FruJulieSødringFødtRosenkilde

Kjærlig og from var hun af Hjærte, og dertil meget

humoristisk, fuld af

det,

man kalder >Mutterwitz.<. Hun

havde ikke mange Kundskaber, men var altid ganske

sig selv. Hendes Gemyt udstraalede gjennem de hjærte-

lige skjælmske Øjne. Hun talte meget stille og noget

sagte. Det kunde forresten godt bruse op i hende, og

naar hun hørte noget Daarligt om et Menneske, kunde

det give et Sæt i hende, og hun for da op med det

Udbrud: »Hvor er han? Lad mig faa fat i haml« Hun

kunde ogsaa disputere ivrig med sin Mand og i Disput

ten blive vred paa ham; saa satte hun sig hen i en

Krog og mumlede lidt om, at »Faer kunde være saa

urimelig«.

Datteren Julie sagde engang om sin Moder: »Hvor er

det yndigt med disse godlidende, gammeldags, lidt tykke

Koner, der troer paa Alt, hvad Andre siger, og navnlig

deres Mand, og saa gjærne vil gaa ind paa, at de selv

kan tage fejl. Saadan var Moder akkurat.« Hun var blu

færdig, og naar hendes Mand kom hen og klappede

hende, rødmede hun. Hendes Svigersøn

Sødring,

hvis

Vidnesbyrd var ægte, sagde engang om hende: »Hun

var en af de ædleste, elskeligste Kvinder, jeg har kjendt.«

Men kun hendes Nærmeste og enkelte Husvenner mær

kede, hvilken uendelig Velsignelse hun var i sit Hjem.

Et lille Træk maa jeg fortælle om hende fra hendes

ældre Dage; det viser hendes Hjærtelag og hendes Sans

for Smaatingene i Livet.

Rosenkildes boede i deres Ægteskabs sidste Aar nede ved

Filosofgangen. Her sad Madam Rosenkilde tit ved Vinduet

og havde da lagt Mærke til, at en Del Ænder, hver Dag

paa samme Tid, kom fra en Brændevinsbrændergaard