362 / 435
354
Tids-Skiftinger.
'en nylig- begyndte Lovgiverserie
Forkortet blev med en Skiftedagsferie,
q
Hvori selv de, som stærkest sig viste
T il skarp Protest,
Drog hjem for at vælge de nye Koste,
i
Som fejer bedst.
j/En Overenskomst de her maa stifte
/~si
Og £ aa Paa Akkord,
I
a
J
Skjønt saadant var ellers en evig Tort;>
Men Tiderne skifte!
Med Oppositionen er sket en Forvandling
F ra den Tid, den vedtog: »Ingen Forhandling
Med Højrekrapylet eller Ministrene!
Dem maa vi ha’e væk!«
Den Gang var hver Ordfører hed og gnistrende
I hvert et K væ k ;
Men nu kan selv paa Forhandling med Gifte
Man faa dem med;
Vel holder de Taler paa selvsamme Sted,
Men — Tiderne skifte.
Endnu kan mindes særdeles tydeligt,
A t En og Anden fandt det »modbydeligt«
A t skulle forhandle med »liberale«
Som
sa lig H
all
,
Ja,
te e d e s ig o v e r fo r K
lein
so m g a le ,
Men talende T a l;
Dog nu har de opgivet rent at pifte
Ad
E
strup
saagar,
Og ind deres Pibe de stukket har!
— Ja, Tiderne skifte!
I Grunden er ogsaa det ganske forlystende
A t tænke paa den Million a f trøstende
Tirader til »Vælgerfolket«: at Sejren
V a r nær og vis.
Hermed slog Styrken i Venstrelejren
Sig glatvæk tilfreds.
Nu tør med Palmen nok ingen vifte
I Venstres L a g !
Her lyder kun Suk for dets »haabløse« Sag.
— Ja , Tiderne skifte.
Og
P
ing el
,
der levede aabenbart i
Den Tanke, at, blot man var brav »uvardig«
I Munden, saa havde man »Revolutionen«,
Med Kraftord kom,
Men glemte dog ej at salvere Personen
Mod L o v og Dom.
Nu træder han frem for ærlig at skrifte,
Hvad længst vi har vidst,
A t det var kun Humbug fra først til sidst!
— Ja, Tiderne skifte.
M a n d e n , d e r d r o g u d f o r a t l æ r e
F r y g t a t k j e n d e .
E t g r i m m i g t Eventyr.
Der var engang en Mand, der hed V icto rin u s. Der
er ogsaa dem, der kalder ham det ærede Medlem for Aar-
hus’s 2den, men det holder han ikke længere rigtig af at
høre. I hans Velmagtsdage troede baade han selv og mange
Andre, at han var en stor Mand, fordi han var noget med
•Over». Han var nemlig Overlærer. Men Overmenneske
var han dog ikke, skjønt han havde en Rem af Huden; og
Remmen var oven i Kjøbet af Mundlæder.
Der var ikke den Ting i Verden, som han gjøs tilbage
for, og det var han meget bedrøvet over. Saa kom der en
Dag en Klokker i Besøg. — »Vil Du lære at gyse?« sagde
Klokkeren, »saa følg bare med mig op i Bogø Kirketaarn,
naar jeg ringer Tolv for Højrerakket!• Og det gjorde han.
1
Glughullet stod der et Spøgelse. — »Det er Provi
soriet!* sagde Klokkeren og rystede, saa at Knæerne
klinkede. — »Sikke Sjov!« sagde Overlæreren; »skal vi
saa lege Revolution?« — I det samme trak han sit Mund-
læ’er og svingede det, saa at hele Taarnet dirrede. Han
fortalte om Juli-Revolutionen, og det baade forfra og bag
fra, og tilsidst saae det grangivelig ud, som om det provi
soriske Spøgelse trillede ned og slog sig i Stykker. Men
det var bare Rummel og Blændværk, for Spøgelset levede
mange Aar endnu; men, da Overlæreren kom hjem til
Skolen, fik han udleveret et Stykke graat Papir med Til
behør. — »Det er da ikke noget at gyse for,« sagde han;
»nu gaar jeg ud at lære Frygt at kjende!« Saa puttede han
en Riffel i Baglommen, og saa gik han.
Han kom til et Sted, hvor syv Ministre sad og syede
nye Klæder til Spøgelset; men delod, som om de slet ikke
saae ham. — »Jeg skal nole holde Jer til Ilden!» sagde
Overlæreren; »der skal mere end Syv til, for at faa mig til
at gyse.« Saa tændte han en Bavn. — »Det skal forestille
en Revolution,« oplyste han og svingede med Mundlæ’eret
for at gjøre Blæst, saa at Ilden kunde flamme op. Men
Alt, hvad han sled, kunde han ikke faa den mere end til
at ose, og de syv Ministre sad ganske rolige og syede
videre. — »Ja, ja!« sagde han. »Naar I ikke bryder jer
om det, saa kan I jo blive siddende!« Og saa gik han
videre.
»Bare jeg dog kunde gyse! — Bare jeg dog kunde
gyse!« sukkede han. Saa kom han til et forfaldent Slot.
Det laa i Boheme-Land, og der stod rød Røg op af Skor
stenen. Overlæreren kunde tydelig lugte, at der blev kogt