ForsikringsforeningenKøbenhavn

kier havde faaet principielle Betænkeligheder. I et Brev til Ludvig

Bramsen skriver han bl. a., at han ikke ansaa sig „for competent

til paa Compagniets Vegne uden Bestyrelsens Bemyndigelse at

indtræde i et saadant Forhold til dettes Concurrenter, hvis Con-

sequentser det neppe er muligt for Øjeblikket at overskue“ . Brevet

er karakteristisk for den Mistænksomhed, hvormed man i mange

Kredse betragtede et Samarbejde mellem Konkurrenter, men det

er tillige et Udtryk for den Anskuelse, at Foreningen nærmest

skulde være en Sammenslutning af Brandassurandører.

Forholdet var jo ganske vist det, at Foreningen, ikke mindst

paa Grund af Ludvig Bramsens Medvirken, var kommet til Ver

den som en Fælles-Organisation for samtlige Brancher, et neu

tralt Samlingssted for Drøftelser af overvejende teoretisk Art. Men

det lod sig paa den anden Side ikke benægte, at Brandassuran

dørerne var i født Majoritet, og at man oprindelig havde tænkt

sig Foreningen som et Værn for de i Danmark arbejdende uden

landske Brandassurandører. Og selvom man paa Stiftelsesmødet

havde taget stærk Afstand fra selve Tariftanken, var der dog

sikkert vedblivende udbredt Stemning for, at Foreningen paa

andre praktiske Omraader maatte faa forretningsmæssig Betyd

ning for Brandforsikringsbranchen. I Lovudkastets § i hed det da

ogsaa, at Foreningens Formaal bl. a. var at virke for det for For

sikringsvæsenets Udvikling og Fremgang fornødne Samarbejde —

en Bestemmelse, der jo i al Fald ved given Lejlighed lod sig

anvende til Fremme af Majoritetens særskilte Branche-Interesser.

Det kan altsaa ikke fragaas, at den nyfødte —■for at tale med

Arvelighedsforskningen — baade i Anlæg og i Fremtoningspræg

røbede sin Afstamning, og heraf opstod senere adskillig Fortry

delse.

I Tiden indtil næste Møde, der var berammet afholdt paa

Børsen den 17. December, udfoldede Ludvig Bramsen en ivrig