60 / 217
KJØBENHAVNS BELEJR ING
1 6 5 8
.
49
i ringe Antal, og endelig maatte det gjøres gjældende, at selv om
man, maaske efter at have lidt betydelige Tab, var trængt ind i Byen,'
vilde man dog, efter Alt at dømme, komme til at føre en fortvivlet
Gadekamp, hvis Følger ligeoverfor en saa stor Befolkning som K jø
benhavns ikke lod sig overse.
Til denne Betragtning sluttede den franske Gesandt T e r Ion sig,
og han medvirkede derved i ikke ringe Grad til, at Wrangels Mening fik
Overhaand. Carl Gustav bebrejdede ham dette senere og synes at
have ladet ham høre, at han havde talt mod sin Overbevisning. Det
kan være troligt nok, men Carl Gustav, der var Tvetungetheden selv,
naar Sværdet var i Skeden, kunde have erindret, at det ikke alene
var Vennen, men ogsaa Diplomaten Terlon, der talte, og hvormeget
end Frankrig og Sverrig for Tiden vare Forbundsfæller, vilde det
næppe have været den franske Førsteminister, Kardinal Mazarin,
nogen Tilfredsstillelse at erfare, at den iforvejen overmægtige
svenske Konge med ét Slag havde gjort sig til Herre over hele
Norden.
Ogsaa Flertallet a f Hærens højere Officerer sluttede sig til Wrangel,
og det vedtoges endelig, at Kjøbenhavn skulde underkastes en regel
mæssig Belejring.
Saasnart Indeslutningen var iværksat og Reser
verne ankomne, skulde Wrangel afmarschere til Kronborg med et
særskilt Belejringskorps for at bemægtige sig denne Fæstning og
dermed den sidste Plet danske Jord, der endnu havde Modstandsevne ^
Saasnart Krigsraadet havde taget sin Beslutning, skred Svenskerne
strax til Anlæget af deres første Forskansnings- og Cerneringslinie.
De fandt denne paa Forhaand given og tildels forberedt, idet de
kunde benytte sig af en Række, ganske vist mere eller mindre
forfaldne, Skanser og Udenværker, som vare paabegyndte af
Christian IV i hans sidste Regeringsaar, og som efter hans Plan
skulde have dannet en ydre sammenhængende Linie foran selve Hoved
volden. Desværre vare disse Arbejder ligesaa lidt bievne fuldførte
eller vedligeholdte som de øvrige Fæstningsanlæg, hvormed denne
9 Den, maaske overvejende, Indflydelse, som den danske Adelsmand H a n n i b a l
S e l i e s t e d , gjennem Paavirkning af Wrangel, fik paa Raadslagningen, skal her
kun antydes.
S. A. Sørensen.
4