18 / 440
9
nu Vintergækkene i spredte Grupper. De nikker saa sødt
i Vinden med deres smaa, hvide Klokker, som ringede de
Sommeren ind ved Vintertide.
Mon ikke disse smaa, levende Samfund engang ved Guds
Naade skal ringe »Sommeren« ind over den store Stad, saa
»de øde Vange blomstrer som en Rosengaard«?
Mit tredie og sidste Indtryk drejede sig om »
Lægmands
bevægelsen
«. Jeg sigter til den Kendsgerning, at Hundre
der af kristne
læge
Mænd og Kvinder er i Arbejde derinde i
Hovedstaden, baade med Ordets Forkyndelse og Kærlighe
dens Gerninger. Travle Hverdagsmennesker, som sent om
Eftermiddagen vender hjem fra deres borgerlige Gerning,
spredes om Aftenen til Menighedens Arbejde, til Bladmis
sion, Husbesøg, Tjeneste ved Møderne og i Foreningerne.
Og det er ikke smaa Ofre, der bringes af disse Mennesker,
baade i Tid, i Kraft og i — Penge. Det gaar selvfølgelig
mange Gange ud over Hjemmenes Hygge og Fred — ak,
men den kan jo ogsaa spildes andre Steder, paa Varietéerne
eller Værtshusene, for at nævne det værste. Men Guds Ri
ges store Gerning kræver ogsaa Ofre, som griber dybt ind
i Hjemmenes udvortes Fred. Det haster med den store
Konges Ærinde, og Herren har jo selv sagt noget om at »for
lade Fader og Moder« og gaa, at forkynde Guds Rige. Og
er der vel noget mere velsignet? Det bringer jo Kraften ti
fold tilbage til Hjemmenes indre Liv.
Det var et glædeligt Indtryk at se det kristne Lægfolk
arbejde. Jeg saa dem jo i Virksomhed, hver paa sit Sted
og paa sin Maade — baade Klokkeren, Urtekræmmeren,
Overbetjenten og Assistenten, foruden Kvinderne, som ikke
var de ringeste. Og saa at høre Lægmanden prædike, ikke
blot den juridiske Professor og Overbibliotekaren, men Klok
keren og Urtekræmmeren! Er det ikke dejligt, for det før
ste for Præsien ikke altid at skulle høre sig selv — men
ogsaa for Menigheden? Der er visse konservative Menne
sker og strengt højkirkelige Kristne, som vil betragte Læg
mandsforkyndelsen som et Indgreb i Præstens Rettigheder.
Kun den ordinerede Mand er i Stand til at prædike Guds
Ord. Andre vil for deres Part hævde, at de Lægfolk er saa
kedelige at børe, de gentager sig selv i det uendelige! Men
de, der tænker saaledes, er alligevel
bag ud
for deres rI id.
Vi staar i Lægmandsbevægelsens Tegn, og Styrken i Læg
mandsvidnesbyrdet skal nok hævde sig ved den Jævnhed
og Enfold, der gør Guds Ord dobbelt indtrængende og kraf
tigt. Ja, det er Nutidens Løsen — som ogsaa kom saa stærkt
frem paa et
Kirkefondsmøde i Belhesda,
jeg havde faaet
Adgangskort til — »Lægfolket frem!« Rustet med Troens