134 / 242
325
paa liendes Side; de havde ikke kunnet se ind bag det selskabe
lige Forhæng.
I et Brev af 2. Dec. 1857 skriver han s Broder Herlov til
P ræ steenken Louise DalholT i Stege: »Min F rem tid ser f. T.
noget brogel ud, jeg vil faa noget at arbejde for i det forste
Aars T id; m en derfo r ikke fo rkny t; det er ikke første Gang,
jeg h a r væ ret i Knibe. Jørgen h a r det værre, thi han ser ingen
Ende paa sin Forlegenhed. Hans Kone er en rask, flink Kone;
jeg holder meget af hende; det forekomm er mig, at Børnene
lider hende bed re efter den megen Sygdom; hun h a r haft meget
at bestille med d en
«
Megen Modgang sam lede sig unægtelig om Jorgen Dalhoffs
Hus netop i ,Aaret efter Brylluppet. En svær gastrisk Feber
eller Tyfus angreb de tre af han s Døtre, som nu boede sammen
i Kvistetagen i Fo rhu set. Den næ styngste var meget h aa rd t
angrebet; Onkel Herlov sagde efter et Besøg: Hun overlever det
nok ikke! Det gjorde hu n dog, medens ulykkeligvis hans Dat
ter døde efter uventet faa Dages Forløb; i samme Aar hans
Hustru. Den ældste D atter fik dog m est ud af sin Sygdom, hvis
haarde Forløb vel nok hang samm en med en dyb Misstemning
over det nye Regimente, som hun fik stæ rk t at føle. Men det
var rigtigt nok, at S tifmoderen under Plejen viste nogle af sine
bedste Sider, og det bidrog til, at B itterheden ikke blev saa stor
eller uovervindelig, som der ellers kunde være Grund til: og
mellem de to Kuld Børn fik den aldrig Magt.
Men der kom mere i 1857. Det var jo
den store Handelskri
ses
Aar. Der havde ikke væ ret noget saadan t siden Danm arks
S tatsbankerot 40 Aar før; næppe havde her vel heller været no
get stort at gaa Krise i før nu efter flere Opgangsaar. Uanet
og uforberedt kom den da ogsaa. — En saa betydelig F o rre t
ning, som F ab rik k en i Adelgade 272 var efter den Tids Forhold,
havde jo ikke k u n n e t rejses uden Laan; men dens Grundlægger
har siden sagt, at han s Fo rm ue dengang kunde regnes til om
trent et h alv thund red tu sind Daler. Men de var sat i Bygnin
ger, Maskiner og frem fo r alt i Varer, spredte ud i Landet til en
hel Række Købmænd. H an m ente ved sin F remgangsm aade at
være sikret imod, at disses Værdi skulde kunne tabes, fordi
Købmanden m aatte opgive sit Bo; h an kunde vel ogsaa kræve