Forskønnelsen

sa a fo r den svenske Konges T roppe r.

M aaske som e tU dslag a f Pietet ogTak-

nemm e lighed d e ro v e r lod F rede rik

d. 3. den e fter Krigen indhegne og op

høje til a t væ re kongelig D y reh ave . I

h v e rt F a ld : fra da a f v a r dens frem

tidige B estaaen sikret, — fø rst som

Enevo ldskongernes Jag tskov , skæ r

m e t a f Christian d. 5. ved stræ nge

S traffe til den , d e r gjorde Brud p a a

Skovens F red (ak, gjaldt denne kgl.

Fo ro rdn ing b lot nu!) — senere a f Fre-

derikd .5 . aab n e t fo r »det simp le Folk«

og de rm ed indv iet til sin ny Æ r a som

H ovedstaden s sto re Ly stskov , h vo r

m od Slutningen a f d e t 18.A arhund red e

K ild em a rk e d e rn e s , D y reh av e sø nd a

genes og St. H an s A ftenernes m un tre

Liv begynd te a t udfolde sig—det Liv,

som , samm en m ed den unge vaag-

nende N atu rfø lelse, sa tte F rug t i v o r

Guldalderdigtn ings skønneste Perle,

O eh lensch lågers St. H ans Aften Spil.

Med dette Digt k ny tted e s D y reh av en

for stedse til v o r n a tion a le L ite ra tu r,

som den senere e r b leven k n y tte t til

v o r M a le rkunst og sluttelig, i v o r egen

Tid, blev v o rt F rilu ftstea te rs enestaa-

ende N atu rscene .

Dens K rone r h væ lv e r sig da i S and

hed over en rig Ska t a f na tion a le L ivs

væ rd ie r. Og h v o r ofte h a r de ikke

dann e t R amm en om betydn ingsfu lde

F o lkem øder og Fester. — Og hvilken

Ramme! Den, d e r sk riv e r disse Linier,

havd e u n d e r d e tn o rd isk e F iskerm øde

i K jøbenhavn 1912 den Æ r e a t føre

nogle H und red e skand inav iske F iske

re ud til et F rilu ftsm øde i U lveda lene

og k an a f E rfaring bevidne, h v o r næ

sten højtidelig betagne disse jæ vn e

svenske og no rske S kæ rgaa rdsfo lk

lang t oppe fra det barskeN o rdsK lippe-

k y s te rv a r ove r den danske Bøgeskovs

N atu r, som den her, en skøn Somm er-

E fterm iddag og Aften, v iste sigfor dem

i al sin sm ilende og dog sa a sub lim e

Ynde. Mange b land t dem havd e al

drig b lo t tæ n k t sig noget sa a s tem

ningsfuldt. *

Men hv ilken and en H ov ed stad h a r

vel ogsaa i sin N æ rh ed en Ly stskov ,

d e rie je n d om m e lig S k ø n h ed k an m aa -

le sig m ed D y reh av en . Berlins T ier

g a rten og P a ris ’ b e røm te Boulogne-

skov e r jo uperson lige, a ltfo r m o d e r

ne »friserede« P a rke r, samm en ligne t

m ed den ; og ingen a f dem e jer enT ræ -

b estand saa rig p a a gam le, æ rvæ rd ig e

Ege og Bøge — levende »N a tu rm onu

m en ter« , — som dem , vi g læ de r os

ove r ude i D y rehaven .

❖

Hidtil h a r disse m on um en ta le S tam

m e r og K ron e r væ re t sk a an e t m od

h ensynsløs Hugst. En venlig Fe h a r

skæ rm e t deres lange Liv, fø rst u nd e r

Enevo ldskongernes k raftige H aand ,

senere u n d e r et intelligen t og p ie te ts

fu ldt F o rstvæ sens F o rs taae lse af, a t

netop d e n n e Skov ikke bu rde drives

e fter sædvan lige fo rstmæ ssige, ø ko

nom iske P rinciper. En kgl. Resolution

a f 1843 fo re sk rive r ud trykk e lig , a t

»Jægersborg D y reh av e skal b eh and

les som L y stskov uden a t tage H en

syn til a t frem v irk e den stø rst mulige

Ind tæ g t a f Skoven, og d e n n e B e

s t e m m e l s e h a r s i d e n s t a a e t v e d

M ag t« (Fhv. O ve rfø rste r, K am m e r

h e rre P. E. Müller i »Forskønnelsen«

1913, Nr. 2)*.

Endnu i 1908 hed det i F o rs tvæ se

nets officielle Indstilling om D rifts

p lanen ,a t » G r u n d l a g e t f o r d e t r u f

n e B e s t e m m e l s e r v a r a t b e v a r e ,

h v a d b e v a r e s k u n d e , a f g am le

m o n u m e n t a l e T r æ e r og B e v o k s

n i n g e r . . .« og v idere : »De Bevoks

n inger og Anlæg a f forskellig Art, som

L y stskovd istrik te t indeho ld t, h av d e

fo r en s to r Del deres Væ rd i deres

* U dhæ velserne her og i det følgende sk yl

des nærværende Artikels Forf.