410 / 435
402
,Det forenede“ .
it Jubilæum blev fejret med Glans,
Med Flagning til Vands og Middag til Lands.
— Paa Højden af Hotel d ’Angleterre
Gik Selskabets glade Gutter om Bord:
Her blev holdt Taler og sunget i Kor,
Imens Telegrammer fra Syd og Nord
Indløb til Situationens Herre
Og Børsmatador
Med Omkvæd: Geheimeraaden er storl
Ja, her var Begejstring, og her var Glæde;
Og dog tnaa bedrøvet man Øjet væde,
Fordi man des værre maa tænke paa
Det vidtforgrenede
Selskab, som ogsaa hed » d e t fo r e n e d e « ,
Skjønt »Foreningen« ikkun var saa som saa!
— Ak, havde det bare kunnet bestaa
Til Dato og saa et Par Aar foruden,
Saa havde det ogsaa havt Jubelfest
Med »Griinderen«
B e r g
som Hædersgjæst!
Men d e t gik i Hundene — det er Knuden.
— Da »det forenede Venstre« blev dannet,
Sikken et Opsving det fik paa Landet,
Og sikke Masser af Hestes Kraft
D et altid til Disposition har havt!
Som Konkurrent det havde sig viet
Til Dampskibsselskabets Kvæg-T ransport;
I alt Fald havde til P'ormaal Partiet
Befordring af Svin — til Kancelliet.
Men ak! Forretningen havde den Tort,
A t der kom nok aldrig nogen i ’et.
Og, hvad der gjør Sagen særlig trist,
Det var, at hvert Øjeblik Rederiet
En Jobspost fik om en Havarist;
Saasom hin ulyksalige Dag,
Da J. A.
H a n s e n s
Maltheserflag
Just ikke med Hæder blev strøget;
Den Ladning, det dækked’, befandtes røget,
Og selv han forføjed’
Sig bort fra Skygge — og fra Bedrag.
Ja , »det Forenedes« Assurance
Til Dampskibsselskabets sagde Sparto ;
Ikke at tale om dets Balance:
Det var »en g r o v k o r n e t S p ø g « , kan I tro.
— Det naaede des værre aldrig at hitte
En rigtig Geheimeraad i sin Midte,
Og ingen Marmorkirkeruin
Det kaldte for sin.
Det byggede bare et Gravkapel
Til alle de Forslag, det slog ihjel,
Samt ogsaa, des værre, til Selskabets Grunder
Med alle hans storpolitiske Synder
Og alle hans mange tomme Tønder.
— God Nat, og sov vel!
Da. R ed ak tø ren a f dette
m eget æ rede B lad forleden
M orgen stak sin Fod u denfor
D øren, — d en fulgte n em
lig u m id d e lb art efter den to
og ty v en d e H erre, d er v a r
komm en for a t an b efa le sit
e n e ste u fejlb are M iddel mod
Influenza, — v a r G aden so rt
af M ennesker. De m y lrede
sam m en i en Ræ kke, s a a
bro get som S kilte om kring et
P lan k ev æ rk og s a a lang som en o rd in æ r M ellem akt i
d et Kongelige. Men Hr.
Punch
blinkede ik k e; h an er
jo v a n t til, a t alle T an te rs m o rsom m e N ev ø er k ap pes
om a t tilbyde h am d eres M ed arb ejd ersk ab . D et sæ d v an
lige, sønderk nu sen de U db ru d : »Vi t a ’e r ikke noget ved
D ørene« svæ vede h am a lle red e p a a Læ ben, d a h a n i
det sam m e fik Øje p a a en M indreaarig, d er b ed en de
stra k te sin Næ se op im od ham .
Det rø rte ham . T unge E rfarin g en fra d ette Liv, d er
ikke er værdt. at leve, la a som G raah im le over den
M indreaariges P a n d e h a a r; h an s B enklæ der vifted e og
bølgede som salig
Montebello
, n a a r F ylding en v a r g aaet
ud, og h an s forpinte H oved v a r sa t i tilsy n elad en d e
F orbind else m ed S kuldrene ved H jæ lp a f de en e ste F lipper,
d er d u e r i N orden. D esuden b rag te h an ikke noget,
m en vilde b a re væ re M edarb ejd er. Hver' T orsdag læ ste
h a n alle B illederne i
Punch,
fo rsik red e h an , og h a n
m en te d erfor nok, a t h a n fo rtjen te en T ak, n a a r h an
nu tilbød a t fo rb ed re B ladet. S a a m egen U egennytte
v a r n atu rlig vis ikke til a t m o d staa ; A nsøgningen blev
d erfor bevilget, im od a t h a n fø rst aflagde en P rø v e p aa
sine jo u rn alistisk e E vn er.
H an fik sin O pgave og fo rsvand t. F a a Dage efter
stillede h a n p aa K on to ret m ed et s a a stra a le n d e Smil,
som om h an h av d e fa ae t M ulkt i en B lasfem i-Sag.
— N aa, unge Mand, — spu rg te H r.
Punch
og nikkede
sa a velvilligt, at to V en strem æ n d u de p aa G aden skyndte
sig a t d reje om H jørnet, — h a r De s a a g jo rt D eres
B ed ste?