158 / 242
349
at han kan gengive sine T ank er saa tydeligt; tydeligt, a t han
h a r gjort og viist det gode kuns for det godes Skyld. Men,
tænkte jeg siden, ros ingen for tidlig; med alle de dejlige Evner,
og som h an selv m a a have stræ b t redelig at anvende, faldt han
i Armene paa en gift Kvinde, der med sin Sanselighed gjorde
Ende paa han s Liv i den m est blom strende Alder. — Om Afte
nen var jeg hos S taalstikker Ballin. Det maja glæde os, naar
vi se de allerbedste S taalstik fra Paris, at de ere udførte af en
Dansk. Hans Kone er en Søster til den lille Jøde Levin, som er
sammen med Klingsey [om en S tuk fab rik i Sølvgade].
Onsdag var jeg i Boulogneskoven for a t se et zoologisk Me
nageri til Acclimatisering af fremm ede Dyr. Det er et meget
stort og p rag tfu ld t Anlæg. Der er et Drivhus med store Palm er;
Kanal med Broer over under Glastaget
Da jeg gik bort,
var m ine Betragtninger, a t den sm ukkeste Nyhed, jeg havde set,
var en And, hvis dejlige F a rv e r var i en saa skøn Orden og især
dens firkantede røde P a ry k var mærkvæ rdig. Hvortil h a r dette
dumme Dyr faaet disse skønne Klæder? skal den selv skønne
paa Symm etrien i sine K læder? Kuns Mennesket forstaar at
læse i denne Bog; han s Legeme h a r ogsaa sine Skønheder, men
kuns n a a r det bid rager til at ud trykke noget godt, idet det da
mere end alt and et i Verden ud tryk k er den Handling eller
Tanke, som indvendig beskæ ftiger ham . Dyrenes og Naturens
Skønheder er ikkuns N aturens Orden, som alt i alt er Skønhed.
I vore forkvaklede og forstødte T anker forbavses vi kun, n aa r
vi se N aturen i sin R enhed i en Form , som var os ubekendt. —
Torsdag var jeg i Invalidernes Hotel og saa Napoleons Grav. . .
En særdeles m agisk og højtidelig V irkning frem komm er der
ved, at V induerne ind til Rotunden med Graven bestaa af k lart
blaat Glas, og derimod Alteret, som staa r i en Hvælving for sig
selv, bliver stæ rk t oplyst a f V induer med k lart gult Glas, uden
at m an ser V induerne. Der hviler herved en kold klar Tone over
hele Graven, m edens m an synes, at selv det sorte Marmor og
Kristus glim rer i Baggrunden. Jeg stod her længe, og især ved
at betragte de m ange F a n e r fra hans Sejre, som staar imellem
Charyatiderne, og læse Navnene paa de store Slag m aatte jeg
vel tænke pa a m in Barndom , da m an med Begærlighed læste
disse Sejre i Berlingske T idende. Min sidste Betragtning blev,