403 / 435
395
K rapyl-Sange at paavise O prindelsen til T alem aaden:
»Vil du væ k fra G um pen, Rad!«
10. Tysk Filologi.
Den læ rde Dr. G e o r g s V irksom hed til Børne-
L itte ra tu re n s F rem m e (Der leere Doctor G e o rg sein
W irth sch aft m it Borne).
II. Astronomi og Mathematik.
F ra læ n gere Tids H vilestilling i B adstuestræ des G raa-
him le tæ n kes et uendelig lille E dderkoppe-L ig at væ re
fald et g jen n em det store Tomm e ned mod K ristiania
Tivoli, h v o r d et i Følge F orm len for den h øjeste k u n st
n erisk e Im -P otens (x = Ti A ar i Ti’ne P oten s =
0
) op
fa tte s som en rejsen d e fiks Stjæ rne.
Med det faldende Legem es slingrende B evæ gelser
som U dgangspunkt ønskes godtgjort, hvor vidt L iget h a r
U dsigt til a t faa »Fagon« p aa sig, selv om det s ta a r m ed
tre S tjæ rn e r p aa P lakaten .
12. Fysik og Kemi.
D er forlanges en m ag istratisk F rem stilling af de
elek trisk e T raad es Indflydelse p aa en nylagt Stenbro,
sam t en k ritisk U ndersøgelse af P ap irm assen i den
F e r s l e w s k e Volte-Søjle, m ed sæ rligt H ensyn til, om
den eg n er sig til a t frem bringe gode L edere, selv n a a r
disse ikke virk e isolerede.
13. Naturhistorie.
Giv en Skildring a f de m ed den saak aldte »Lucifers
Mæ lkebøtte«
(A rticulus Spiritualisticus et Ignotus)
be-
vox ed e A sfalter i dette fordumm ede L a n d ; søg endvidere
a t p aav ise G runden til B øtternes F orskjelligheder efter
de forskjellige T h eaterlo k aler (de b itre, hertugelige A rter
fra B urgund i M odsæ tning til de altidsm ilende A rter fra
M onte K asino), og p aavis endelig, hvorledes der af de
sam m e S teds forekomm ende Rødder k an u dd rages en
jo u rn a listisk L øvetand, d er dog hverk en m inder om L øver
elle r Tæ nder.
N atu ralistisk e E xem plarer vedlægges.
E n n o rd isk D em ok ra t.
CFrit efter Chr. Ri cha r dt .
A n m æ r k n in g . Med U ndtagelse af O pgaven i Ø ster
lan d sk Filologi, d er m aa an ses for um ulig at løse, vil
B esv a re lsern e k u n n e affattes i alle ex isteren d e Sprog og
p aa N orsk. De B esv arelser, der fo rtjen er en E rindrings-
m edaille, vil øjeblikkelig blive opbevarede i
P u n ch
'8
P ap irk u rv .
E le g i.
0
Aftenblad,
hvad har du tabt ?
Din K o r s g a a r d s Mund løb over!
Det »D espoti«, som B e r g har skabt,
A t byde Trods han vover!
Den største Sandhed, han har sagt,
— Og muligvis den første, —
1 salig B e r g s »bevidste Magt«
Mod ham har rejst hver Børste.
Paa Flugt de Sandhedsvidnet slog
Med fuld Musik af Fløjte,
Saa denne Folkedom selv tog
Hum øret af hans Sprøjte.
Og, sk\øat det
„ Fremad*',
B e r g har skabt,
Just ingen Frugter lover,
O K o r s g a a r d ! du din Sag har tabt,
Skjønt B o g ø k o n g e n sover.
H v o r Tidenden for Sorø A m t man trykker,
Staar den gamm elkloge T a u b e r og tygger,
Og han gnaver og gnaver og gnaver,
Mens den hele Gruppe falder i Staver.
»D et er fælt at søbe K aal med Bergs Parti!
Herre Gud, hvor man maa traske om deri,
Fra Bojsen til H ørup, fra K lein til Kommunarderne,
Og jeg skal altid være en af Parterne !
H er er et Jav, hvormed intet kan lignes,
Og i Fjor skulde jeg oven i K jøbet velsignes
Med den ene Tgldreform efter den andén;
Men det var for Øjet og ikke for Tanden.
B entheim , det Skarn, rev mig saagar i Næ sen
M in T oldsats paa
01
og det rene Væ sen,
Saa jeg rejste hjem baade flov og slunken.
Jeg skal nok ved L ejlighed sparke H allunken.«
Og han tygger og tygger og tygger
Og faar storpolitiske N ykker:
»Et er det, jeg altid spekulerer p a a :
Og det er, hvordan jeg skal slippe for at gaa
Rabundus, naar jeg maa til V alg mig stille ;
D et kan hændes, at min Gruppe bliver den lille .
— I Slagelse traf jeg en Fyr, der kom
For at se, om her ogsaa var Folkedom .
Han paastod, at Venstre gik idelig rundt
I K redsløb, at det er dets eneste Dont,
Og, da jeg gjør H old t og lytter og hører,
(Jeg har altid havt ganske ualm indelige Ører,)
Slaar Væ lgerne løs, og det gjorde ondt,
Saa jeg tabte Stemmedifferencen,
Og min Slagelse Folkebank tabte Balancen.
Men det har jeg tænkt paa m angfoldige Gange,
Især naar med R ejsediæ t jeg kvæger mig,
For, hvis det er sandt, at V enstre bevæger sig
I K redsløb, behøved’ man blot at staa stille
Og lade de andre løfte H ovene,
Saa kom man til, hvad for en K reds man vild e,
Foruden at slide sig op paa L ovene.
D et er min kjære, stadige T anke;
Men Ingen veed, om et Gjenvalg vil vanke.«