359 / 435
351
M a d s e n . A a Skidt, M utter! man har da før set, at
nogen afdøde D egtersnuder har faaet det, som nu han, den
gam le afdøde H oldberg, der sitter udenfor det K on gelige.
Saa maa de levende da være m øjet nærmere te ’et, sku1
man tro.
M a d . M a d s e n . H vor mon nu han ka’ være henne,
ham M anden, som det er til Æ re for.
M a d s e n . H an ska’ naturlev is selv gaa i Spidsen af
T ovet. D et ka’ D u da nok tænke.
D id e r ik k e . N æ , Faer, der har staaet i »Socialen«,
at han sidder og spiser i Koncærtpalæum et.
M a d s e n .
Spiser han i K oncerdpalæum et? Jamen
saa maa det jo være en M osekker.
D i d e r ik k e . D et hedder ikke en M osekker, det hed
der egen tlig en M osaikker, men man kan ogsaa godt sige
f. E x. Musækker i daglig Tale.
M a d s e n .
Jeg er sgu lige glad, hvad det hedder.
M en jeg tror liegodt, at denne hersens Georg, det er en
af de Spillekantere, der didrigerer om Sommeren i T iveli.
D i d e r i k k e . Næ , F a’er, det er jo Lomby.
M a d s e n . Ja Lom by er der osse. D et ved je ’ m øjet
godt. M en Georg er der Pinedød osse.
D et er jo han,
som at Fregatten er opkaldt etter.
M a d . M a d s e n . V i ka’ jo spøre Stodenten ad.
M a d s e n . D et ka’ vi sgu osse. D et er dog immervæk
D ig, der hitter paa R edseltaterne, Mutter. M ed Faalov aa
spørre: denne hersens Dæ vel, som de laver Faggeltov for,
er det inte han, der didrigerer ude i T iveli om Sommeren
vedH amm enikorsjesteret? Hvadbehaver? Er det enK ridtiker?
D et er han, der skriver K ridtiker i »Socialen«, Mutter.
D i d e r i k k e . Gud, er det det? D e’ var da øndi. Saa
maa det altsaa være ham, der skriver om Nasjenaltheatret,
som at de kalder det K ongelige.
M a d s e n . Ø jterpe-Theatret, hedder det. Saa kan Du
se, jeg hade dov R e t. Jeg vidste nok, at han havde noget
med saadan noget G øgleri at gjøre.
Og T iveli og Nasjenal,
det kommer dov om trent ud paa et. D et er en Skam, at
den M.and inte stiller sig til Folkethin get.
A lt i Forsikringsloven — M ironton!
H an »bessermachet« har.
:{ H an er saa snild og snar, |:
Saa dristig og forvoven
Og superklog og klar.
D og derved ej det bliver — M ironton!
D et vide vi saa godt.
:| I Stort saavel som Smaat |:
H an taler og han skriver
Som flittig R um lepot.
I »V enstrebladet* T alen — M ironton!
T il M enigmand udfor.
:| D er faar det hele K or |:
Fra V enstregeneralen
Parolens vise Ord.
D er er det, han profeter — M ironton!
R e t som en B rahm agud:
:| D ekreter sendes ud, |:
Og ve hver L uskepeter,
D er sveg P rofeten s B ud!
Hr. B e r g er vendt tilbage — M ironton!
Og Vennerne de flage,
D e Store som de Smaa.
O g han er ovenpaa;
H an let og lysegraa
V il D yrendalen drage,
D et kan D e bande paa!
Hr. Bergs Saga.
H r . B e r g er vendt tilbage,
M ironton, m ironton, m irontaine!
H r, B e r g er vendt tilbage
T il alle sine Mænd.
D er er kun Faa igjen, |:
M en Ingen af dem klage,
N ej, der er Spark og Spænd!
H an drog til Badesteder — M ironton i
H an var saa tyk og fed.
Men i sit A n sigts Sved |:
Han hviden L intøj væder
Og sætter Væ gten ned.
Og med Figur den ranke — M ironton!
H an vendte hid igjen
:| Som nyfødt Ungersvend |:
Saa frisk i Sind og Tanke
T il alle sine Mænd.
-
Se, Formand blev han ikke — M ironton!
I vores Folkething.
:| M en H ø r u p , B u s k og B in g |:
D e danner med en K lik e
Om ham en samlet R in g .
A t se med Sm il paa K inden — M ironton !
I lysegraa H abit
:| Ham gaa med lette Skridt |:
Foruden og forinden —
Ja, det g i’er A ppetit.
Og i de høje H aller — M ironton!
D er lyder alt hans R ø st.
:| M ed vanlig L iv og Lyst,
D en gjalder med R abalder
T il sine Venners Trøst.
M ad. M a d s e n . Ja, men nu kan han jo komme ind i
Borrerepræsangsionen.
M a d s e n . J a , nu ska’ jo K vinderne ha’e V algret,
naar de da inte er gifte.
M a d . M a d s e n . H vorfor maa de inte være gift, Fatter?
M a d s e n . Jo, for naar at de er gift, saa kjender de
M andfolkene for godt, og saa vil de inte stemm e paa dem .
N aa, jeg tror nu alligevel, at jeg vil blive ved at stemm e
paa H ø r d u m , selv om denne Lornby eller Brandessen,
hvad han nu hedder, sku’ falde paa at stelle sig.
Naa, der
er de med han. N u skal I bare se Løjer.
(F akkeltoget drager forbi).
H ør veed I hvad, nu maa I raave Hurra, naar Svenderne
fra Væ rksteddet kommer forbi. D et er da det m indste, de
kan have for deres U lejligh ed . Saa, der har vi dem.
Nu
maa I raave. Hurra! Hurra! — — — —
D et var da et nydeligt Syn, det er vist. Jeg ka’
nu
alligevel inte begrive, hvorved han denne her — naa ja,
det er jo lige m øjet, hva’ han hedder, har gjort sig fortjent
til det. Men nydeligt var 'et Faenedem e, og det er sgu
pænt af Magistraten at arrensjerre det. Naa, la’ vos
nu
komme hjem. (Idet de gaaT) Jeg kan ligegod t ikke vide,
hvad Svendene fra Væ rksteddet faar for at gaa med til
det. D et kan sgu godt vaére, at jeg kan knappe dem lid t
af i D avlønnen for ’et. Saa har man dog nogen Fordel a ’et.
H e r m e d
fø lg er e t
illustreret Annonce-Tillæg.