Previous Page  98 / 435 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 98 / 435 Next Page
Page Background

91

de om deres Ungdom. »Da vi var grønne*, sagde de, *da

var vi rigtig pa^. den grønne Gren. Vi kunde baade saare

og skræmme, alle de smaa Bohemer maatte fortælle os

modige Historier, og vi slikkede Solskin i Theaterkommis-

sionen. Men saa kom Brændehuggeren, det var den for­

dummede Højrepresse, og huggede os i Smaastumper. |

Stamherren blev pakket i ‘Berliner Tageblatt* og satte selv

sit Navn i Historien, men vi Andre maa lave den højeste

Oplysning for den nedrige Mængde. Derfor kommer vi

fornemme F o lk baade i Badstuestræde og i Rømersgade.«

"Ja>

)eg har det nu paa en anden Maade«, sagde

Rum lepotten; *jeg har baade været blødkogt og ligget paa

Blegdam. Det er mig, der holder Rumlen gaaende, og

derior er jeg den Første i Huset. Min eneste Glæde er at

tale om Ulykkesforsikringen med en Socialøkonom, saa at

jeg kan bilde Bønder ind, at Ideerne er mine egne; men,

naar jeg undtager Vandspanden fra lntegade, der en Gang

imellem drikker Dus med mig, rumler jeg helst udenfor

Partiet. •

»Nu snakker Du for meget«, sagde Fyrtøjet og gnistrede

rø dt; for den havde lysende Strimer paa Ryggen Og brændte

Tran fra døde Torsk.

»Lad os nu more os. Skal vi

brænde Protokoller?«

»Nej, lad os tale om, hvem der er mest fornemme!«

sagde Svovlstikkerne.

•Jeg holder ikke af at tale om mig selv«, sagde

Rum lepotten; »lad os gaa i Udvalg og holde Aftenunder­

holdning.

Jeg begynder:

Der var en Gang en aaben

Pande — — — *

•Dejlig! Dejlig!» sagde Tallerkenrækken, for den

vidste, at Rum lepotten var vant til at faa paa sin Tallerken,

naar han talte. Men Støvekosten, som var den første

Dramaturg i Norden og kunde feje alle de Komedier ud,

som han ikke selv havde gjort, bandt en Visnekrans om

Rum lepotten. »Bekranser jeg ham i Dag», tænkte Støve­

kosten, »saa giver han min scbtore Bro’er Statsunderstøttelse

imorgen!«

»Nu vil jeg danse i Livsbegæret!« sagde Ildklemmen

paa sit Norsk; og saa stod den paa eet Ben i Skjønhed

med Vinløv om Haaret og skjød Pistoler af.

»Maa jeg

saa blive bekranset,» sagde Ildklemmen, og det blev den;

men det var en Gravkrans.

»Jeg ærgrer mig kun,» brummede Tørvekurven fra

Rømersgade. »Jeg ægrer mig altid. Skal vi ikke hellere

sætte Huset paa den anden Ende?

Saa styrer jeg hele

Kodillen!»

»Ja, ja! vi vil gjøre Mudder«, raabte Alle. Men i det

Samme kom den fordummede Højrepresse ind til dem og

strøg alle Svovlstikkerne af. »Nu kan da Enhver se, at.

vi er de Eneste, der dør i Norden», tænkte de! »sikke

Lys, vi er!« — og saa var de brændt u d .

Det var Prinsessens H istorie; nu skulde hun have

Bryllup med Theaterdirektøren og give ham Kassestykket i

Medgift.

Han satte sig i den flyvende Kuffert og fløj højt op i

Luften af Glæde.

Saa tændte han elektriske Lys, saa at

Dekorationerne straalede, hans Pigebørn dansede, og hans

Spillemænd spillede den lifligste Musik. Det var rigtig nok

Stads ! Børnene klappede i Hænderne, og Forældrene

smilte af Fornøjelse.

t

. . . uj

Men, da T heaterdirektøren bagefter saae til sin Kuffert,

— saa var den røget i Lyset. Det var hans egne Venner,

der havde brændt den. »Tager Du den Slags Gutter om

Bord», sagde de, »saa skal Stadsen futtes af!« Og saa

futtede de den af.

Hvis Kufferten nu ikke alligevel kan flyve, for det er

jo en Troldkuffert, — ja, saa sidder den dejlige Prinsesse

og stirrer efter sin D irektør; men han gaar rundt i Amalie-

gade og fortæller Eventyr til »Faders Kone».

Paa Karthagos Ruiner!

D e t gaar i denne Tid med Damp

I Fredericiagade,

Og der er daglig heftig Kamp

Imellem Kæmper glade.

Selv gamle Venner kom paa K ant;

Knap Mindet er tilbage

Om Baand.der bandt — desvandt! desvandt,

De løfterige Dage!

Ja, gamle Venner skilles ad

Paa Grund af

01

og Sukker;

R et intet Sejrens Lavrbærblad

Den gamle C h r e s te n plukker.

Endskjønt han som i fordums Tid

Med H ø r u p og med B ra n d e s

I Svinefylking gaar i Strid,

I

R et ingen Sejre vandtes.

Hvert Forslag, som han bringer frem

I disse Dage triste,

Det bliver ligestrax vist hjem,

Lagt udi sorten Kiste.

Man svigter C h r e s t e n s Fanestang —

Det er der noget Ondt i!

Han synger paa sin Svanesang —

Sic transit glo ria m undil

Aa! det er næstendels en Skam,

En væmmelig Kabale!

Man næppe nok vil høre ham,

Naar han vil til at tale.

Afslutning! er det fæle Ord

Fra hele Størsteparten,

Der lyder som et samlet K or

Og stopper ham i Farten.

Vil han et Udvalg have sat

For Sagen at belyse,

E t kraftigt Nei! der lyder brat,

Som selv en B e rg kan kyse.

Den gamle Førers Herskerstav

Er brudt og lagt i Støvet.

Nu sidder paa sin egen Grav

H r. C h r e s te n , sært bedrøvet.

Se, det er ikke just saa sært,

A t slig Terrorisering,

Som man af C h r e s te n selv har lært

I mangen en Turnering,

Den faar han selv at føle nu

Og kan det ej forhindre;

Men C h r e s te n , han er gram i Hu

Og H ø r u p ikke mindre.

Og det er Edder og Forgift,

Som deres Blade sprude —

Det er jo ogsaa noget stift

A t blive lukket ude;

Naar man har været første Mand

Ved Truget hele Tiden,

Man let forstaar, det smerte kan

A t blive sparket siden.

Naar man som ægte Sandheds Tolk

Igjennem Byens Gader

En Gang er trukken af sit Folk

Og hædret som en Fader,

Saa maa det gjøre dobbelt ondt,

Naar Gubben bliver gammel,

A t se, at Folket render rundt

Med En som gammelt Skrammel!