370 / 435
362
Og breder Broderkjærlighedens Kaabe
Fromt over hver en Rivning samme Steds,
Saa Verden næsten tør paa Venskab haabe
Imellem T y s k og F r an s k , og ingen Gæs
Paa Ka p i t o l i um vil om Ufred raabe,
Har vore egne Mortensgæs herhjemme
Sin Stridbarhed dog ikke kunnet tæmme.
I Folkethinget er der langtfra Ro
Og Fred som i et velærværdigt Kloster,
Saa snart det gjælder om at slaa en Klo
I sammes efterspurgte Tillidsposter.
Man slaas om Byttet i den glade Tro,
At Staten nok betaler, hvad det koster:
Til Krig paa Stemmesedler man sig flokker
Ved Valg af Formand eller Vice-Klokker.
I Thinget hengik et Par glade Timer,
Fordi det rene Venstre pønsed’ paa
Den
sk ik k e lig e B o js e n
flad
at sla a
Ved Hjælp
a f a f
vor berømte
C h r e s t e n K im e r,
Til
h v is P e r D ø v e r d e t v a r tæ n k t a t faa,
Om muligt, Manden med de røde Strimer,
Vor egen
B e n th e im ,
der med en forbavsen
de Dødsforagt gik løs paa
R a sm u s C la u s e n .
Des værre skulde
C h r e s t e n s
Planer strande,
Og, skjønt han som den gamle Folkeven
Sig fægted’ frem med aaben Dosmerpande,
En Bule han sig hented’ her igjen,
Og fløjten gik det skjønne Haab at lande
Imellem P'olkethingets Vice-Mænd,
— Ak, han har ønsket vist den Time Pokker
1 Vold, da han opgav sin Plads som Klokker.
Og
H ø ru p ,
som nok havde allerhelst
Forhandlet med, var inte rigtig heldig:
Endskjønt Forhandlerne paa Klingen vældig
Han gik, blev han for Vandgang inte frelst, —
Thi
R a sm u s C la u s e n
havde et, tilfældig
vis medfødt, Fortrin: Han var nemlig ældst.
Derved fik
H ø r u p ,
skjønt lidt sent, at vide:
A l d e r d oms l o v e n har sin gode Sidel
Madsen og Lassen.
— Haløj, Madsen! . . . Hvorhen? . . . Du har saa-
dan et Jav.
— Hæng paa, Lassen. Jeg løber rundt og arran
gerer.
— Hvem skal nu ha’e Fakkeltog? Det er vel aldrig
G eo rg , der igjen har tudet i det Horn. han h ar i
Siden til dette Land, for at kalde Mænd?
— Naada, n e j! det er mig selv, der skal ha’e en
Jubilæums-Forestilling. Nu er det akkurat halvniende
Aar siden, at jeg tog min første Lotteriseddel.
— Ja, den Slags Forestillinger er jo i Mode. Men
er Du da trængendes? Eller er Du bare afdød, saadan
som H e rm a n , da han skulde ha’e Penge til sin Be
gravelse?
— Nej, men jeg kan jo heller ikke faa Statsunder
støttelse. Og for Fremtiden agter jeg at bosætte mig
paa Vesterbro, saa maa jeg da begribeligvis ha’e en
Forestilling.
— Det er saa rimeligt. Hvad har Du saa tæ nkt
dig, at don skal bestaa af?
— Jo, ser Du, fint skal det være. Paa hver Plads
skal der staa en halv Flaske Banko. Naar min Nabo
Isenkræmmeren faar Lov til at klistre sin Annonce
fra Adresseavisen paa Flaskehalsen, saa leverer han
den gratis.
— Rigtig! Det er li’esom hos J u l i e H a n se n , da
Tilskuerne stod og sang:
Men Julle, hvad vil
Du med Manufakturhandlerens visne Viol?
Men hun lod li’egodt Violen sørge og smilte saa
himmelfornøjet, at Smilet skar durk igjennem S e v e
r in s Samvittighed, da han talte sit Personale efter.
Hvad skal Du ha’e mer?
— Saa skal jeg ha’e Æ b le -S id se til at læse no’et