51 / 183
5 0
B R A N D F O R S I K R I N G E N S T E R R I T O R I A L E OMRAADE
»at der er samme Grund for, at Land bygningernes Brand
forsikring, der fra Foreningens Oprettelse kun havde taget
Sigte paa Landbygninger, nu udvidedes til nogen Del af Kjø
benhavns Brandforsikrings Omraade, som der var for, at
Kjøbenhavns Brandforsikring i sin Tid fik Tilladelse til at
forsikre Bygninger, der hører til selve Staden, og som kun
af rent tilfældige og nu bortfaldne Aarsager vare udelukkede
fra Kjøbenhavns Brandforsikring«. Skulde Ministeriet alligevel
anse det for hensigtsmæssigt at gennemføre den ønskede For
andring, maatte det være en Forudsætning, at der i de to
Selskaber tilvejebragtes fælles Begler for Assurancevurderin
gerne. I hvert Fald maatte Direktionen gøre det til en Be
tingelse for dens Tilslutning, at Landbygningernes Brandfor
sikring indenfor det paagældende Omraade anvendte Begler,
der var i Overensstemmelse med det københavnske Selskabs.
Ved Skrivelse af 24. Maj 1893 meddelte derefter Justitsmi
nisteriet1), at det maatte »anse det for rettest, at enhver af
de af Justitsministeriet godkendte Brandforsikringer indskræn
ker sin Virksomhed til det Omraade, til hvilket den efter sin
oprindelige Virksomhedskreds er henvist«.
Denne Sag fik et lille Efterspil2).
Knapt et Aar efter, i 1894, ønskede Ejerne af den nybyg
gede Karré mellem Vester Voldgade, Studiestrædes Forlængelse
og Vestre Boulevard (»Ny Bosenborg«) at faa Ejendommene
forsikret i Landbygningernes Brandforsikring. Til Støtte for
deres Anmodning kunde de henvise til et Kort, vedhæftet
Brandforsikringens egen Vedtægt af 8. August 1885, hvoraf
fremgik, at det paagældende Omraade laa udenfor Selskabets
Territorium. Brandforsikringen kunde ikke benægte Forholdet
—den mente dog at have »Føje« til at tro, »at man paa de
Steder, hvor Møllerne den Gang laa . . . har foretaget Knæk
efter Voldlinjen, uden at der er tillagt dette Forhold nogen
Betydning« — men henviste til, at Kortet ikke havde været
forelagt Ministeriet, heller ikke udgiorde en Del af Vedtægten
og derfor heller ikke kunde være forpligtende for Selskabet.
Justitsministeriet godkendte Betragtningen, men aabnede den