363 / 435
355
Hvidløg til Aftensmaden. »Der maa jeg ind,» sagde han,
»saa kan jeg da lære Frygt at kjende !« — »Ja, kan Du,
nære Dig i d et Slot,« sagde Manden, der sad ved Ind
gangen og samlede Statsunderstøttelser ind til Beboerne,
»saa bli’er Du udnævnt til Alt, hvad der duer i Norden og
kan faa li’esaa mange frigjorte Kvinder til Kjærester, som
Du peger paa!« Men den tapre Overlærer gik lige ind i
Stuen og tændte Revolutionsbaal midt paa Gulvet.
»Wai! W ai! hvor vi fryser!« skreg det pludselig fra
en Krog, og to smaa Sorte kom hoppende hen til Ilden.
»Skal vi spille højt Spil, smukke Yen?« foreslog de; »den,
der taber, betaler Mulkten.« — »Ja nok,« sagde Over
læreren; men i det samme surrede han dem saa fast med
sit Mundlæ’er, at de skreg ved det. »Nu har jeg set Jer
paa Fingrene!« sagde han. Men fra alle Sider kom smaa
Sorte mylrende; de trampede paa hans Ild, saa Revolu
tionen igjen gik op i Røg, de peb i Fingrene, og de gjorde
et farligt Spektakel. Men han daskede til dem med
Mundlæ’eret, saa at de foer hvinende til alle Sider og gjorde
den ene Vandgang efter den anden. Saa gik han rolig
i Seng og trak Dynen op over Ørene; men Sengen gav
sig til at kjøre iundt med ham, forden var smurt med
store Ord og fedt Flæsk, op ad Trapper og ned ad Trapper,
ind ad Døre og ud ad Døre. — »Jeg kjører fast,« raabte
han, »jeg kjører fast!« Og saa kjørte han fast.
Det var den første Nat; men endnu havde han ikke
lært at gyse.
Den næste Nat kom der pludselig en halv Mand
dumpende ned fra Loftet. Fødderne var noget brede, men
de var ogsaa indrettede til at smutte udenom, naar bare
Nogen nævnede Ordet »Fædrelanderi«. Lidt efter kom den
anden Halvdel; den havde Børnehoved og Martyrglorie,
men da Delene blev sat sammen, var det L u cife r i egen
Person. Han blæste i et Horn og kaldte paa Mænd, og
strax kom der en Flok røde Kegler ind med Fakler i
Hænderne og Dødningehoveder. — »Nu stritter vi efter
Tankelig!« sagde de. — ®Jeg er med!« sagde Over
læreren og svippede med Mundlæ'eret. Men han slog lutter
Skæve, og kunde endda ikke gyse.
Saa bar Mændene en Ligkiste ind i Stuen. Den var
af Avispapir, og i Kisten laa de sidste Levninger af en
salig Venstrefordærver. Han havde Strimer paa Ryggen og
stønnede som en vandrende Lirekasse. — «Du er saa kold,«
sagde Overlæreren; »det er nok bedst, jeg varmer dig!«
Saa brugte han Mundlæ’eret, det flittigste han kunde; men
Venstrefordærveren rejste sig op i Kisten og raabte: »Nu
kvæler jeg dig med en Leder!« Men Overlæreren kunde
stadig ikke gyse.
Til sidst traadte en vældig Kæmpe ind, saa høj som et
Enhedsmærke og saa bred som en Folkepande. — »God
Dag, Mahdi!« sagde Overlæreren. »Du er nok bleven for
fremmet, siden Du var Klokker! Skal vi prøve Kræfter?«
— »Lad gaa,« svarede Mahdien. »Jeg kan ramme en Pæl
gjennem mine egne Ord, li'e saa ofte det forlanges, saa at
de bli’er saa flade som en Blegdam!« — »Ja, men jeg kan
ramme en Piece gjennem Livet paa dig!« sagde Overlæreren.
Saa udstødte baade Lucifer og Keglerne og Venstre
fordærveren og Mahdien et saa aandsfrit Hyl, at alle Mure
i Omegnen, ligefra Badstuestræde og til Integade, gav sig
til at ryste af Skræk. Lige lidt hjalp det; Overlæreren
liavde endnu ikke lært Frygt at kjende.
Men, da han bagefter laa og sov den Retfærdiges Søvn
paa sin Piece, drømte han, at alle hans gamle Vandgange
kom vældende ned over ham. Og dé var fulde af døde
Torsk, der sprællede og kravlede og nappede ham baade ind
vendig og udvendig. — Saa vaagnede han med et Skrig —
For nu havde Victorinus lært at gyse.
Den var fuld — Salonen.
Af Snobber kun føje;
,
ellers kun alt, hvad der dør i Norden. —
For der var Ligskue.
Han — Liget — maatte ha’e dem —
Pengene,
for naar
Charon
gaa til Finland
med Lig i Lasten.
Aa — for et Kunstner-Kobbel;
Æble-Sidses
Skjald, agende frem for Krapylet
ih
paa Thalias Gumpekærre,
og Genierne M arx og B r o c h -N a n s e n
\
hængende udenom —
\
som Graahimle.
Og de spillede — Skuespillerne —
med et glemt Lag Sminke,
og der kom Bud fra Mennesker —
saadan spillede de.
Og de læste — Digterne —
Aa, — for Pinsel!
Og Liget læste — han ogsaa,
og Publikum, stønnede
under Aaget
—
saadan læste han.
JÆen hvem spillede O sw a ld ?
gjorde Liget? — Nej! —
L in d b e r g ;
for han kan ogsaa være det — affekteret.
Men naar en Anden,
kommer her og vil være
Genganger
, —
hvad bar jeg saa, at være død for ?
»Solen! — Solen!« — raabte han —
og det ganske Hus, forstod
at det var m ig — han kaldte paa.
Og, saa kom det — —
Solstikket.
I Ho’edet paa en Herre.
Æblesidse — Holger — Lindberg —
Og Liget, der læste, —
mindre kan Mand fælde.
»Brand! Brand!» — lød Raabet over Salen,—
for Lidelse, det var! —
Saa vidt var jeg altsaa kommen — —
de troede, at L ig e t s k u ld e bræ n d e s !!
Min Vandgang — blev en Brandgang!
men som en brand i Næsen,
drager jeg nu til Søernes Land —
og til nye Vandgange. — —
Dette Digt være mit Gravminde.