331 / 435
323
mit gode Hovede, — saa stor er jeg. Men hvad fører
det til? Vand gi’er jeg, og Vand faar jeg, og Vand er
det Hele! — det er jo til at faa Vand i Ho’edet a ’!«
Saa slog han Malerpotten itu og kastede Prinsessen
Skaarene i Ansigtet. Og saa var d e n Pot ude.
En Dag. da han kom farende over S a r t o r y -
S l e t t e n , som nok ligger et Sted nede ved Esrom Sø,
stødte han med sin arrede Bringe mod en Flok smaa
Sorte.
Det var Menneskedyr, der levede af at suge
Blodet af alle de ni Muser, mens de sov; men nu var
de ude for at lede om en Lyriker, der kunde hjælpe
paa Kreditten.
De var strax villige til at give Holger
en Udødelighed paa Haanden, da han sagde » E n g e ls k e
S o c ia lis t e r ! * til dem for at gjøre sig behagelig.
Og
saa gav de ham en Digterhat paa. som han fik Lov til
at bære, som han vilde. Og det gjorde han.
For det turde han. Nu var han bleven saa stor,
at han maatte holde sig fast baade ved R a n k e r og
R o s e r , saa svimmel blev han ved at se sin egen
Storhed. De smaa Sorte maatte bruge Briller, naar de
vilde se paa ham; og saa kunde de endda ikke altid se
ham, men det kom sig af, at deres Briller var farvede.
Han var s a a stor, at naar han rigtig strakte sig, naaede
han lige d e r o v r e fr a G ræ n se n og op til »de smaa
Kanaler« !
Jo, — nu havde rigtig nok det gode Hoved faaet et
Plus, saa at det kunde blive til noget.
Men det blev
ikke til noget.
Hvad hjalp det, at Forstørrelsesspejlet
viste hans Digternavn frem med saa vældige Bogstaver,
at han maatte slaa Knude paa sig selv af Beundring,
naar han spejlede sig? Det elendige Land, han levede
i, gav ham dog kun en Maatte, som han maatte holde
sig paa, naar han lagde sig neden under den for at
tage Maal af sine Ben.
Han følte det! Han maatte have en Ide — og en
Mand.
Ideen kom først.
Han vilde være det Højeste,
hvortil noget Menneske kan drive det. Han vilde være
Variété-Direktør ! !
Herligt skulde Lokalet være.
Han skimtede det
allerede i Aanden — Ø s te n fo r S o l og V e s t e n fo r
Ma a n e .
Hul maatte der slaaes i Loftet, for at hans
egen Storhed og de Mange kunde rummes derinde. Og
midt paa Gulvet — hans afsjælede Digtermuse. der var
død under Maatten.
Men med d æ m p e d e M e lo d ie r
vilde han atter vække hende op af »Kisten«.
Og som
e n O v e r k o m p le t i dette usle Land vilde han slaa
Takt med sin Kaarde, synge Daudi med sin Elskerinde
og tømme sin Ven — W. R a n t z a u s — »Façon«. Alt
havde han forsøgt: Malerpotten, Digterhatten, — nu
kom det sidste, det højeste — — Blyhatten!
Men Ingen higer ustraffet efter det højeste; det er
Moralen af Eventyret.
Ikke en Eneste i dette fordum
mede Land var dum nok til at helde et Par usle Mil
lioner i den store Digters Hat!
Han sukkede, han
firede, satte Minus efter Minus: de Mange blev til
kjoleklædte Diplomater, den afsjælede Muse til Damer
af det fornemme Selskab, og Fremtidens V a l li til en
bekjendt Digter, der kurrede svinepoliske Romancer om
Signora Æ b le-S id se
Alt forgæves!
Og dog var
det Altsammen det samme. Bare det modsatte.
Og atter sidder den farende Svend paa Maatten og
gjør Mudder i Muddergrøften. Ideen har han, Storheden
har han, men Manden kommer aldrig — Manden med
Millionerne . . . .
Manden med et Plus!
En Storm i et Glas 01.
1
Landet er der Gjæring, det er klart,
Og det er denne Ølskat, som os piner.
Den har alt virket i en grusom Fart,
Og den er modt med meget sure Miner.
Ja, selv de bedste Højremænd, de ser
Med dybe Suk det Resultat, der kommer
A f disse sammensmeltende Ideer:
En systematisk Plyndring af Ens Lommer!
Man haabed’, Bryggerne de vilde delt
Med Konsummenterne den halve Skade:
Saa blev det os, der maa betale’n helt,
Jo, det er ret en nydelig Ballade!
Desuden skal vi finde smukt os i,
At denne Skat, der ækelt os generer,
Enhver Kafé, ethvert Konditori
Sans gêne
desuden os multiplicerer.
Men selv den mest godmodige man vil
w I Længden kunne tirre dog saa grundig’,
Til han bli’er gal i Hovedet, og til
Han saa til sidst bli’er rædsomt underfundig.
Saa pønser han paa Hævn for al sin Tort
Og denne Plyndring næstendels til Skindet;
Til Slutning sætter han saa haardt mod haardt,
Naar man har gjort ham malicieux i Sindet.
Han spekulerer ud, det skal De se
Med Et de allergrueligste Planer.
Hr. D rachm ann aabner en Variété
Med billigt
01
og flotte Atellaner.
Til Drikkepengene vi siger Stop —
Forstaa os vel: de rette Drikkepenge,
Se, det er dem, vi selv kan drikke op,
Og det er dem, hvortil vi Alle trænge!
Saa er der andre Mænd, der i en Snup
Vil over disse Værter vinde Sejr;
De tænker paa at danne sig en Klub,
Hvor man privat kan faa en billig Bajer.
Og al Konditorikomfort til Nød
Man ved en saadan Klub kan faa erstattet;
Man faar et lækkert Stykke Smørrebrød,
Belagt, men ikke derfor dog beskattet.
Ja, Stormen raser over Stad og Land,
Et Uvejr trækker op med brede Bølger.
Hr. S øren sen vil tale som en Mand
Omtrent med disse Vredesord, som følger:
Tag I til Nød paa Frihedsbrevet fat,
Og lad dem sværme, Politi og —* Bøller!
Belast mig kun med dobbelt Indkomstskat,
Men I maa inte røre mine »Øllers I
&
o
m :