269 / 440
262
bor i det høje og hellige, ogsaa vil bo herinde og gøre dette Hus
til et Bedehus. Og jeg tænker, at de, som inderligst har været
knyttet til Arbejdet her, og som har lagt deres Kræfter ind
i, at dette Hus skulde rejses, at de vil være de første til at
se bort fra deres eget Arbejde og bede: Herre, at du vil bo
herinde.
I Salonions Tempel skulde Gudstjenesten foregaa med
alle dens Ofre af forskellig Slags, men i selve Indvielsen træ
der Offertjenesten helt tilbage, thi den var det ydre Tegn paa
det, som skete aandelig og virkelig i Bønnen. Og nu har vi
ikke Ofre, fordi vi lever i den Bagt, som hviler paa det ene
fuldgyldige Offer, som Jesus har bragt paa Golgatha, men
vi har gudstjenstlige Former, og vi har kristelige Læresæt
ninger. Og dem vil vi ikke foragte og mene, at vi kan være
dem foruden, men vi vil huske, at de maa ikke overgro et
Menneskes
umiddelbare og hjertelige Omgang med Gud,
og
den sker endnu den Dag i Dag som for 3000 Aar siden i Bøn.
Og Salomons Bøn gaar ud paa, at Herrens Øjne maa
være aabne over dette Sted Nat og Dag, og saa beder han
videre for den, som synder, men omvender sig, for den,
der er slagen af Ulykke og Hjemsøgelse og er under Plage,
og for den fremmede, som kommer for at søge Herren,
at Herren vil høre den Bøn paa dette Sted, som opstiger fra
den Mangfoldighed af Menneskehjerter, som kommer under
Livets Møje og Besvær for at søge Herren.
Og det er nu det, som vor
Indvielsesbøn skal gaa ud paa
for dette Hus, at her maa Herren være at finde,
at Livet her
maa arte sig saadan, at Mennesker under Livets mangehaan-
de Tryk maa søge herhen for at faa Omgang med Herren og
hjemme hos ham. Vi indvier
ikke Huset til at være en Bo
lig for et sluttet Selskab,
der ikke har noget at gøre med
den Verden, som omgiver os. Nej, ogsaa den fremmede be
der vi om maa søge herhen og finde, at her er et Guds Hus
og Himlens Port. Og der er saa mange fremmede, som sø
ger; men mange af dem véd. knap, hvad de søger; vi beder
om, at Herrens Øjne saadan maa være over dette Sted, at
det kan skinne som et Lys i Mørke og drage Mennesker hen
til Lysets Glans.
»Himlenes Himle kan ikke rumme dig,« saadan begynder
han sin Bøn, et Hus, bygget af Træ og Sten, kan ikke rumme
ham, en Tankebygning, opført med Flid og Dygtighed, kan
ikke rumme ham. Gud er større end det altsammen. Og
dog bygger vi et Hus til hans Ære, at
Mennesker kan for
enes om Ordet om hans enbaarne Søn,
at de ved Ordet kan
faa Guds Gave, Syndernes Forladelse, at de kan dygtig
gøres — ikke til at sidde og hygge sig om deres egne fromme
Tanker, men — til at tage
fat paa Livet til Guds Ære, til
at leve ikke for at lade sig opvarte og skabe sig Fordel af
andre,
men i hans Fodspor, som kom for at tjene. Saa give