135 / 242
326
de usolgte Sager tilbage, m en Betalingen for de solgte laa jo
indtil endelig Opgørelse i Købm andens Kasse, og deres egenlige
E je r m aatte da vente p a a og nøjes m ed samm e B røk som and re
T ilgodehavere. Im idlertid trængte de, hvem Dalhoff skyldte
Penge, nødtvungent, m en stedse stæ rkere paa, og en Dag hørte
h an s Søn af sin Stifmoderis Mund: »Jeg m aa dog meddele Dig,
a t Din F ad e r er gaaet fallit«. Det kom saa ko ld t og saa h a a rd t
og fik intet Svar. — Men i Nød skal m an kende Venner, og der
v ar Venner, som ikke mente, at en saadan V irksomhed skulde
gaa tilgrunde eller en saadan Mand b an k ero t; de traad te til
m ed K au tion og Laan, og h an fik allerede den samm e eller den
næ ste Dag a tter sit Bo til Raadighed, uden a t det endnu var
taget unde r Behandling af Skifteretten. Hvem var disse Venner,
d er kom til h am som hjæ lpende Vander h in Aften? Den, der
sk river dette, kendte dem ikke. Maaske var Tøm rerm ester
B lom ,
B randkorpsets Chef, en af dem, saadan som Dalhoff altid
siden nævnte ham med stor Agtelse; m en Hovedm anden hed
Tvermoes
— vistnok Jæ rnh and le ren p a a Kultorvet, som vente
lig h a r været en af han s stø rste K reditorer.
Velstand og F o rm ue var dog mestendels tabt, og det kunde
holde h a a rd t nok at underho lde den talrige Dobbeltfamilie,
skønt Halvdelen af lians egne Børn var nogenlunde fra H aan
den. E n Dag da h an s yngste Søn arbejdede ved D rejerbænken,
kom h a n ind, stod som sædvanlig tavs og saa lid t derpaa; saa
kom det ud, at h an m aaske m aatte tage h am ud af Skolen og
sætte h am til et H aandvæ rk. Ogsaa dette blev taget roligt i Tavs
hed: H aandvæ rket skræmm ede ikke, m en kund e det være tjent
m ed harm, som nok kunde slide, m en hvis E vner ellers slet ikke
gik i den Retning? og Skolen slap h am vel heller ikke saa let,
fordi det en T id kunde knibe m ed Betalingen. — Hans Fader
tab te heller ikke Modet, m en blev ved, b aad e a t holde det gamle
vedlige og at begynde paa nyt. 1. Nov. 1857, m id t i Ulykkes-
storm en, fik h an P a ten t paa en Vandhane, som lukkedes ved
en Excen trik, der trykkedes paa og fra ved en enkelt Bevægelse
m ed en Vægtstang, saa at Aabning og L ukn ing foregik meget
hurtigere, end n a a r en Skrue skulde drejes flere Omgange ud
og inld. — I Jan . 1859 fik h an E ne ret p a a et A pparat til Ophed-
ning ved overhedede Vanddampe. Det var P rof. Forchhamm er,