S_Punch_1891

beder Dem derfor oplyse Deres Læsere om min Fremgangs-

maades moralske Berettigelse. Elskerinden har nemlig i sin

Tid været forlovet med forste Elsker, med hvem jeg havde

den Lykke at være forlovet, da jeg var forlovet med Bon-

vivanten, som var forlovet med Elskerinden, da hun var

forlovet med min Forlovede; det vilde altsaa være umuligt

at finde Rede i, hvems Forlovede der har været hvems, naar

Parterne samvirker ved et fælles Theater. Naar de nu

værende Ringforlovede danner en Ring mod de forhen

værende Forlovedes Indlemmelse i Personalet, forekommer

det mig altsaa at være en Forholds-Regel i Kunstens sande

Interesse. At jeg altid vil vise mig som en kjærlig Kamerat

og uden Bihensyn skaffe mine Kolleger af begge Kjøn

Engagementer, behøver jeg derfor neppe at forsikre.

Deres hengivne

In g én u e.

Det er mig en Glæde at bevidne, at min prøvede og

fortræffelige Ven Elskerens Fremstilling af hans Forhold

til sin tidligere Direktør i Et og Alt er korrekt. Jeg

har tjent under den samme Direktør, og han gav mig

ikke nogensomhelst Grund til Utilfredshed, saa at jeg

tilsidst selv saa mig nødsaget til at opsige min Kontrakt.

Denne Uretfærdighedshandling fra en saakaldet »literær«

Direktørs Side henstiller jeg trygt til Publikums Dom

stol, idet jeg paa Forhaand beklager min Optræden i

denne Sag. Deres ærbødige

K om iker.

Hr. Redaktør! Ved et literært Theater er Kunsten

Alt,. Je g bevidner derfor, at jeg villig har underkastet

mig

mit Personales Ønsker og kontraktmæssig frasagt

mig

enhver Indblanding i Theatrets Anliggender. At

Disciplinens Opløsning des Aarsag forekommer mig ube

gribelig, er en Anskuelse, som mme Kolleger i Direktør

faget utvivlsomt tiltræde. Je g henstiller til Publikum

min Ven

E e d v a rd , at Elskeren og Komikeren ude

lukkes af Literaturen. Med særdeles Agtelse, Deres

lite ræ re D irek tø r.

I Februar 1892.

Da min nuværende Direktør viser sig ganske utilbøjelig

til at hæve min Kontrakt, nødsages jeg atter til selv at

at foretage det afgjørende Skridt. Hos en Mand, der er

afhængig af en saa tvivlsom Person som Elskeren, kan jeg

selvfølgelig ikke tjene. Beløbet for det eventuelle Kontrakts

brud bliver jeg med Glæde Hr. Direktøren skyldig.

Deres ærbødige

K om ik er.

Hr. Direktør! Da De vedblivende giver mine Kol

leger Roller i Fag, som jeg hverken kan eller ønsker

at spille, betragter jeg vort Forhold som hævet. Vor

udmærkede Kunstnerinde, den komiske Dame, og en

talrig Familiekreds sætter en Ære i at følge mig. Deres

F ø rs te E lsk e r.

Hr. Første Elsker! Det upartiske Venskab, hvormed

De altid har behandlet mig, gjør mig det til en Glæde

a t samvirke med Dem ved det

n y o p r e tte d e

Stads-1heater

i Provinserne. Deres trofaste

komiske Dame.

Hr. Redaktør

I Samraad med samtlige sceniske

Kunstnere ved Ravnekjøbings Theatre har jeg tilstillet Di

rektørerne et Udkast til en Kontrakt, ifølge hvilken det

ikke skal være nogensomhelst Direktør tilladt at engagere

nogen Skuespiller eller Skuespillerinde af hvilkensomhelst

Art. Hermed vil vore Theaterforhold fra nu af kunne gaa

en rolig og sand kunstnerisk Udvikling i Møde.

Deres meget forbundne

F ø r ste E lsker.

Fusion og Konfusion..

„A - o

■;

ftp

H ø r u p s og Bergs Obstruktionspolitik

Har havt sine kronede Dage,

Et Øjeblik Vind i Sejl den fik,

Dog ikke det gik efter Boj sens Bestik,

Og nu er kun Svien tilbage.

Deres Alderdomsforslag, veed Enhver,

Det var jo kun blevet lavet

For at spænde Ben uden stort Besvær

For

- og Sukkerskatten især

Og muligen faa den begravet.

Beregningen var nu nær slaaet klik,

Da man i Udvalg det sendte;

men saa slog de ind paa en ny Taktik,

Og bort fra Udvalget de det fik,

Som det jo da var til at vente.

Som Ændring deres Forslag de faar

Nu heftet fast til det andet.

Og skjønt det i Strid med Coutumen staar,

Det chicaneuse Ønske de naar

A t faa opfyldt og Kortene blandet.

Og en ustandselig Taleflom,

Den vælted’ i stride Strømme

Saa irriterende tanketom

Over F red e Boj sen, den Herre from,

Og alle hans fredsæle Drømme.

Den eneste Glæde, der vanked’ til os

Som Vidner til denne Affaire,

Det var at se, hvorledes de slaas,

Hvorledes de bøde hinanden Trods,

De før saa Hjertenskjære.

Smaa Venneskjærmysler er far arrivert,

Der Ingen just overrasked

’ ;

Men aldrig før har man dog observert,

I «Højres. Paasyn saa ugenert

Det smudsige Linned de vasked’.

Hr. F a lk en stje rn e til Larsen slaar,

Mens Tauber og B ojsen skjændes,

Og R asm us C lau sen en Spydighed faar,

Der dybt gjennem Marv og Ben ham gaar,

Hvad klart af Riposten kjendes.

Og »Hævderen« Berg, der nu »slaar fast«,

Slog fast, at B o jsen var »flydende«,

Hvorover B ojse ns Taalmodighed brast;

Den ellers koldsindige Herre i Hast

Blev, rent ud sagt, ligefrem sydende.

Dog! A n d enB eh an d lin g fikEnde til sidst,

Og T red ie, som kom derefter,

Var temmelig mat og tør og trist;

Men det er unægtelig ogsaa vist,

Man havde brugt sine Kræfter.

'Og nu har Landsthinget Loven fat —

De Andre er ude af Spillet;

Thi Berg og H ørup er glat sat mat

Og Øllet i Skat, —

sapienti sat l

—

For vi skal betale Gildeti

KØBENHAVNS

KOMMUNEBIBLIOTEKER