FruJulieSødringFødtRosenkilde

ind fra Vallø med sin Hustru, Moder og to Søstre og

de bleve da sommetider flere Uger ad Gangen boende

hos Rosenkildes. Var der Aftengjæster, og det trak for

langt ud, inden man kunde bestemme sig til at bryde

op, betydede Madam Rosenkilde, der var træt af Dagens

Slid og Slæb, med stor Snildhed de Fremmede, at nu

vai det paa Tide at forføje sig hjem. Hun gik nemlig

hen til Vinduet og sagde: »Nu er det ellers et rigtig

rart Vejr!« Det kunde ikke misforstaaes, men Madam

Rosenkilde var forresten overbevist om, at Ingen anede

hendes skumle Hensigt.

Lige fra Julies Barneaar var, — efter hendes egne

Ord,

hendes Natur saaledes, at hun ikke kunde taale

at høre eller se Det, som var raat og uskjønt. Naar den

rosenkildeske Familie var forsamlet ved Vinduet for at

betragte Folkelivet paa Gaden og der saa sloges to Ko-

ner

*f°r dengang var der saa mange Koner, der slo

ges i Adelgade« — eller naar de saae en fuld Kone »paa

Stigen«, saa blev de Andre staaende, men hun maatte

altid bort fra Vinduet.

Blandt Julies Venner i Nabolaget var Spækhøkerens

henne paa Hjørnet. Hos dem fandt hun det fortryllende,

især, naar der lugtede af varm Flæskesteg; hun kom da

hjem og sagde til sin Moder: »Nej, Mor, Du kan slet

ikke tænke Dig, hvor dejligt der er derovre!« — To

Gange hver Sommer var Julie med Spækhøkerens i Sko

ven paa en stor holstensk Vogn. De vilde altid have

hende med »fordi hun var saa glad og sang saa dejlig

for dem, naar de kjørte hjem om Aftenen.«

Hun gjorde ogsaa andre landlige Udflugter, nemlig til

»hendes Barndoms Ideal af et Landsted«. Lad hende