311 / 404
262
Enhver, der ikke er under 15 Aar og ikke over 25 Aar, kan i Henhold
til forudgaaet offenlig Bekendtgørelse indstille sig til Prøve. Denne bliver afholdt
i Overværelse af Skolens 4 Elevinstruktører, der afgive deres Skøn om, hvorvidt
vedkommende Aspirant bør antages eller ikke. Det er Skolens Hovedhensigt gen
nem den samvittighedsfulde Prøvelse, som kun selve Undervisningen med dens
sukcessive Afslibning af de tekniske Ufuldkommenheder — der ofte ganske kunne
tilsløre et virkeligt Talent — er i Stand til at yde, at komme til en fuldt ud paa-
lidelig Dom om Vedkommendes Talent og dettes Perfektibilitet. Det følger derfor
af sig selv, at det ikke er store Fordringer, der skulle fyldestgjøres af Aspiranten
for at blive antagen som Elev. Uagtet saaledes blot en Mulighed for Talent i For
bindelse med ikke absolut uheldige ydre Midler vil være tilstrækkeligt, er det dog
kun en ringe Mængde, Skolen har haft at arbejde med, idet der af de 130 Aspi
ranter, der under Skolens 3aarige Bestaaen have fremstillet sig, kun er blevet
antaget
2 2
«.
»Undervisningens vigtigste Fag ledes af 4 Elevinstruktører. De tre indøve
Pollerne med Eleverne, henholdsvis i det højere Skuespil, i Komedie og i Lystspil;
den fjerde leder Øvelserne i Stemmeføring, Artikulation, Versfremsigelse m. m. At
de tre førstnævnte Lærere, tilmed i overvejende Grad ogsaa beskæftige sig hermed,
er en Ting, der følger af sig selv. Eleven er i de to første af Skoletidens 3 Se
mestre forpligtet til at overvære alle Instruktionstimerne, medens han i det sidste
kan vælge den af de ved Skolen ansatte Elevinstruktører, som han helst ønsker at
undervises af. Man har indvendt mod denne Ordning, at det skulde forkvakle
Eleven, at han i de to første Semestre samtidig skulde beskæftige sig med forskel
lige Rollefag i Stedet for ganske at kunne hengive sig til den Retning, hans Til
bøjelighed anviser ham. Denne Indvending er dog næppe synderlig vel begrundet.
For det første ere disse forskellige Rollefag jo ingenlunde saa skarpt afgrænsede, som
Indvendingen gaar ud fra; de have dog alle det ikke uvæsentlige Moment tilfælles,
at de have Menneskefremstilling til Maal. Det er urigtigt at tro, at det lystige og
det alvorlige ikke have noget at gøre med hinanden, tvertimod. Man kunde snarere
sige, at en virkelig dygtig komisk Skuespiller, der ganske mangler Sans for det
tragiske, vanskelig kan tænkes, og omvendt. Men dernæst maa man erindre, at
Størstedelen af de unge Mennesker, hvis Tilbøjelighed driver dem til Scenen, er
temmelig uklar over, i hvilken Retning deres Talent — om de ejer noget — gaar.
Teaterhistorien kan opvise mangfoldige Eksempler paa sceniske Kunstnere, der først
efter lang Tids Famlen have fundet det Felt, hvor deres Evner med Frodighed
kunne trives. Ved i de to første Aar at undervises af forskellige Lærere i forskel
lige Rollefag, er der Grund til at antage, at Eleven udvikles til bedre at bedømme
saavel sine egne Evner, som de forskellige Metoders Fortrin, saa at han ved Begyn
delsen af det sidste og afgørende Semester med større Chance for at gribe rigtigt
vil kunne vælge den Retning, hvori hans Evner fortrinsvis ligge.«
»Den dramatiske Skole er næppe oprettet udelukkende til Bedste for det
kongelige Teater. Den er underlagt dette, fordi man antog, at der dér fandtes de
bedste Kræfter til at lede den, men Skolens Bestemmelse er formentlig at være til
Gavn for dansk Skuespilkunst i Almindelighed. Selvfølgelig er det det kongelige