19 / 440
10
Enfold og dygtiggjort ved en alvorlig og systematisk Ind
trængen i Bibelen — jeg fik jo ogsaa Lejlighed til at over
være et »Bibelkursns« — vil denne fremrykkende Hær af
aktivt
vidnende og arbejdende Lægfolk betegne en ny Epoke
i Danmarks Kirkehistorie:
Menigheden vil erobre Folket!
Naar jeg nu tænker tilbage over mine Besøg i de
lokale
Menighedskredse i Forstadssognene — da var det egentlig
ikke
Talmajestæten,
der imponerede mig. De ugentlige
.Søønedagsmøder var ikke overvældende stærkt besøgte. Det
er nok til Hovedforeningerne med de store »Programmer«,
at Strømmene gaar. Københavnerne er ogsaa Mennesker
og drages af det, som falder i Øjne og Øren — de store Rum,
den skønne Sang og Musik og de »bekendte« Talere.
Nej, det var noget helt andet, som betog mig i disse lokale
Kredse. Det var den
Trofasthed
og
Inderlighed,
som præ
gede Arbejdet, og den
Bønnens
og
Naadens
Aand, som hvi
lede over Møderne. »Ikke ved Magt eller Styrke, men ved
min Aand, siger Herren.«
Lad mig slutte med et Citat — det er nogle Linier af den
berømte svenske Digter
Viktor Rydbergs
storslaaede Digt:
»Klockringning«:
Hører du, hører du K lokkernes Klang,
Sølverklokkernes Sang,
Sølvertonernes Melodi
med en Verden af Toner i!
H ør, hvor de gjalde, gjalde, gjalde
ud i Natten, klar og kold,
medens H im lens Dybder alle
fyldes af en Stjernevold.
Hør, hvor de klemte, klemte, klem te!
Tiden, Tiden selv gi’r Agt,
gaar i Takt
til de svingende,
klingende, . .
ringende
Klokkernes, Klokkernes rytm iske Magt!
Her er just, poetisk, sagt, hvad »den københavnske
Kirkesag« vil. Den vil fylde vor Hovedstad med Klokke
klang. Den vil ringe Evangeliets dybe, stille, stærke, milde
Toner ud i alle Byens Hjørner og Ender. Den vil tvinge Ti
den selv til at lytte og give Agt paa Guds Ord. »Hører,Him
le, lyt, Jord, thi Herren taler.«