105 / 195
— 9 3 —
Ja, naar vor Fryd er flygtet lien,
naar Druen os ei meer kan vinke,
ior Borneborn vi presse den,
vi lære dem med Lyst at klinket
og frydes, naar med bredfaldt Maal
de tomme Oldefædres Skaal.
F. H o e g h G u 1,d b e r g.
56. ‘
Mel. En Prhids jeg varet har i Dag*
V en ! for at nydes Alt blev til,
og Alt blev'dannet til at nyde;
Naturens Gud er viis og mild,
lians Gaver alle Hierter fryde:
tag disse Timers Glæde med I
maaskee saa snart de ei faae Sted.
Naturens Vaar snart svinder ben ;
dens Krandse stakket Kloden zire,
dog aarlig smiler den igien,
Viol og Rose atter spire;
men Venner! vore Dages Vaar
kun engang smiler, og forgaaer.