61 / 435
54
Fastelavns-Hymne
I det glade Kjøbenhavn
E r der evig Spænd og Løjer,
Allermest, naar Fastelavn
Gavner og fornøjer.
Som for Erempel. naar T a u b e r af Tolden
E r inspireret og bider til Bollen:
Med det forbavsende Mundheld, han har,
Munden dygtig fuld han ta’er.
Hver en livsglad Venstrepog,
Fuld af Kæmpekraft og Ynde,
Katten smukt af Tønden slog
Paa en bajersk Tønde,
Skjønt hans Parti med det første sig laver
Til, li’esom Tønden, at falde i Staver;
Løst er saagar fra dets næstsidste Baand
Venstres egen „Folkeaand“ .
B e n th e im s eget Kompagni
Raske Integadedrenge
Fik med B e r g et Maskepi
Atter bragt, i Gænge.
Glemselens Vande har næsten sig lukket
Over de Straamænd, hvortil der blev stukket
Her, hvor man nys uden synderlig Blu
Rumle-Potten slog itu.
Morgengnavet
kisteglad
E r paa F re d e B o jse n s Vegne,
Strutter i dets Mælkemad
Svømmer alle Vegne,
Selv Redaktionen af Sikkerhed strutter,
Skjønt det kan frygtes, at H ø rup s Kanutter
Trækker i Valbvmaner paa en Studs
Halsen af B o rch sen iu s.
Men, trods alskens Bolledejg
E r det evig Jammerskade,
At en Faktor nærmer sig
Venstres Maske-Rade:
Trods Rumleriet og Folkeforblænden
Dets Fastelavn har dog Riset i Enden,
Og for hver „Fører“ den Trøst er sgu fæl,
At han har det, bundet selv.
Danefæ?
Hr. Redaktør!
Paa Grøftekanten lige udenfor Idiotanstalten fandt
je g forleden Morgen et Manuskript.
Ved nærmere
Eftersyn opdagede je g til min glade Overraskelse,
at
det
var den manglende Slutning til H e d d a
Gab
le r ,
hvori den geniale Forfatter havde nedlagt en saadan
Fylde a f Skønhed, at je g maatte vride Hænderne
a f
Henrykkelse. Je g vilde fø rst kaste det i Kaminen, men
da der ingen Kamin var i Nærheden, lod je g være
,
og
sender det nu til Dem. Maaske De v il optage det
i
Skønhed og saaledes fuldstændiggjore dette saa klare
Værk. H er er det!
(Heddas Værelse
.
Dagslyset tilhøjre
,
hamper med
Natlyset tilvenstre. Jørgen Tesman sidder sammen med
Fru Elvsted ved Heddas Skrivebord. Assessor Brack
gaar op og ned ad Gulvet efter at have rejst sig fra
Lænestolen
,
hvor han har ligget halvt afmægtig.)
B r a o k .
Ja, jeg gentar
—
sligt noget gør man da ikke!
F r u E l v s t e d (hændervridende).
Aa Gud
—
aa Gud
—
nu skulde vi ha stellet
Papirerne her
—
og saa gaar Hedda hen og skyder sig.
B r a c k
(med halvmælt Bøst).
E r De fortvilet, Frue ?
F r u E l v s t e d (ser forskræmt paa ham).
Ogsaa det.
B r a c k .
H ar De Kløe i Hovedbunden?
F r u E l s t v e d (gysende).
Ogsaa det.
B r a c k .
L ider De a f Skæl ?
F r u E l v s t e d
(knuger Hænderne i Fortvivlelse).
E r dette ikke nok?
B r a c k .
Falder Haaret af?
F r u E l v s t e d (sønderknust).
E r Maalet ikke fu ld t endnu ?
B r a c k .
Har De smaa sorte?
F r u E l v s t e d .
Ikke det
—
ikke det! A lt i Skønhed.
Br a c l i .
Maa jeg saa by’ Dem denne ?
(rækker hende en kinesisk Pistol).
J ø r g e n T e s ma n .
End jeg da! Hvorledes skal det gaa med P a
pirerne?
F r u E l v s t e d (rystet).
Det hade jeg ikke tænkt paa (gaar hen og aander
paa Tesman). E r De nu beaandet?
T e s m a n (sønderknust).
Det har jeg ikke fortjent. De skal vide, at det
er mig, som har fundet Manuskriptet,
H e d d a G a b l e r
(i
rejser sig op paa Sofaen i Skønhed
).
Ikke et Ord, Jørgen! (Hun falder tilbage rigtig
død i Skønhed).