334 / 435
326
Overformynderiet
it
Kunsten er en herlig Ting,
Men Kunstnerne defekte,
Vil vistnok ingen gaa omkring
Og ligefrem benægte.
Kun et Slags Folk, saa vidt man veed,
Ej større Fryd kan hænde,
End naar man blot vil op og ned
Paa denne Sandhed vende.
De værner om den rene Kunst
Med gloende Plakater
Og bejler stolt til Musers Gunst,
Enhver ved sit Theater —
Forslaar sig! Men i Kunstens Læ
Maa K a s s e n kunne trives,
Og Publikum, det sølle Kræ,
Maa op med Kunster stives!
Se, derfor har nu vore smaa
Theaterdirektører
Til Kunstens Fremme hittet paa
De herlige K la k ø r e r .
Om saa der spilles nok saa galt, -
Med Næver, der kan klodse,
De hamrer, som det var betalt!
Fordi det er ’et osse.
Hver Nyhed tager Stikket hjem,
Og Intet bliver vejet;
Nej, hele Klatten bli’er kaldt frem, -
Det koster lige meget!
Paa en Klakør er Intet spildt:
Han paa sin Klapplads stiller
Og klapper lige ellevildt
Af E e d v a r d og af S c h ille r .
Enhver, der blot ta’er Sminke paa,
Kan uden Spor af Møje
Hver Aften Folkehyldest faa,
Saa meget han kan døje!
Hos C e tti, S e v e r i n og R iis
Staar under Bifaldsbyger
Enhver Statist saa højt i Pris
Som sejsten Dr. R y g e r !
Og hvad si’er Publikum? — Det tier
Og linder, det er yndigt,
Og mærker ikke, at det bli’er
Erklæret selv umyndigt!
Det tror, at Alt er første Rang
Og Alle Pokkers Ka’le, — —
Indtil det ende vil en Gang
Med Kunstens Klap-Finale.
Til Opvarterspørgsmaalet.
(Tante H a n n e og Tante J e t t e liar faaet B e sø g a f deres Niece, den
lille F rø k e n R i k k e fra Sk æ lsk ø r og h ar i den A n le d n in g besluttet at
foranstalte en C h o k o lad e -Fæ lle sd rik n in g h o s A -P o rta ).
T a n te H a n n e (til en Opvarter, som nærmer sig og
»vender imod dem et spørgende Blik«): Tør jeg spørge:
er det Hr. A Porta? Vi vilde gjerne tale med ham selv.
O p v a r te r e n . Saa gjerne — det vil sige, Hr. A
Porta er død.
T a n te H a n n e. Det var da kjedeligt.
Det har
ikke staaet i Berlingeren. Er det længe siden?
O p v a r te r e n .
Aa, ikke mere end et halvt hun
drede Aar. Men kunde jeg ikke —
?
T a n t e H a n n e . Ja, vi vilde rigtignok gjerne have
talt med Hr. A Porta selv, men saa kan det vel ikke
lade sig gjøre. Jeg skal sige Dig, lille V e n --------
T a n t e J e t te
(trækkerhende
i
Ærmet),
Gud,
Hanne, det gaar vist ikke at sige Du til det nette
Menneske.
T a n te H a n n e. Ikke? Ja ja da. — — Jeg skal
sige ham: det er min Søsterdatter Rikke fra Skælskør,
som er her i Byen.
Det er første Gang, hun er her,
og saa skulde vi jo more hende lidt.
O p v a r te r e n , S ’gerne.
Skal det være en Spise
seddel ?
T a n te H a n n e . Ja Tak, lille Ven.
(Til Tante Jette.)
Den faar vi naturligvis gratis, og det er altid saa mor
somt at have den med hjem.
(De sætter sig om et Bord,
Tante Hanne faar Spisesedlen og putter den i sin Kaabe-
lomme).
T a n te J e t te . Der sidder ved Gud et Mandfolk og
ryger lige op ad os. Det er uforskammet, er det.
T a n te H a n n e .
Ja, det har Du Ret i, Jette, det
er det.
T a n te J e t t e . Du maa sige til ham om at lade
være, Hanne.
T a n te H a n n e .
Nej, Jette, det maa sandelig Op
varteren gjøre.
Paa et Konditori plejer man altid at
lade Opvarteren besørge den Slags Ting. (Til
Opvarteren.)
Aa, lille Ven, vil han ikke værs’go’ bede den Herre om
at lade være at ryge, naar der er Damer til Stede.
O p v a r t e r e n .
Vil Damerne ikke hellere sætte
Dem over paa den anden Side? Der bliver der ikke
røget.
T a n t e H a n n e . Nej saamænd om vi vil.
Tror
han, lille Ven, at vi vil fortrække, fordi saadan En fal
der paa at være uforskammet. Nej, vil han værs’go’ at
sige det. Han skal nok faa gode Drikkepenge.
(Opvarteren trækker paa Skuldrene og beder Herren
om at lade være at ryge. Herren lægger ærgerlig Cigaren
bort.)
T a n te H a n n e .
Han ser oven i Kjøbet sur ud.
Det manglede bare, at han skulde gjøre sig gal, fordi
han bliver nødt til at tage lidt Hensyn til sine Med
m ennesker!
Man maa da vel være her.
Naa, hvad
skal vi saa have? Det skal vel være Chokolade?
T a n te J e t te . Jeg vil hellere have Kaffe.
T a n te H a n n e. Naa, ja saa tager vi det. (Til
Op
varteren).
Aa, lille Ven, vil han give os to Kopper Cho
kolade og en Kop Kaffe af den bedste, De har.
Men
vil De sørge for, at Kaffen kommer til at trække or
dentlig, men det maa ikke være med ny Pose, og saa
skal vi naturligvis have Sukker og Fløde til, og det
maa være af Gaméls, og Chokoladen skal være Vanille
og med Flødeskum, og saa nogen Kager, men de maa
være gode og med Creme, og helst 5-Øres, hvis De
har, og ellers 10-Øres af de billigste.
(Opvarteren fjer
ner
sig).
,