28 / 114
ler, »hvor vi fik Kirsebærsuppe mellem Dansene og
alligevel var ellevilde af Glæde.«
Musikken havde Julie dyrket i en ung Alder. Faderen
havde tidligt bemærket hendes musikalske Begavelse, og
hun begyndte, da hun var temmelig lille, at modtage
Undervisning i Klaverspil; men da hendes Lærer havde
for Skik at slaa hende over Fingrene med en Pennefjer,
naar hun ikke spillede rigtig, blev hun kjed deraf, og
tilsidst hørte denne Undervisning op. Efter nogle Aars
Forløb viste det sig, at hun, naar hun kom hjem fra
Teatret, søgte at lokke ud af Klaveret de Melodier, hun
havde hørt dér. Faderen fik nu Undervisningen bragt i
Stand paany, hun fik en dygtig Lærer, Hr.
Kølle,
og
hun ofrede nu gjennemgaaende tre å fire Timer daglig
paa Klaverspil; snart var hun kommen saa vidt, at hun
til Faderens fuldkomne Tilfredshed kunde udføre en
mendelsohnsk Duet for Violin og Klaver sammen med
ham*).
Blandt de Personer, der ude paa Østerbro kom hos
Rosenkildes og tidlig havde Øje for hendes usædvanlige
Begavelse, vil jeg nævne
P. L. Møller.
Hun var dengang
en
14—15
Aar og meget lystig og talende; han fulgte
hende stadig med Øjnene og røbede tydelig, hvor op
tagen han var af hende. Til hendes Fader udtalte han,
at »hende blev der Noget af«, hvilket de egentlig ikke
troede derhjemme, hvor meget de end morede sig over
at høre hende fortælle sine Historier.
P. L. Møller holdt ikke af at se hende strikke og sy:
»Det kan De overlade til Andre, som ikke har Deres
25
*) Se Cabiro. Udvalgte Føljetonner,
S.
285.