157 / 242
348
M askinerne og »det ikke gaar mig synderlig godt og især vil
knibe for Penge
Jeg h a r væ ret hos adskillige F ilefab ri
k an te r; deres eneste Spørgsmaal er, hvor mange Slag Maski
nerne k an gøre i M inutten, og vist er det, at m an i de sidste
Aar h a r g jo rt betydelige F rem sk rid t; m an h am re r F ilene paa
Maskine a k k u ra te re og sliber dem ved H a a n d k ra ft bed re end
Englænderne, og Flugningen er fuldkomm en saa god; alt vil nu
komm e an pa a en Prøve, n a a r Maskinen er opsat, og da kunde
det vel være, at jeg var sikrere, hvis jeg havde Carl til H jæ lp 1).
Jeg forsømm er intet, m en m aa dog rolig finde m ig i Fo rho l
dene, og dette skal jeg, selv om det gaar allervæ rst, og trøste
mig, a t jeg h a r gjo rt m in Pligt. Jeg fik i Gaar a tte r Brev fra
R [asmussen] i London og skal i Morgen til den engelske Kon
sul for at undersk rive en Edsaflæggelse, at det virkelig er min
Opfindelse
«
B revet ender: »Lev nu vel, Børn, og Gud velsigne Eder!«
Det næste Brev er kun faa Dage yngre: Paris, 4. Febr. 1866.
»Mine kæ re Børn! Jeg h a r i Dag aldeles in te t at gøre; jeg
venter Maskinerne fra Hamburg. E nd skøn t det ingen Interesse
har for Eder, vil jeg dog fortælle Eder lid t om m it Driveri. I
T irsdags var jeg i Louvre og saa An tikkerne og Billedgalleriet
sam t B ibliotheket. Fo runderlig t nok, at de an tikke Bronce- og
S ø lw aser nu aldeles ikke gjorde den Indv irkn ing paa m ig som
før. Dengang slugte jeg dem og søgte a t sam le et F rem tids-
F o rraad af aktive rene T ank er; n u ser jeg ik k u n en anden T ids
alder, som talte Sandhed med Alvor. De pom pejanske F resko
malerier, hvo raf her er en Del, talte m ere til mig, idet m an med
Glæde k an tænke sig ind i en T idsalder, da Kunsten i sin Sand
hed saaledes kund e være Menneskenes daglige Skue, medens
N atu ren uden fo r h a r væ ret forstaaet, th i ellers havde m an ikke
ført den forædlet ind i sine Værelser. Men forunderligt nok,
h a r aldrig T itians og isæ r Raphaels Malerier tiltalt mig saa m e
get som nu ; jeg gik derfra m ed den Følelse, at Mennesket dog
k an være meget lykkelig, n a a r h a n k an føle saa ren t og ophøjet,
*) Gørtlersvend Carl Wolfenstein, Søn af D.’s svenskfødte Mestersvend
og jævnaldrende Legekammerat med D.’s yngste Søn, vilde gerne komme
sin Mester til Hjælp i Paris.