367 / 435
359
Tømmermænd,
eller
En
Digter i sit Arbejdsværelse.
K ab in e ts-B ille d e .
(D igterens A rbejdsvæ relse. Paa Skrivebordet M etalsvinet
fra Florents, paa Væ ggene Prospekter fra Sw inem iinde. Paa
B ordet tøm te Sodavands-Sifoner og Sk elettet af en Spegesild).
Digteren
(m ed
koldt
Omslag om H ovedet):
Naa, nu
skulde jeg nok se til at digte. Lad mig nu se, hvor
har jeg Remedierne? Priskuranten over Farvetinter fra
Stellings Farvehandel — Konversations lexikonet — Chri
stiansens »Gadesproget« — her har vi det. Lad os saa
se.
(skriver)
»Til Georg Br« — — nej, det er sgu
sandt, den har jeg skrevet en Gang — den skal vi
F. g. m. ikke have mere af. Jeg kan ikke faa den ud
af Hovedet. Det er ogsaa den forbandede Punchs Skyld!
ja, det vil sige: ikke den, som man taber Processer
imod, men den rigtige, den fugtige — den, som Ar
bejderne fik Lov at se paa, at vi Andre drak i Koncert
palæet.
—
Naa, nu skal vi digte,
(skriver).
»Hen over
de guliggrønne Marker, der F. g. m. laa i brunrødt
Flimmer af violetokkerfarvede Farvetinter som et Stil
lebensstykke af Georg Brandes i Koncertpalæet, medens
Snogene paa Møddingen — — « Saa, der har vi det
igjen. Det Festmaaltid bliver mit Carl B e h r e n s ’s —
eller hvad jeg vilde sige: Carl den Førstes Hoved —
Carl Behrens’s gjør sgu ingen Fortræd. Det er igjen den
Punch. Sludder, jeg læser jo ikke »Punch«. Men hvad
F. kan det for Resten nytte, at jeg ikke læser det? Jeg
ærgrer mig altid mest over de Blade, jeg ikke læser.
Jeg læser kun de Blade, der roser mig. De andre er
Snoge, er de. De er Krapyl, er de. Saa snart jeg har
set i et Blad, at det ikke har rost mig, saa læser jeg
det ikke. Og, naar jeg endelig en Gang ikke kan lade
være at læse dem, fordi jeg faar dem sendende ind ad
Døren, saa sender jeg dem ulæst tilbage. — Saa, nu
skal der F. g. m. digtes,
(skriver).
»Gaardmand Hans
Mikkelsen, den Somikkel, stod Kraft stejle mig« — det
lyder godt — »paa sin Mødding med den brede« — —
her maa vi have et uartigt Ord — — Tja, vi kunde jo
sgu egentlig bruge det fra Brandesfesten — det er der
sgu ingen, der husker m e r e
(skriver)
»med den
brede Gump, som B o r c h s e n iu s i Morgenbladet har
taget Forargelse — — «. Saa for Pokker, der er det
igjen! Det er nu ogsaa forbandet med den Borchsenius.
Ham kan jeg ikke lade være at læse. Herre Gud. jeg er
jo dog i Grunden saadan en rar skikkelig Fyr, hvorfor
skal han saa falde over mig? Man kan da ikke være
alsidig overvejende, modificerende-restringerende, naar
man skriver Lyrik. Naar bare det med Gumpen er
lykkedes kunstnerisk, saa er det virkelig ikke Noget at
gjøre Ophævelser over. Se, om »Politiken« er bleven
forarget! Se, om Peter N a n s e n rødmede! Om det saa
er »København«, saa har det ikke følt sig det mindste
stødt! Der er ingen Tvivl om, at det virkelig var en
oveimaade pæn og dannet Sang. Naar man ser bort
fra de mere lyriske Steder, saa kunde den F. g. m. godt
bruges til Konfirmationssang for en ung Pige. Og
Herre Gud — vi skriver jo dog ikke for Skolebørn, for
det ukonlirmerede Standpunkt, som min Ven Eedvard
siger.
Non scholæ sed aquavitæ discimus
, som den gamle
latinske Digter Madvig siger. Man maa da vise, at man
kan sine Klassikere.
Nu har jeg en Ide! Jeg vil skrive et aabent Brev
til min gamle Ven — min kjære, gamle Ven Borch
senius. Det ser flot ud med saadan et aabent Brev.
Det minder om Kejser Vilhelm. Saa kan jeg med det
samme faa Lejlighed til at skjælde de Andre ud, dem,
som jeg ikke læser. — Aa, den forbandede Punch —
Ja, det vil sige den fra Koncertpalæet.
Den dunker
saadan i Hovedet — Lad os nu se, hvad vi kan finde
paa at kalde dem, de Svinepelse. — Svinepelse? Nej,
det duer ikke. Det var et rigtig morsomt Ord i sin
Tid, men nu er det blevet for gammelt. Somikler? Nej,
det er F. g. m. ogsaa for forslidt. Kunde man ikke
kalde dem Generalavditører, saadan som Brandes kaldte
Stephensen? Georg er jo dog et godt Hoved — meget
bedre end jeg, i alt Fald, naar jeg har faaet Punch i
mit, saa, naar han kan bruge det, saa kan jeg vel ogsaa.
Nej, nu har jeg det! De skal sgu ikke saa højt op i
Rangforordningen, de Børster. Jeg kalder dem uden
videre »andre Sekretærer«. Det er der sgu Ingen, der
forstaar, heller ikke jeg selv, men det er nyt, det er
originalt.
Det er sgu morsomt!
(dypper
sit Hoved i
Vandfadet og skriver
los).
Se ham der nylig blev belyst
Af disse petroløse Fakler,
1 Som tidt har skræmmet og har kyst
En Del ideforladte Stakler.
Han blev betragtet som Profet,
Der nye Evangelier bragte,
Og hvor har man dog ikke leet,
Saasnart han løj sig fra det sagte!
Uheldig den, hvem Munden løb
Helt tummelumsk saavel som Pennen,
Der senere til Korset krøb
I Kraft af mere klar Erkjenden.
Se P in g e l, der som en Gigant
Vil stable Pelion paa Ossa,
Og som, da Illusionen svandt,
Maa gaa bodfærdig til Canossa!
Det er til alle Tider sket,
At der var Folk, der vare gale,
Der er til alle Tider set
Ret megen overflødig Tale.
Den, der vil fries for Ak og Veer,
Han bør bestandig vel erindre:
Man staar sig ved at tænke mer
Og ved at tale meget mindre!
„Af megen Tale
H er var det Skik fra Arilds Tid,
En Skik, som Alle anbefalte,
Der ej var blottet helt for Vid,
At Folk helst tænkte, før de talte.
Man ynded’ ikke megen Snak,
Hvor der var ofte Løgn og Pral i;
Som oftest fik kun Skam til Tak
Den, der var altfor snakkesalig.
Men Tiden skred. Veltalenhed
Og Skrivekunsten kom til Ære.
Nu snakkede man op og ned
Og skrev om, hvad det skulde være.
Da blev det set, men ak! for sent,
At de, der allerhøjest galte,
De kunde neppe skrive rent
Og tænkte sjeldent, før de talte.
Man saa det Særsyn, at en Flok,
Der knap var krøben ud af Ægget,
Blev Journalister som en Sok,
Der op og ned ad Vægge præked’.
Hvad hjalp det vel at Hr. O sc a r ,
At H e lg e og at O ve R od e
Fik kriminelt et Honorar
Paa Grund af deres Snakkeho’ede?
Thi det var ikke blot de Smaa
I »København«, der løb grassate,
Nej, mange voxne Folk man saa
Som rene Pattebørn at prate.
Læg Mærke til en S c h a n d o r p h s Hyl!
Det klinger ganske godt tilvisse,
Naar han har sunget om »Krapyl«
Og har læst op om »Æblesidse«.
H erm ed fø lg er e t
illustreret Annonce-Tillæg.