17 / 440
8
Mit første Indtryk gjaldt den rige og udmærkede
Or
ganisation
af Arbejdet, de faste Rammer, som Kirkelivet der
inde var spændt i. Noget for alle! Og hvert til sin Tid!
Og hver Arbejder sit! Man hører ofte indvende, at det er
altfor meget, der bydes paa i Menighederne i vore Dage.
Der er ingen Ro over Sindene, ingen Fred i Hjemmene, et
evigt Rend til Møder og Foreninger! Naturligvis, der er no
get om det! Men det er dog vist mere Menneskenes Skyld
end Mødernes. Man kan jo fordele sig lidt mere og ikke
alle gaa til alt. Men een Ting faar staa fast. Organisation
er en
Nødvendighed,
ogsaa for den kristne Kirke. Organisa
tionen er ikke Livet selv, men dets Ledegren, »Vinlræet«s
Rækværk, kunde man sige. Uden denne Organisation vilde
Kirkens Arbejde forlængst være druknet i Hovedstadens
Mylder og Larm, uden detle Rækværk vilde »Vintræets Gre
ne« være traadt sønder og sammen af Hovedstadstravlhe-
den, og uden denne faste Plan, denne bestemte Metode i Ar
bejdet, vilde Guds Riges Gerning ikke kunne have mod-
slaaet Trykket af Storbyens verdslige Konkurrence. Men
nu arbejder den kristne Menigheds aandelige Mekanisme støt
og taktfast gennem Uger og Maaneder, uden at vige Plad
sen for alt det andet, som Verden byder paa; og det siger
sig selv, at et saadant Kæmpearbejde kan ikke være for
gæves. Det er jo et Forsøg paa at naa ud i alle Refolknin-
gens Samfundslag, og et saadant Arbejde
maa
sætte sine dybe
Spor, hvad det faktisk ogsaa har gjort.
Mit næste Indtryk standsede ved de saakaldte »
Sam
fundsmøder
«. Enhver Virksomhed, som arbejder i stor Stil,
har et Centralværksted, hvorfra saa at sige hele Virksom
heden dirigeres. De Centra, hvorfra den aandelige Virk
somhed i Hovedstadens Kirke ledes, er de mange, smaa eller
store, Menighedssamfund, som findes rundt omkring i de
københavnske Kirkesogne. Det er godt nok med de lov
befalede Menighedsraad, som vi sikkert faar igen, og som
vel ogsaa er berettigede i en af Folket opretholdt Statskirke.
Men der er noget, der er større og vejer mere i Guds Rige,
det er frivillige Menighedssamfund, troende Mænd og Kvin
der, som frit har sluttet sig sammen i en Menighed og om
dens Præst for at støtte ham med Forbøn og hjælpe med i *
Arbejdet. Det er vidunderligt at vide, at saadanne Samfund
er skjult til Stede i den store Ry, ligesom smaa Hjerter, hvor
fra Livet pulserer ud og gør sin stille, men mærkbare Ger
ning rundt om i Sognene og Distrikterne. Jeg var en Aften
til Stede ved et saadant Samfundsmøde i et af Københavns
fattigste Sogne og fik et ejendommeligt Indtryk af noget
sluttet, samlevet og oflervilligt ----- Ude i min Have slaar