67 / 321
Kongens Kasse, medens Borgmestre og Raad skal være pligtige til at
erstatte Byen det lidte Tab.
Men Christian IV. formaaede ikke at føre sine velmente Anordnin
ger igennem. Kejserkrigen kom to Aar senere, og efter den var han en
anden Mand end før, knækket og nedbrudt. Og i Tillæg til Skrædder
nes Skraa af 1633 dukker den gamle Fordring om Ægtebrevet aaben-
lyst op paa ny.
Og det turde vel være et Spørgsmaal, om Christian IV.s humane
Bestemmelser, der enslydende gaar igen i alle Laugsskraaer fra disse
Aar, om at Læredrengene ikke maa bruges til anden Gerning, end
Haandværket »til Drengens Forbedring« vedkommer, og at Mesteren
er pligtig til at yde sine Læredrenge tilbørlig Undervisning o. s. v., i
Almindelighed har haft større praktisk Betydning. I Laugsskraaerne
af 1682 er alt sligt strøget; der er ingen, der tænker paa Læredrengene
mere.
Naar der her er dvælet saa udførligt ved Christian IV.s Stilling
over for Laugene, er det paa Grund af Laugets tidligere Historieskriver,
Professor Nyrops Misforstaaelser af Forholdene. Misforstaaelser, der
faar deres betegnende Udtryk i den mærkelige Oplysning (Murerlauget
Side 70) »at Christian IV. uvillig og modstræbende giver Laugene Ret
til at bestaa«.
Dette virker unægtelig noget forbløffende, naar Forholdet er det,
som her ved Aktstykker, der ogsaa stod til Nyrops Raadighed, uom
tvisteligt er godtgjort, at Kongen over alt og stadig er Drivfjedren i
alt Arbejdet for, gennem nye Bestemmelser og Love for Laugene, i
hvilke de gamle Skavanker var undgaaet og der —efter grundig og
human Overvejelse —var taget Hensyn baade til Mestre, Svende og
Drenge, at bringe Haandværket og Haandværkerne paa Fode.
61