BtænkningMinisterietForKirkeOgUndevisningsvæsenet

257

maa lære at gaa, at staa, at sidde. Replik-

behandlingens vanskelige Kunst maa ind

øves — kort sagt, de trænger saa godt som

i alle Retninger til Vejledning. Hovedhen

sigten med Oprettelsen af den dramatiske

Skole har netop været at give en saadan

Vejledning, og derved at virke til Gavn for

dansk Skuespilkunst i Almindelighed. At

en Skole med et saadant Formaal blev hen

lagt under det kongelige Teater, er meget

naturligt, da man ikke andre Steder havde

nogen Garanti for Uddannelsens Værdi.

Men man bør ikke af Benævnelsen »Det

kongelige Teaters dramatiske Elevskole«

lade sig forlede til at tro, at dens Resultater

fortrinsvis skulde komme dette Teater til

Gode. Man har ikke tænkt sig, at Skolens

Virksomhed i første Linie skulde gaa ud

paa at opdrage Skuespillere for det konge

lige Teater. Dette følger ligefrem af Sagens

Natur. Det maatte paa Forhaand være

sivet, at Teatret kun vilde kunne have

Brug for et forholdsvis ringe Antal af dens

Elever. Selv om de 50 unge Mennesker,

som Skolen under sin 7-aarige Bestaaen har

uddannet, alle sammen havde været Talenter,

maatte den aldeles overvejende Del af disse

have forlagt deres Virksomhed til andre

Scener. Det kongelige Teaters Stilling til

Skolen har kun været den, at have Mulig

hed for at kunne komplettere sit Personale,

forsaavidt det i et givet Tilfælde kunde vise

sig nødvendigt, ved Ansættelse af Skolens

bedste Elever.

Da det nu ikke kan lægges Skolen til

Last, at der endnu ikke har meldt sig

noget Geni —- en Marchandise, der her paa

Pladsen er yderst sjelden — og da Teatret

dels h a r kompletteret sit Personale med

nogle af de unge Mennesker, dels i Frem

tiden har Adgang til at kunne knytte tid

ligere Elever, der i Praksis yderligere har

uddannet deres Evner, til sig, og da ende

lig Skolens heldige Indflydelse paa Landets

Skuespilkunst i det hele taget indrømmes,

forekommer det mig, at det er mindre rig

tigt at motivere Forslaget om Skolens Ned

læggelse med det Postulat, at den ikke har

gjort nogen Nytte.

Men heller ikke Paastanden om, at

Skolen har »absorberet al den Instruktion,

som Teatret yder sit unge Personale«, og

derigennem skadet de unge Skuespillere,

som ikke ere Elever, er i Overensstem

melse med Virkeligheden.

Dels benytter yngre Skuespillere sig af

og til af den Adgang til at overvære Sko

lens Instruktionstimer, der bestandig har

staaet dem aaben, dels have de til Stadig

hed modtaget direkte Instruktion i de Roller,

der vare dem tildelte. Ingen yngre Skue

spiller, der henvender sig med Anmodning

om Bistand til Indøvelsen af sin Rolle, vil

faa Afslag, og desuden vil enhver Scene

instruktør, der har den rette Interesse for

sin Gerning, af egen Drift ved privat Instruk

tion gøre de yngre Skuespilleres Præsta

tioner saa gode som muligt. Dette har

hidtil fundet Sted i meget stor Udstrækning,

° g jeg tvivler ikke om, at dette ogsaa frem

tidig vil ske.

Ingen har tænkt paa at foreslaa, at den

dramatiske Skole skulde være »som en sidste

afsluttende Klasse« af Balletskolens Under

visning. Nej, man har ræsonneret som saa :

Hvis det, man har imod den dramatiske

Skole, egentlig kun er dens provisoriske

Oprindelse, skulde man da ikke gøre et

Forsøg paa at faa Rigsdagen til at votere

en »Teaterskole«, hvis ene Afdeling var den

nuværende Balletskole, og hvis anden Afde

ling omtrent var den nuværende dramatiske

Skole, uden at der iøvrigt var noget som

helst andet Baand imellem dem.

At gaa tilbage til den tidligere Ordning

af Elevinstruktionen, finder jeg, har sine

meget mislige Sider.

Der kan ganske vist i Teaterhistorien