407 / 435
399
¿ S Ä
V ed Kaffen .
F r u Ju lia n e Fetersen:
God Dag, søde F ru S chrøder,
ja , jeg skal b a re sidde m ig ned lige et Ø jeblik, for jeg
e r ved Gud bleven saa an g rym eret og forkølet af
In d flu en d sa, som m an jo nu kalder b aade Snue og
O nd tim av en og T an dp in e og n a a r m an er ingviteret ud
og vil sige N ej, hvad d er jo e r m eget nem t, fordi det
jo Gud ske L ov e r sa a sm itsom t, saa n a a r der b are er En
i F am ilien, d er h a r det, saa k an vi bruge det som P aa-
skud alle sam m en og saa skiftes vi til det, og i denne
Uge e r d et m ig, m en jeg er bleven h elt uhyggelig ved
det, for je g syn es ligefrem , at jeg k an føle den rigtige
In d flu en d sa k rib le om kring i K roppen, og det skal for
R esten komm e a f B aksiller, som jo n u er saa m oderne
b aa d e til D ifteritigsk og gastronom isk F eb er og T ubber-
kuglose, og tæ nk, jeg vilde saa g jerne se, hvo rd an en
B aksille ser ud, m en det skulde naturligvis kun væ re
en Indflu en d sa og a f de m indste, for ellers er jeg ved
Gud b an ge for, a t jeg ikke tu rd e se p aa den, skjønt
F rits G rønbæ k siger, at det er m eget pæne Dyr, der
godt kun de pynte i udsto pp et T ilstand paa en V interhat
og som v ist nok ogsaa kunde spises, n a a r de blev til
lav ed e som B aksillesalat eller som B oller i B aksilleri-
sau ce, m en d et er jo kjedelig a t have den nu paa
d en ne A arstid, da d er jo er saa m ange F estligheder,
fordi alle Folk h o lder Jubilæ er, b aade B randes og F ru
H ennings og M osart h a r jo h aft og nu skal H eiberg jo
h av e og P etersen e r ogsaa begyndt saa sm aat at tæ nke
p a a det, sk jø n t h an kun h a r v æ ret etab leret i
17
Aar,
m en det kunde h an jo nok hav e R aad til a t runde af
til
2 0
, og sa a blev d er jo ogsaa læ ngere Tid til det
2 5
-
A ars, og d esud en k an m an jo regne det fra hvad Dag
m an vil, og n a a r m an ikke regn er det fra den Dag,
P etersen etab le red e sig, m en fra den Dag, da h an kom
i L æ re, saa er det jo m eget over tyve A ar siden, m en
jeg m aa jo nu g aa ru n d t til de forskjellige Ju b ilæ um er
og se, h v o rd an de b liv er arra n g sjere t, m en jeg syn es ved
Gud nok, at M osarts v a r noget tarv eligt, for det kan jo
væ re m eget kjønt m ed F esta rtik le r i alle A viserne og
P etersilia-K on cert i K oncertpalæ et, m en det er jo dog
alligevel noget fattigt, og n a a r m an endelig vil hæ dre
M anden i K oncertpalæ et, saa skulde de dog hellere give
ham et F estm aaltid , saad an som de gjorde ved B randes,
for selv om M osart selv er død, sa a v a r d er dog m ange
andre, der kunde h av e F ornø jelse a f det, og de kunde
jo da i alt F ald ingvitere E nken, m en i M angel d e ra f e r
det jo nu blevet saa m oderne m ed et Album m ed
A andrigheder. og jeg vil nok bede Dem om allered e nu
a t tæ nke p aa en lille A andrighed til P etersen , for d et
bliver m aask e nok ikke før om at P a r M aaneder, m en
jeg veed jo, at den Slags ikke flyder saa let fra Dem,
søde F ru Schrøder, fordi a t De jo er saa lidt v an t til
a t væ re aandrig, og derfor er det bedst, at De tæ n ker
over det i Tide, og det kan v el ikke væ re saa v an sk e
lig a t sige Noget om de hvide V arer, P etersen h a r gjort
i i de forløbne Aar, f. Ex. a t h an s F orretning sfø relse
ikke h a r væ ret A ndet end en eneste sto r hvid Vare,
eller at hvis h an blev E tatsraa d i Dagens A nledning,
s a a vilde det væ re en fo rtjen t H vidervæ rdighed, eller
at h an h a r frem m et H videbegjæ rligheden hos sine Med
borgere, som F rits G rønbæk foreslog, m en hvis De
hellere vil b ro dere et eller an d et til os, saa ta g e r vi
jo sa a g jern e imod det, og Sølvtøj er n aturligvis ogsaa
godt, m en som sagt, vi holder ikke Jub ilæ um et før ind
i det nye Aar, fordi d er er sa a m ange i d en ne Tid, og
nu skal det F orenede jo ogsaa til det, hvad d er jo
navnlig b liv er til F ordel for Tietgen, og tæ nk, hvor
den M and m aa kun ne holde Ju b ilæ er b aad e for
D am psporvognen og for h v e r Gang, A rbejdet p aa
M arm orkirken e r b leven paabegyndt, som det jo nu er
blevet h v e rt A ar i den sidste M enneskealder, og h an
fo rtjen er jo ogsaa en O pm untring, fordi h an ikke h a r
ladet D am pskibene sejle d eres egen Sø, m en stadig fy ret
u n d er K jedlerne, og det v a r saam æ nd ikke for m eget,
om der blev holdt en lille Fæ llesspisning p aa A ktier i
D am pkøkkenet, fordi h an s Skibe nu sejler ru n d t om
kring h ele Jord ens Aktie, og d a h an nu e r G ehejm e-
e ta tsra a d i F orvejen, saa kunde h an jo p assend e blive
udnæ vn t til G ehejm esejladsraad.
F arvel, søde F ru
Schrøder, og Tak for Kaffe.
Under V en tila tion !
Lt H ospitaler eller Musæer
K raft af V enerationens R et
/E j hundredaarige Jubilæer
ijSkal fejre netop paa samme P let
Naar Murene baade er skjøre og skidne,
V il sikkert de allerfleste bevidne.
A t F r e d e r ik s H o s p i t a l nu har
A lt læ nge gjort tilstrækkelig Tjeneste,
D en Sag er baade klappet og klar,
Og den bestrider vist ikke en E neste;
Skjønt A lle er enige om at flytte,
Gjør E nigheden slet ingen N ytte.
Den Ene vil have et K ysthospital,
Den A nden vil paa Fæ lleden gjærne;
Men pludselig meder en General
Og snakker om en Husarkaserne,
Imedens P i n g e l taler i Tunger
I Om Legepladser og Smaafolks Lunger.
i
N u lægger M inisteren frem paa Bord
En Plan, der er artig amputeret,
Mod hvilken det samlede Lægekor
Har ret eftertrykkelig protesteret.
Og det vil vise sig ved Bevillingen,
Man slipper Daleren og holder paa Skillingen
O ld n o r d is k M u s s u m en prægtig Plads
I P r in s e n s P a l a is kan herlig erholde.
D et var nu H r. M e l d a h i ikke til Pas,
Saa tog han paa sig en Kunstnerrolle,
Og for des bedre Planen at døde
Han stævnede Folk til et Kunstnermøde
Saa m edte de da paa St A nnæ Plads
I Larsens det bekjendte Lokale,
Hvor G u s ta v C h r is t e n s e n var ret
hvas,
M ens M e ld a h l var mere mild i sin Tale.
Dog blev R esultatet til sidst, at faa gaar
Med ham og hans
fidus Achates
A a g a a r d .
H r M e ld a h l sagde Farvel med et Buk
Og gik lidt slukøret ud ad Døren,
Idet han vist m indedes med et Suk
Den Gang, han var Hr, K unstdirektøren,
Hvem A lle sprang for, naar han mon fløjte —
H abil Vorsprecher og første Sprøjtel
V i andre tænker nu ogsaa vort!
Skal om Musæer og H ospitaler
Med R igsdagsmænd vi gaa paa A kkord
Med General, A rkitik t og Maler,
Vil R esu ltatet nok vare længe,
Men, det forstaar sig — vi sparer P enge
1
»isr* H e rm e d fø lg e r e t
illustreret Annonce-Tillæg.
'^ 1 9