257
maa lære at gaa, at staa, at sidde. Replik-
behandlingens vanskelige Kunst maa ind
øves — kort sagt, de trænger saa godt som
i alle Retninger til Vejledning. Hovedhen
sigten med Oprettelsen af den dramatiske
Skole har netop været at give en saadan
Vejledning, og derved at virke til Gavn for
dansk Skuespilkunst i Almindelighed. At
en Skole med et saadant Formaal blev hen
lagt under det kongelige Teater, er meget
naturligt, da man ikke andre Steder havde
nogen Garanti for Uddannelsens Værdi.
Men man bør ikke af Benævnelsen »Det
kongelige Teaters dramatiske Elevskole«
lade sig forlede til at tro, at dens Resultater
fortrinsvis skulde komme dette Teater til
Gode. Man har ikke tænkt sig, at Skolens
Virksomhed i første Linie skulde gaa ud
paa at opdrage Skuespillere for det konge
lige Teater. Dette følger ligefrem af Sagens
Natur. Det maatte paa Forhaand være
sivet, at Teatret kun vilde kunne have
O
7
Brug for et forholdsvis ringe Antal af dens
Elever. Selv om de 50 unge Mennesker,
som Skolen under sin 7-aarige Bestaaen har
uddannet, alle sammen havde været Talenter,
maatte den aldeles overvejende Del af disse
have forlagt deres Virksomhed til andre
Scener. Det kongelige Teaters Stilling til
Skolen har kun været den, at have Mulig
hed for at kunne komplettere sit Personale,
forsaavidt det i et givet Tilfælde kunde vise
sig nødvendigt, ved Ansættelse af Skolens
bedste Elever.
Da det nu ikke kan lægges Skolen til
Last, at der endnu ikke har meldt sig
noget Geni —- en Marchandise, der her paa
Pladsen er yderst sjelden — og da Teatret
dels h a r kompletteret sit Personale med
nogle af de unge Mennesker, dels i Frem
tiden har Adgang til at kunne knytte tid
ligere Elever, der i Praksis yderligere har
uddannet deres Evner, til sig, og da ende
lig Skolens heldige Indflydelse paa Landets
Skuespilkunst i det hele taget indrømmes,
forekommer det mig, at det er mindre rig
tigt at motivere Forslaget om Skolens Ned
læggelse med det Postulat, at den ikke har
gjort nogen Nytte.
Men heller ikke Paastanden om, at
Skolen har »absorberet al den Instruktion,
som Teatret yder sit unge Personale«, og
derigennem skadet de unge Skuespillere,
som ikke ere Elever, er i Overensstem
melse med Virkeligheden.
Dels benytter yngre Skuespillere sig af
og til af den Adgang til at overvære Sko
lens Instruktionstimer, der bestandig har
staaet dem aaben, dels have de til Stadig
hed modtaget direkte Instruktion i de Roller,
der vare dem tildelte. Ingen yngre Skue
spiller, der henvender sig med Anmodning
om Bistand til Indøvelsen af sin Rolle, vil
faa Afslag, og desuden vil enhver Scene
instruktør, der har den rette Interesse for
sin Gerning, af egen Drift ved privat Instruk
tion gøre de yngre Skuespilleres Præsta
tioner saa gode som muligt. Dette har
hidtil fundet Sted i meget stor Udstrækning,
° g jeg tvivler ikke om, at dette ogsaa frem
tidig vil ske.
Ingen har tænkt paa at foreslaa, at den
dramatiske Skole skulde være »som en sidste
afsluttende Klasse« af Balletskolens Under
visning. Nej, man har ræsonneret som saa :
Hvis det, man har imod den dramatiske
Skole, egentlig kun er dens provisoriske
Oprindelse, skulde man da ikke gøre et
Forsøg paa at faa Rigsdagen til at votere
en »Teaterskole«, hvis ene Afdeling var den
nuværende Balletskole, og hvis anden Afde
ling omtrent var den nuværende dramatiske
Skole, uden at der iøvrigt var noget som
helst andet Baand imellem dem.
At gaa tilbage til den tidligere Ordning
af Elevinstruktionen, finder jeg, har sine
meget mislige Sider.
Der kan ganske vist i Teaterhistorien
33