ved Siden af, vraltede over Vejen op over Voldskrænten
og ned i Stadsgraven. Hun iagttog dem altid med stor
Fornøjelse; men — en Dag bleve de borte. Hun var da
aldeles urolig og kaldte paa sin Datter Marie, for hvem
hun klagede sin Nød over Ænderne, men lige meget
hjalp det. Næste Dag gik det ligedan, og Madam Rosen
kilde blev endnu meget ulykkeligere. Tredje Dag holdt
hun det ikke mere ud. Hun vilde have Marie til at gaa
til Brændevinsbrænderen; men Datteren syntes, det var
saa underligt at blande sig i fremmede Folks Affærer.
Saa fik Madam Rosenkilde Tjenestepigen til at gaa der
ind. Det viste sig da, at Ænderne virkelig vare glemte
og paa tredje Dag savnede Føde. Brændevinsbrænderens
havde nemlig faaet en ny Pige, der ikke var vant til den
Slags Forretninger. Nu frelste Madam Rosenkilde »sine
rare Venner«, og havde lidt efter den Fornøjelse fra sit
Vindue at se hele Andeflokken vralte højt rappende over
Gaden.
Det var paa sine ældre Dage, hun havde Tid til at
tage sig af Naboernes Ænder; i tidligere Tid havde hun
Nok at gjøre med at sørge for »sine egne Kyllinger«.
Der fødtes fem Børn i det rosenkildeske Ægteskab: Marie,
Georg, Rose, Adolph og Julie; Julie var den Yngste og
blev den
19
de Juli
1823
født i Lille Kongensgade i Kø
benhavn. Aftenen før hun skulde døbes, kom hendes
Fader hjem fra Teatret og var aldeles henrykt over
We
bers
Musik; Datteren skulde have den store Komponists
Navn og kom da til at hedde Julie, Weber Rosenkilde.
Da Julie var et Aar gammel, flyttede Familien ud i
Adelgade, daværende Nr.
272
skraas for Prinsensgade, i
den bekjendte Gaard, som Adolph Rosenkilde bar skil-
15