339 / 435
331
Klinge linge ling! — Det ringede. Og atter traadte
Fogden med Protokol og Herrer ind i Stuen.
»Tør jeg spørge, om det er Hr.
Punch?
— Meget
vel. Jeg kan hilse Dem fra den ærede Hr. K r e s te n
af Vejle 2den,< erklærede han med et schweizerbittert
Sm il; »han forbyder Dem herved at benytte Ordene:
Mærke, Potte, Pande, Dannevirke, Paraply og Blegdam;
at tegne eller lade tegne nogensornhelst Person, der
besidder en. svigtende Hukommelse, samt at nære
skumle Planer i Retning af at afbilde Rekvirenten som
hjulbenet.«
Punch
fældede Fortrydelsens Taarer og lovede at
iagttage »Formerne«. Han sendte Rekvirenten en be
væget Gjenhilsen og lykønskede ham, fordi hans Ben
nu havde ført ham til Schweiz, hvor jo Alle er Iialv-
inister. Saa tog Fogden en hjærtelig Afsked, medens
Punch
andægtig nippede til sin Toddy.
Klinge linge ling! — Fogden og Herrerne og Proto
kollen viste sig paany i Døren.
»Tør jeg spørge, om det er Hr.
Punch?
— Meget
vel. Jeg kan hilse fra Nordens svinepoliskeste Digter.
Han forbyder Dem F. g. ham at hentyde til Alt, hvad
der hedder Farvetinter, Røgtere, uvartige Ord eller
andre »Oplevelser«, samt til overhovedet at afbilde
ædle og ridderlige Skikkelser eller lignende aabenbare
Karrikaturer af Rekvirenten.« Inden
Punch
fik Tid til
at svare, lukkedes Døren.
Klinge linge ling! — Døren aabnedes, Protokollen
og Herrerne og Fogden traadte ind.
»Tør jeg spørge, om det er Hr.
Punch?
— Godt.
Jeg kan hilse Dem fra Deres ærede Ven Kammer
chefen. Han nedlægger herved et affabelt Forbud mod,
at De fremtidig forsøger paa at være ej blot til Lyst
eller paa anden Maade indgriber i hans Ret til at nyde
Privattheatrenes Fred. Tillige forbyder han enhver An
tydning af Vid og Flugt i Deres Tegninger, da saavel disse
som andre kunstneriske Hensyn maa opfattes som di
rekte Indgreb i hans Næring.«
Herrerne, Protokollen og Fogden forsvandt med et
Buk. — Klinge linge ling! — Protokollen og Fogden og
Herrerne traadte atter ind.
»Tør jeg spørge, om det er Hr.
Punch?
— Paa alle
Overmenneskers med Familiers Vegne forbyder jeg Dem
herved at nævne Navnet paa Tivolis Fregat, Kongen af
Grækenland, Manden med Dragen, Kunigundes Forlovede
eller paa nogetsomhelst tysk Værk, hvori Ordet »Ernst«
forekommer.
Endvidere at benytte noget Ord, der
nogensinde har staaet trykt i et herværende offentligt
Blad
Politihen,
at afbilde Personer, der ere forsynede
med Næser, at insinuere, at Nogen kan nære sig i dette
fordummede Land, samt overhovedet at komme med
»platte« Hentydninger til hvadsomhelst.« — Pavse. —
Hvorefter Fogden forsvandt.
Klinge linge ling! — Atter Fogden. Han var saa
afmattet, at Herrerne maatte støtte ham, og Protokollen
var kun en sørgelig Las. »Tør jeg spørge, om det er
Hr.
Punch?
— Paa alle samtlige Medborgeres Vegne
forbyder jeg Dem herved alle samtlige Udtalelser om
alle sam tlige Forhold i alle sam tlige Verdener og
Klinge linge linge linge ling! Nu blev det rent
galt. Lige fra Kvisten til Kjælderetagen var Trappen
fuld af Fogeder, der raabte i Munden paa hverandre:
» In g e n m a a s k r iv e N o g e t om N o g e n ! — In g e n
m a a s k r iv e N o g e t om N o g en !« —
Punch
foer for
vildet omkring, styrtede næsegrus over Protokollen
og —
vaagnede.
Ringeapparatet var iVilderede. Der var en Klokker,
der havde pillet ved det.
Storartet!
I Retskrivnings- (. .Rætskrivnings?». ret Skrivnings?..) Sagen
Man skændes (. . skjændes? . . skendes?..) uden Frygt,
Og lægger (• • eller legger? . . eller læger? ..) klart for Dagen
Omkap (. . om Kap? . .) sin Viden og sin Kløgt.
Men kald mig kun for Jakob, om jeg ved, hvad der skal blive
A f Sproget, naar det saadan laves til!
Man dristig {. . eller dristigt? . . eller dristigen? . .) kan skrive
Saa sprøjte (. . sproite? . . spraajte? . .) galt, man vil.
Fra den Gang Skjalden sang om Jarl Hakon og Lars Braaby,
Er Alfabetet vendt (. . vænt? . .) op og ned;
Fra Øresundets Søby op til Sæby og til Saaby
Forfjamsket staar den hele Menighed.
Thi mindst paasexten (.. seksten ?.. sajsten?..) underlige Maader
Hvert Ord kan skrives op og gjøre Gavn,
Og det er ikke en af Verdens (. . Værdens? . .) mindste Gaader,
Hvordan man skrive skal — sit eget Navn.
HverPog (.. hværPaag ?..), derfrigjort hargi’etPokker i de vamle
Og dumme Grammatikers Sprog-Problem,
Kan lege Journa (. . Sjurna? . .) list og grinea’ sinGamle
Og lave, hvad han kalder: »sit System«;
Men, hvis man ikke higer efter, hvad der er genialest,
Men simpelthen kun stave vil perfekt,
Saa skal man bare vælge, hvad man synes allergalest,—
Det bliver uundgaaelig korrekt!
Fra Videnskabens Borge ned til Døgnets Boulevarder
Man spiller en fortvivlet
å la guerre
Nu paa vort Sprogs Billarder (. . Billiarder?.. Billejarder?)
Og stadig væk er man dog lige nær!
Enhver Minister bøder efter Evne paa Skavanken,
Som han i Arv af sin Hr. Formand faar;
Uha!det vimrer(.. hvimrer?.. ellerW imrae re r..) forTanken!- -
Men sikket Held, man ej er otte Aar!
Snart puttes j og
x
i de smaa Staklers Ho’eder,
Snart hales j og x’et ud paany!
Snart lærer de, at Bægge hør’ til Livets største Goder,
Og snart de Begge skal som Pesten fly!
Snart faar de nye Bøger, og snart de faar det atter,
For de kan trykkes om, saa tidt man vil, —
Hvad ellers (. . eller ællers?) skulde vel den Lilles Fatter
Gi’e sine Penge ud af Lommen til?
Men vore Efterkommere kan sagtens være glade,
Formedelst de ej læse kan et Ord
A f alle de moderne Skriblerier og dito Blade,
Som nutildags i Kragemaalet groer.
Nej, Børn skriv bare væk, og takker til, at eders Lykke
Er større end tilforn (. . tilfaaru? . . til Forn? . .)
Lad Fransken ha’ sin Eiffel, vi kan blæse ham et Stykke, —
Vi har jo vores Jakobs B ab elstaarn !