunde han male, og det baade med
K ul og K r id t og m ed d e n b r e d e P e n s e l. P rinses
sen var henrykt. »Vil Du være min Fatter, saa vil jeg
være V a n d e n e s D a t t e r ,« sagde hun og kyssede ham
midt paa Munden.
Og alle Professorerne blev søsyge
af Beundring, naar de saa hans Vandfarver; — højere
kan en Marinemaler ikke drive det.
»Jeg voxer! — jeg voxer!« raabte Holger Plus, da
han saa sig i Forstørrelsesspojlet.
»Alle Mennesker
og Professorerne maa staa paa Tæerne, naar de vil se