23 / 114
2 0
selv fortælle det! »Ja, hvor jeg kan huske det tydeligt!
Jeg var henne i Sølvgade med Sadelmager Zahlmanns
Børn. Paa én Gang forsvandt de; men saa lidt efterkom
de igjen og sagde, at de skulde spørge fra deres For
ældre, om vi havde Lyst til i Eftermiddag at tage med
ud paa »Stedet«. Jeg blev ligesom gal af Henrykkelse og
løb hjem i Adelgade for at faa Tilladelse; den kom jeg
hurtig tilbage med. Saa gik Zahlmann foran, — han var
høj og mager og sagde ikke et Ord, — saa kom der
nogle Læredrenge med store Ruller Læder, saa Børnene,
Ida og jeg. Ud ad Østerport gik det til de skyggefulde
Glacier ved Garnisonskirkegaard; dér var »Stedets en
lille Hytte med ét Vindue og én Skorsten, vi kunde slet
ikke faa Plads derinde, men Zahlmann stod der og kogte
Lakfernis. Udenfor væltede vi os i Græsset og plukkede
af de mange vilde Blomster. Aa ja, hvor jeg dog kunde
more mig dengang!«
Der var ellers to Steder, hvor Julie »laa paa Landet«;
det var hos »Sonne« i Grønnegade og hos »Knudsgaard«
i Prinsensgade. Sophie Sonne var en gammel Veninde
af Madam Rosenkilde. Naar hun kom hen i Adelgade,
sagde de Allesammen: »Nej, Sophie Sonne, er Du dér?
Det var dog dejligt! Kom og faa Tøjet af!« Hun ud
brød da: »Nej, I kan nu tro mig, om I vil, men der er
saagu’ ingen Steder i Verden, hvor de kan give En saa-
dan en Modtagelse som her hos Jer.« Hun, — ligesaavel
som Madam Knudsgaard, — kom altid fra om Formid
dagen og saa hjalp de Madam Rosenkilde med at stoppe
Strømper og Sligt.
»Sonne* indbød undertiden Julie til sig paa et Ophold
af
3
å
4
Dage. Det svimlede for Julie, saaledes glædede