354 / 435
346
Mandsmod.
Fmsider kom fra Syden B o g ø-Drotten
Og stilled’ sig i Spidsen for sin Hær,
Hvor strax det viste sig, at »Ruml e po t t e n«
E r ikke bleven mindre »ordi nær «
End, da Defensor for hans J y I l ands - Fær d
Betegned’ ham som blød paa Bergamotten,
Fordi han gav igjen sin kategoriske
Parole: »Skarp Front mod den p r o v i s o r i s k e ! «
Alt, hvad der duer i Danmarks Folkekammer,
I Fredags samled’ han til i s k a r p Pr ot es t «,
Og. li’esom
A v k ti-io r ,
naar han svang sinHammer,
Han gik til den Konflikt som til en Fest,
Mens der var Tænders Gnidsel, Graad og Jammer
I Højres lille Klat, som er til Rest.
Men saa fandt
B e r n t s e n o g
hans Højreklike
Det passende at melde: S t emme r i kk e !
Det var for
C h r e s t e n o g
hans Styrkeliste
Alt andet end et afgjort Svineheld;
Thi
B e n th e im
tænkte: »Saa er
v i d e
fleste
Og kan slaa Provisoriet ihjel!
Den Skæbne vil jeg grumme nødig friste, —
Det var kun Meningen at gjøre Spræl,
Men ikke for saa pludselig at slumpe
Til en Opløsning! Man kan tidsnok dumpe!«
Saa hjalp han Venstre fromt i denne Klemme
Ved mod sin Mester skarpt at gjøre Front.
Til P r o v i s o r i e t han gav sin Stemme,
Hvorved det naadigst Livet blev forundt
F'or i F i n a n s u d v a l g e t s sikre Gjemme,
Hvor
C h r e s t e n
passer støt sin P'ormandsdont,
A t hvile paa de vundne Lavrbærblade,
Som
B e r g
beskærmer mod P'ortræd og Skade!
Men efter den Bedrift stak
B e n th e im
Næsen
1 Skyen med sin drabelige Flok,
Saa Loven oin vor Hærs F o r p l e j n i n g s v æ s e n
Om Tø j hus-Fl ytni ng og den nye D o k
Fluks maatte af med Ho’edet paa hans Blok,
En Heltedaad, der minder om F'adæsen
At la’e den arme B a g e r vandre heden,
Da det for farligt var at rette Smeden.
Sensationelt Selvmord.
I et pludseligt Anfald af momentan Fornuft har en af
Københavns
Medarbejdere, Herr
Homo sapiens
,
ta g e t
sig
selv af Dage Mandag den 19de Oktober under en trist
Oktoberstemning
. Da han selv har meddelt Begivenheden,
maa den antages for at være paalidelig. Det formodes, at
Aarsagen til den fortvivlede Beslutning er fremkaldt ved
Selvopgivelse af hans sørgelige Livsstilling.
Gjennembrudt.
Det var en lun, lille Frihavn, de havde faaet lavet
sig.
Alle de smaa Indbyggere havde deres paa det
Tørre. Nogle var Rødspætter, andre var kun Skaller;
men alle ernærede de sig af »udløste« Strandvaskere og
af at beundre hinandens Storhed. Det var ligefrem en
fogedlig Fornærmelse at kalde dem Inte-Mennesker, naar
de dog havde udnævnt sig selv til Overmennesker. Med
Stolthed skuede de op paa de mægtige Fangedæmninger,
der omgav Havnen, og hvori Alt, hvad der duver i Nor
den, afsatte sit rigelige Slam. Og, naar dresserede Storm-
maager fortalte dem om en Verden derude, hvor noget
fælt Noget, der hed Moral, drev sit forargelige Spil, saa
krøb de dobbelt frigjorte om i Mudderet og følte sig
endnu tryggere i Havnemester G e o r g s kunstige lille
Børnehjem.
Men i Længden bliver det en Smule trættende at
sidde i Frihavn og være frimodig.
Nye Hovedstrøm
ninger bruste mod Dæmningerne, nye friske Vindpust
blæste op, men i den døde Havn hørtes ikke en Lyd.
Bestandig boblede Mudderet i den samme gamle Gænge.
»Hæng i!« sagde Havnemesteren; »de nye Vindpust ved
kommer ikke os, — de er bare for ukonfirmerede.«
»Ja, men vi kan ogsaa trænge til at konfirmeres!«
sagde de smaa Indbyggere og fældede røde Taarer af
Længsel efter at vise, at de endnu kunde være Gjen-
nembrudsmænd. Og Lejligheden kom; — men rigtignok
ikke, som de havde tænkt sig den.
Det var i Søndags.
Havnemesteren havde inspi
ceret Dæmningerne og erklæret Mudderet for kauschert
at være.
Naar der blev rodet lidt op i det, vilde der
endnu kunne brygges en lille Bakterie-Toddy til hans
Ære. Saa blev der holdt Gilde. Alle de smaa Indbyg
gere fik travlt, og Alt, hvad der kunde krybe og gaa,
blev skrabet sammen for at spille Gutter om Bord i ny
Bearbejdelse. Modige Unge paa halvtreds og livslede
løse Oldinge paa tyve kom mylrende til Fadet.
De
spiste Mudder-Aal, og de drak Slampamp, og alle var
de slamkisteglade.
Spunsen blev tagen af Vinfadene. Men jo flere
Spunser, der blev tagne af, desto mere Vand flød der i
Talerne. Til sidst opdagedes det med Rædsel, at man
var naaet mange bedrøvelige Fødder over dagligt
Vande, og det vil dog sige Noget! Alt det gamle Brak
vand, der nu i 25 Aar havde ligget gjemt bag Mudderet,
kom piplende frem.
Og stadig tog Vandgangen til.
Frihavnens fineste og fornemste Støtter knak over som
Pinde, ligefra oven og nedefter, fordi de ikke kunde
retirere sig i Tide; Havnemesterens fastboltede Tvinge
holdt dem fast i Kardusen, og forneden stod de inde-
spændte i Mudderet.
Fem oflicielle Digtere anstrængte
sig for at redde Havnemesterens sidste Materialier; men
de opnaaede kun at forøge Vandstanden. Saa ramlede
Dæmningen sammen med et Brag; alle og enhver kunde
kigge lige ind i Frihavnen, — og saa kom hele Ynke
ligheden for en Dag.
Indført Slam og indfødt Slam,