98 / 435
91
de om deres Ungdom. »Da vi var grønne*, sagde de, *da
var vi rigtig pa^. den grønne Gren. Vi kunde baade saare
og skræmme, alle de smaa Bohemer maatte fortælle os
modige Historier, og vi slikkede Solskin i Theaterkommis-
sionen. Men saa kom Brændehuggeren, det var den for
dummede Højrepresse, og huggede os i Smaastumper. |
Stamherren blev pakket i ‘Berliner Tageblatt* og satte selv
sit Navn i Historien, men vi Andre maa lave den højeste
Oplysning for den nedrige Mængde. Derfor kommer vi
fornemme F o lk baade i Badstuestræde og i Rømersgade.«
"Ja>
)eg har det nu paa en anden Maade«, sagde
Rum lepotten; *jeg har baade været blødkogt og ligget paa
Blegdam. Det er mig, der holder Rumlen gaaende, og
derior er jeg den Første i Huset. Min eneste Glæde er at
tale om Ulykkesforsikringen med en Socialøkonom, saa at
jeg kan bilde Bønder ind, at Ideerne er mine egne; men,
naar jeg undtager Vandspanden fra lntegade, der en Gang
imellem drikker Dus med mig, rumler jeg helst udenfor
Partiet. •
»Nu snakker Du for meget«, sagde Fyrtøjet og gnistrede
rø dt; for den havde lysende Strimer paa Ryggen Og brændte
Tran fra døde Torsk.
»Lad os nu more os. Skal vi
brænde Protokoller?«
»Nej, lad os tale om, hvem der er mest fornemme!«
sagde Svovlstikkerne.
•Jeg holder ikke af at tale om mig selv«, sagde
Rum lepotten; »lad os gaa i Udvalg og holde Aftenunder
holdning.
Jeg begynder:
Der var en Gang en aaben
Pande — — — *
•Dejlig! Dejlig!» sagde Tallerkenrækken, for den
vidste, at Rum lepotten var vant til at faa paa sin Tallerken,
naar han talte. Men Støvekosten, som var den første
Dramaturg i Norden og kunde feje alle de Komedier ud,
som han ikke selv havde gjort, bandt en Visnekrans om
Rum lepotten. »Bekranser jeg ham i Dag», tænkte Støve
kosten, »saa giver han min scbtore Bro’er Statsunderstøttelse
imorgen!«
»Nu vil jeg danse i Livsbegæret!« sagde Ildklemmen
paa sit Norsk; og saa stod den paa eet Ben i Skjønhed
med Vinløv om Haaret og skjød Pistoler af.
»Maa jeg
saa blive bekranset,» sagde Ildklemmen, og det blev den;
men det var en Gravkrans.
»Jeg ærgrer mig kun,» brummede Tørvekurven fra
Rømersgade. »Jeg ægrer mig altid. Skal vi ikke hellere
sætte Huset paa den anden Ende?
Saa styrer jeg hele
Kodillen!»
»Ja, ja! vi vil gjøre Mudder«, raabte Alle. Men i det
Samme kom den fordummede Højrepresse ind til dem og
strøg alle Svovlstikkerne af. »Nu kan da Enhver se, at.
vi er de Eneste, der dør i Norden», tænkte de! »sikke
Lys, vi er!« — og saa var de brændt u d .
—
Det var Prinsessens H istorie; nu skulde hun have
Bryllup med Theaterdirektøren og give ham Kassestykket i
Medgift.
Han satte sig i den flyvende Kuffert og fløj højt op i
Luften af Glæde.
Saa tændte han elektriske Lys, saa at
Dekorationerne straalede, hans Pigebørn dansede, og hans
Spillemænd spillede den lifligste Musik. Det var rigtig nok
Stads ! Børnene klappede i Hænderne, og Forældrene
smilte af Fornøjelse.
t
. . . uj
Men, da T heaterdirektøren bagefter saae til sin Kuffert,
— saa var den røget i Lyset. Det var hans egne Venner,
der havde brændt den. »Tager Du den Slags Gutter om
Bord», sagde de, »saa skal Stadsen futtes af!« Og saa
futtede de den af.
Hvis Kufferten nu ikke alligevel kan flyve, for det er
jo en Troldkuffert, — ja, saa sidder den dejlige Prinsesse
og stirrer efter sin D irektør; men han gaar rundt i Amalie-
gade og fortæller Eventyr til »Faders Kone».
Paa Karthagos Ruiner!
D e t gaar i denne Tid med Damp
I Fredericiagade,
Og der er daglig heftig Kamp
Imellem Kæmper glade.
Selv gamle Venner kom paa K ant;
Knap Mindet er tilbage
Om Baand.der bandt — desvandt! desvandt,
De løfterige Dage!
Ja, gamle Venner skilles ad
Paa Grund af
01
og Sukker;
R et intet Sejrens Lavrbærblad
Den gamle C h r e s te n plukker.
Endskjønt han som i fordums Tid
Med H ø r u p og med B ra n d e s
I Svinefylking gaar i Strid,
I
R et ingen Sejre vandtes.
Hvert Forslag, som han bringer frem
I disse Dage triste,
Det bliver ligestrax vist hjem,
Lagt udi sorten Kiste.
Man svigter C h r e s t e n s Fanestang —
Det er der noget Ondt i!
Han synger paa sin Svanesang —
Sic transit glo ria m undil
Aa! det er næstendels en Skam,
En væmmelig Kabale!
Man næppe nok vil høre ham,
Naar han vil til at tale.
Afslutning! er det fæle Ord
Fra hele Størsteparten,
Der lyder som et samlet K or
Og stopper ham i Farten.
Vil han et Udvalg have sat
For Sagen at belyse,
E t kraftigt Nei! der lyder brat,
Som selv en B e rg kan kyse.
Den gamle Førers Herskerstav
Er brudt og lagt i Støvet.
Nu sidder paa sin egen Grav
H r. C h r e s te n , sært bedrøvet.
Se, det er ikke just saa sært,
A t slig Terrorisering,
Som man af C h r e s te n selv har lært
I mangen en Turnering,
Den faar han selv at føle nu
Og kan det ej forhindre;
Men C h r e s te n , han er gram i Hu
Og H ø r u p ikke mindre.
Og det er Edder og Forgift,
Som deres Blade sprude —
Det er jo ogsaa noget stift
A t blive lukket ude;
Naar man har været første Mand
Ved Truget hele Tiden,
Man let forstaar, det smerte kan
A t blive sparket siden.
Naar man som ægte Sandheds Tolk
Igjennem Byens Gader
En Gang er trukken af sit Folk
Og hædret som en Fader,
Saa maa det gjøre dobbelt ondt,
Naar Gubben bliver gammel,
A t se, at Folket render rundt
Med En som gammelt Skrammel!