Kjærlig og from var hun af Hjærte, og dertil meget
humoristisk, fuld af
det,
man kalder >Mutterwitz.<. Hun
havde ikke mange Kundskaber, men var altid ganske
sig selv. Hendes Gemyt udstraalede gjennem de hjærte-
lige skjælmske Øjne. Hun talte meget stille og noget
sagte. Det kunde forresten godt bruse op i hende, og
naar hun hørte noget Daarligt om et Menneske, kunde
det give et Sæt i hende, og hun for da op med det
Udbrud: »Hvor er han? Lad mig faa fat i haml« Hun
kunde ogsaa disputere ivrig med sin Mand og i Disput
ten blive vred paa ham; saa satte hun sig hen i en
Krog og mumlede lidt om, at »Faer kunde være saa
urimelig«.
Datteren Julie sagde engang om sin Moder: »Hvor er
det yndigt med disse godlidende, gammeldags, lidt tykke
Koner, der troer paa Alt, hvad Andre siger, og navnlig
deres Mand, og saa gjærne vil gaa ind paa, at de selv
kan tage fejl. Saadan var Moder akkurat.« Hun var blu
færdig, og naar hendes Mand kom hen og klappede
hende, rødmede hun. Hendes Svigersøn
Sødring,
hvis
Vidnesbyrd var ægte, sagde engang om hende: »Hun
var en af de ædleste, elskeligste Kvinder, jeg har kjendt.«
Men kun hendes Nærmeste og enkelte Husvenner mær
kede, hvilken uendelig Velsignelse hun var i sit Hjem.
Et lille Træk maa jeg fortælle om hende fra hendes
ældre Dage; det viser hendes Hjærtelag og hendes Sans
for Smaatingene i Livet.
Rosenkildes boede i deres Ægteskabs sidste Aar nede ved
Filosofgangen. Her sad Madam Rosenkilde tit ved Vinduet
og havde da lagt Mærke til, at en Del Ænder, hver Dag
paa samme Tid, kom fra en Brændevinsbrændergaard
H