14 / 114
Den omtrent tyveaarige
Maren Christensen
sad i et
Værelse ud til Gaden i sin Faders Kjøbmandsgaard i Aar
hus. Da hørte hun Hestetrav og gik til Vinduet; hun
saae nu en opløben Student, som red daarlig paa en
mager Hest; han drejede ind i Kjøbmandsgaarden, og snart
var han i Stuen hos hende. Det var sin tilkommende
Mand, Christen, Niemand Rosenkilde, hun da første Gang
saae. Snart var Forholdet mellem dem saaledes, at han
turde bede hende, om hun vilde korrespondere med
ham. Det turde hun ikke, »fordi hun bogstaverede daar
lig.« »Det er jo netop godt, at De saa faaer Øvelse,«
svarede han, og saa gik hun da ind paa det. Kort efter
var hun i Besøg paa en Nabogaard, og nu mødtes de
ofte paa en Høj mellem begge Gaarde. Man maatte da
vel sige, at de vare forlovede. Han fik i
1811
en An
sættelse som Kantor ved Aarhus’ Domkirke og Forstan
der ved Byens Fattigskoler. Den
17
de Maj samme Aar
holdt de Bryllup. I
1816
flyttede de til København, hvor
Rosenkilde vandt sin Berømmelse paa det kgl. Teater*).
Madam Rosenkilde havde i sin Natur den jydske Paa-
lidelighed, Jævnhed og Stilfærdighed. Hun var temmelig
lille, flittig og nøjsom. I sit Hus var hun sparsommelig
og omhyggelig mod Alt og Alle, saa
hun
var uden
Skyld, naar Pengene ikke vilde slaa til. Flere som stode
hende nær, har jeg hørt sige, at hun var som skabt til
at supplere sin Mands Natur, og at der maaske ikke var
En, der i den Grad som hun, var født til at være hans
Hustru. Hun forstod ham saa godt og gik, ejendommelig
som hun selv var, dog let ind paa hans Særegenheder.
*) Se Rosenkildes efterladte Skrifter I, »Autobiografisk Fragment«
og P. Hansens Karakteristik (ib.)
13