21
hun sig til det. Hendes Nattøj blev pakket ind, hun fik
det i en Bylt under Armen, og saa havde hun en Følelse,
som om hun skulde rejse langt bort. Endelig kom Tiden,
da hun bankede paa »Sonnes« Dør og blev modta
gen med Jubel. Der boede to gamle Damer i et lille
Værelse ved Siden af Sonnes; hun og Julie kom ind til
dem og de til Sonne; men saa gik de udenom ad Trap
pen; thi Døren mellem Stuerne kunde kun lukkes saa
meget op, at de kunde stikke »Dagen«, som de abon
nerede paa sammen, ind igjennem Sprækken; de raabte
da ind: »Sonne, her er »Dagen«!« De to Gamle havde
Krøller med Fiskeben. Julie morede sig i den Grad, at
hun meget nødig vilde i Seng; men Sonne sagde: »Jo,,
nu maa Du i Seng, Barn; og læg dig saa med Ansigtet
ind mod Væggen og sov!« — Sonne blev senere »Oldjom-
fru« paa Frederiks Hospital, og dér kom Julie og Gusta
West til hende til Te. Det gjorde et stærk Indtryk paa
Julie en Dag, da de vare der, og Pigen raskt raabte ind
ad Døren: »Jomfru, jeg skulde sige, at Oldfruen er paa
Bordet.« Samme Oldfrue var nemlig død og skulde
dissekeres, og nu skulde Oldjomfruen give Lægerne Be
sked.
Madam Knudsgaard var Skipperenke og boede — som
sagt — i Prinsensgade, lige overfor Rosenkildes; ikke desto
mindre fik Julie ogsaa dertil pakket sin Bylt sammen og
blev der i flere Dage. Madam Knudsgaard havde »et rig
tig net Værelse med Udenomslejlighed«. Julie laa om
Natten i samme store Seng som hun, inderst ved Væg
gen. Tidlig om Morgenen listede »Knudsgaard« sig op,
klædte sig lidt paa, og humpede op ad en Trappe, fra
hvis Øverste hun med Hovedet og Nakken skød en