173 / 230
Aar Tvermoes’ fine og ansete Navn, der stod paa Plakaten, men
det var Ludvig Bramsen, der var den egentlige Dompteur.
Om nogen Tvang var der naturligvis ikke Tale. Efter at den
første indbyrdes Mistillid havde fortaget sig, var alle besjælede
af Liv og Lyst efter at gøre Foreningen til det fælles Samlingssted
for københavnske Assurandører, dog selvfølgelig med tilbørlig
Adskillelse mellem Fuldskæg og Flødeskæg. Thi Foreningen var
fra første Færd en Principalforening. Naar almindelige „Con-
torister“ overhovedet blev indladt, var det ud fra gammeldags
patriarkalske Synspunkter om Gavnligheden af lidt Vækkelse for
de unge og for at skaffe en Smule Fyldekalk. Da Foreningens
Stjerne omkring 1890 stod i Zenith, talte Foreningen vel kun
ca. et Hundrede Medlemmer, men det betød dog, at der nu
eksisterede en
Assurandør-Stand,
og at der endvidere trods alt var
skabt et vist Standsfællesskab mellem høj og lav, en Samhørig-
hedsfølelse for Forsikringens Idé.
Fra 1890 kan Foreningens Historie deles i fire omtrent lige
store Perioder paa en halv Snes Aar hver. Decenniet 1890—1900
var nærmest March paa Stedet. Medlemsantallet sneglede sig op
til 115, Foredragsvirksomheden truede paa et vist Tidspunkt med
at gaa helt i Staa, og der klagedes over manglende Tilslutning
til de faglige Diskussioner. Bruset var gaaet af Champagnen, men
man hyggede sig paa pickwickiansk Manér om Punchebollerne
og lyttede med Stolthed til Heltenes Beretninger om de svære
Kampe ved Tarifforeningens Grundlæggelse.
Den følgende Periode — fra 1900—191 o — staar i den voksende
Splittelses Tegn. Medlemsantallet naaede ganske vist en kort Tid
op paa godt 150, men sank derefter atter til ca. 140, og ved
Møderne glimrede Ikke-Brandassurandørerne mere og mere ved
deres Fraværelse. De nye Brancheforeninger med de praktiske
Formaal svækkede Interessen for den gamle Forenings over