13 / 195
thi skynd dig din Alder at nyde,
og alle dens Roser at bryde;
for Glæden du tomme en perlende Skaal,
uskyldige Glæder er Skabningens Maal!
En qvægende Aften dig vinker
til Hvile paa moiefuld Dag ;
og Styrke fra Glassene blinker
mod hver som er trættet og svag.
Den blomstrende Mand med den Gamle,
her begge sig Kræfter kan samle,
thi klinker som Brodre, hver Olding og Mand,
og mindes vi boe i et timeligt Land !
Saa mangen en Skaal vi vil tomme
for Livet, vor Jord, og dens Fryd;
og node hver Kummer at rbmme
for Sangen og Glassenes Lyd.
Vor Klub og dens hædrende Minde
vor Kreds uoploselig binde!
op, tommer et Bæger for Selskabets Vel
gid stedse det nyde uvisnelig Hæld!
F r a n k e n a u .