355 / 435
347
halvfordøjede Brokker af tyske Filosofer, duftende Selv-
Følgerne af den sidste Vandpantomime.
Den gamle
ros og slimende Galde, Vand foroven og Vand for-
Muddermaskine »Politiken« vil i den Anledning have at
neden, — det var Udbyttet af 25 Aars utrættelige Op-
præstere det behørige Spalte-Fyld; ved at begaa sine
fyldninger. Og det var de smaa Indbyggere selv, der j sædvanlige Bukke vil det forhaabentlig kunne lykkes
ganske uopfordret havde vist det frem!
1 den at knibe sig igjennem.
Man vil naturligvis heller
Som Aarsag til Gjennembruddet er det konstateret,
j
ikke forsmaa at skaffe sig Fyldekalk fra Frilageret i
at Frihavnen har været opført paa Kviksand.
Men
Bømersgade, hvor der, som bekjendt, holdes Mudder
efterhaanden som de smaa Indbyggere saa sig nød- '
en gros.
Og samtidig hermed vil der blive gjort Forsøg
sagede til at sænke Niveauet, kunde Kviksandet ikke
paa at holde den anden lille Mudderpram, »København«,
fngjøre sig for de uhyrlige Vandmasser, hvormed det
i Gang. Den vil passende kunne anvendes til at vælte
var blevet mættet gjennem 25 Aars Literatur, og der
sine Spande ud over alle Forbigaaende, naar Havne
behøvedes derfor kun et ganske lille Skub for at faa
mesteren benytter sig af de kjendte, smaa Bagdøre, der
Vandet til at vælde frem over alle Bredder. — Og nu
betegnes ved den noget gaadefulde Indskrift:
»2den
svømmer de.
gjennemsete Udgave!« Naar Mudderprammen har gjort
Der vil selvfølgelig blive gjort overmenneskelige
sin Pligt, vil det være en let Sag at afskaffe den — og
Anstrængelser for at hindre nye Strømninger i at trænge
strø Sand paa.
ind og forplumre Mudderet.
Det gjælder nu mere end
Skulde Arbejdet ikke lykkes, er der Haab om, at
nogensinde om at tilvejebringe de ca. 3000 Kroner, der
man en Gang i næste Aarhundrede vil kunne tage fat
er nødvendige for Havnemesteren til at dække over
paa en Frisk. Nu gaar’en foreløbig paa Pumperne.
Holger til Georg.
■:
M in Haand — nej, væk med Haanden!
^eS
skulde blot h a’e anet,
i ingen. Virak træ’er jeg,
I endnu kan holde Gilde,
og ingen Nekrolog til
saa skulde nok jeg dyet mig;
din Ære svnger her jeg.
men — n-n-n-u er det for sild e! —
Jeg veed jo, at det kildred’
Se dog, hvor der gik Møl i
dig ind i Doktorrangen,
den laadne Panserskjorte,
da jeg, den store Digter,
som vi trak paa, den Gang vi
stod udenfor paa Gangen:
var størst iblandt smaa Sorte;
Ak! al den lækre Mad fik
vi lo, saa »Gnavet« knaged’,
jeg Synder ingen Part i, —
og stived’ op hinanden,
fordi at ingen, ingen
naar vi i fælles Vandgang
har været s a a uartig!
mod Bunden rendte Panden;
vi vidste nok, der var et
Par andre Folk i Staden, —
men, o, hvor fandt vi Styrke,
naar der var Sjov i G a d e n !--------
*
Da fik Du andre Skygger,
end mig, at sætte Fart i;
saa gik jeg til O s t e n d e , —
og saa blev jeg uvartig.
Hvordan? hvorfor? hvorlunde? —
de Folk har kjendt mig daarligt,
som troer, jeg no’et om no’et har
ment nogen Tid alvorligt;
og, mens Du frit bespistes,
jeg sulten stod bag Døren
og turde næppe stille
til Klø hos Inspektøren.
Jeg savnedes! thi, hvad der
end mellem os kan være,
saa er jeg dog i eders
Gebriider-Bund den fjerde! --------
*
Velan! Du trænger, Bruder,
til gratis Mad og Fakler
i dette dumme Land, hvor
vi store Mænd er Stakler;
du trænger til at ryges:
men røg end dine Tropper,
og tømtes end din »Ilddrik«, —
saa nøjes jeg med Propper.
I Enrum vil med Proppen
jeg mig om Munden smøre, —
det er, som følte atter
din Haand jeg mig berøre!
og ene vil jeg lege,
at nu din Skaal jeg drikker,
indtil med stride Taarer
jeg paa min Gjærning lig g e r .--------
0 , stat saa stille Vandrer!
min Skæbne ser Du klart i:
D er v a n k e r in g e n M ad, n a a r
m a n v æ r e t h a r u v a r t ig !!