371 / 435
363
op a’ Doktorens komiske Album. Han plejer jo van
at gaa omkring og piratisere . . . eller, hvad jeg vil
sige, privatisere . . . ved den Slags Forestillinger. Jeg
tænker nok, at jeg kan faa ham i Timevis for en
nogenlunde modificerende-restringerende Betaling.
— Jamen vil Du ikke ogsaa ha’e no’et, der kan
trække? Du kunde jo f. Ex. faa H ø ru p til at oplæse
en Dagsorden om Retsreformen, eller O s k a r J o h a n n -
s e n til at holde sin Fakkeltale? Jeg skal sige dig,
Folk kan saa godt li’e at faa no’et, som de kan grine a \
— Det er meget muligt, men jeg vil nu hellere
være „literær“, for det lader saa dannet. Jeg har
netop væ ret ude og konsulere Kasinos Bestyrelse i den
Anledning; vi blev enige om at ta’e lille D er A n d e n
til Direktør, begrundet paa, at h a n heller ikke duer
til andet.
— Hvad for no’et? Skal lille P e r være Direktør
for Kasino?
— Begribeligvis. Saa følger „
Politiken
“ jo immer
gratis med som Klakør, — og det kniber nok svært
med at faa Klap-Pladserne besatte derinde. Naar saa
Ø s te r g a a r d leverer det Rørstrømske, og lille P e r
leverer de uvartige Ord, saa har de det Literære
gaaendes, forstaar Du?
— Det gaar bare inte, Madsen!
— Hvad gjør d et, Lassen? Saa begynder de bare
forfra paa „Et Byggeforetagende“ og laver Theatret
om til et Pakhus.
— Ja, men hvad for Stykker vil Du saa gi’e til
d in Forestilling?
— Jeg begynder med et Proverbe i fem Akter af
G u s ta v E sm a n n . Det hedder „Essence de Thevand“
og handler om fem Ægtemænd og syv Elskere, der er
saa fine og stemningsfulde, at de ikke kan hitte Rede i
hvad for en Kone, der er hvilkens. Jeg havde ogsaa
tænkt mig, at faa „
Københavns
“ Redaktion til at op
træde i et Stykke, der hedder „Saadan er Livet eller
5000 Koner i Bøde“ ; men saa rejste jo Hovedpersonerne
til Ægypten for at lede efter flere Mumier.
— Hvad kommer saa bagefter?
— E t Folkeskuespil. der hedder „Fem Mennesker
i een Seng“. Der optræder baade F r e d e r ik o gW iin -
b la d som Nævefægtere. Og jo mere de dænger hin
anden, desto mere Mudder bli’er der i Galleriet.
Kvartalsregningerne betaler.
— Yeed Du hvad, Madsen, saa skulde Du med det
samme faa en eller anden Læge til at male et Figen
blad paa Fortæppet; det kunde passende forestille en
Leder "i „
Politiken
“ om den nyeste Sensations-Skandale.
— Det var en god
dessein,
Lassen! Maa jeg bruge
den? . . . som G e o rg plejer van at sige, naar han
læser tyske Filosofer.
— Og saa synes jeg, at Du skulde anskaffe dig
no’en Svenskere, for det hør’ jo ogsaa til. Som jeg i.
Ex. vil sige, en eller anden udblødt „Genganger1, der
kan lave lidt Panik, eller en Opera, der bare ikke maa
opføre no’en af de Operaer, der no’en Steder er bleven
opført siden Verdens Skabelse
— Hvad er den a’, Lassen? Gjør Du Løjer med
K a m m e r h e r r e n , fordi han har sat sig paa den høje
,.Gavalleriau
og inte vil gjøre Halloj med Svensker-
musiken? Saa hører Du jo til den fanatiske Presse,
Lassen! Jeg vil slet ikke tale med dig.
— Ja, ja! . . . Saa Farvel, Madsen.
— Bi' lidt! . . . Her har Du et Frikort til min
Forestilling. Jeg sfier li’esom de sa’e, da der skulde
være Fakkeltog: Alt er udsolgt, og man bedes derfor
sikre sig de tiloversblevne Billetter i Tide . . . Adjøs,
Lassen.
— ’djøs, Madsen.
H v o r e r K a t t e n P
liar vi Vinter, det er klart!
— At sige, det er taaget;
Men det er klart, og det er rart,
At Skoven nu staar broget,
Mens Vinden fejer susende
Det visne Løv mod Skyen! —
Og nu tyer alle Musene
Fra Marken ind til Byen.
De atter deres Folder slaa
Ved Natten og ved Dagen; —
At de har Vest og Buxer paa,
Gjør ingen Ting til Sagen.
Og nu, som før, har Musene
Utrolig stærke Maver:
Paa Gader og i Husene
Man hører, hvor de gnaver.
De er smaa sorte, er smaa graa
Og vrager ingen Retter;
Snart ser man dem med Fakler paa,
Og snart som Søkadetter;
De mimrende og svingende
Det hele Samfund stormer,
Ja, — kravler op i Thingene
Og æder Retsreformer!
De helst paa Bladkontorer sig
Som kloge Smaadyr gjemme;
Men Ingen veed det Fag, hvor ej
De føler sig som hjemme:
Hannov e r snart i deres »fri
Salon« faar Pinsler tunge;
Snart piber de som Musici
Og kalder sig »de Unge«.
Snart bruger Næsen de som Kost
Og bliver »literære«,
S
Mens de som anden Gammelost
Vort dumme Land fortære;
Saa gnaver de, saa piller de,
Saa det kan Sjælen gotte, —
Endog paa „
Dagmar“
spiller de
JL-h B h --,
Hoverende — »Mu sotte«.
De Godtfolks Rygle flaar i Flæng.
Den Sport de særlig ynde;
Men — Overretten er saa streng
Og Museben saa tynde!
Fra Kvistene til Kjælderne
Man dog, naar Vint'ren helder,
Har alle Musefællerne
I deres Musefælder!