166 / 242
357
Det sidste Brev fra P aris h a r h an skrevet den 22. Jun i i den
Agt at rejse 8 Dage efter. Jæ rn støber H iittemeier skal straks
begynde paa Kedlen til V arm eapp aratet i Aarhus. »Hvad Hr.
Jensen angaar, da h a r isæ r han s sidste Brev viist, at vi ingen
have at befrygte m ere end h am ; m en herm ed vil jeg ikke fylde
Papiret. Han h a r in tet at gøre med m ine Creditorer eller med
mine Affærer; L ykke overdrog h am Executionen, og jeg har
overdraget h am at ordne m ine Affærer med m in Kone og intet
videre.« — Dette var dog allerede mere end nok, især da han
ogsaa havde flere af de and re P a rte rs Sager. Alene en saadan
Sammenfiltring havde væ ret farlig, selv om han havde fortjent
alles Tillid. Men hvor lidet dette v a r Tilfældet, viste han, da
han rømmede til Am erika m ed en andens Kone og med frem
mede Penge, d erib land t vel ogsaa adskilligt fra det D.ske Bo.
Heri ligger Fo rk laringen paa, at der kom saa lidt ud af de for
skellige Forholdsregler, hvorved det søgtes opretholdt.
I Brevets Fortsæ ttelse om E fterm . Kl. 5 skriver han, at han
atter h a r løbet om k ring til de F ilefabrikanter, som vil have
hans Maskiner, m en h a n fik k u n Udflugter; »Sagen er, at de
nu ikke kunn e rejse Penge, og de have Overflod af Folk, da
alle F ab rik k e r m aa ind sk ræ nke sig. Hvad h a r jeg nu for alle
mine Anstrengelser, og for, at m an h a r rost m ine File! Kunde
jeg kuns have h a ft Lejlighed til i længere Tid at arbejde med
een Slags File, skulde jeg nok have viist dem, hvor hu rtigt de
kunne leveres; m en dertil h a r ingen villet være mig behjæ lpe
lig. Jeg venter en Bedømmelse fra Foreningen for Opmuntring
af Indu strien; dette træ k k er ud . . . . og hvis Komiteen ogsaa
vil give mig en god E rk læ ring, komm er den m ig dog for sildig.
Det gaar m ig altsaa he r om tren t som hjemme.« Han venter
sig nu heller ikke noget af et Besøg af D irektøren for »Museet
for Kunst og H aandvæ rk«, der muligvis paa Regeringens Vegne
kunde afkøbe h am M askinerne som nye Opfindelser; dertil er
de vist ogsaa for store, da Museet k u n h a r liden Plads. »Hvis
alt glipper, sæ tter jeg dem hos en Mekanikus, som gerne vil
paatage sig Bestillinger, hvis saadanne skulde indtræffe.«
Tiderne var dog for uheldige; h an fik sine Maskiner tilbage
til Kjøbenhavn, og der kom tilsyneladende intet ud deraf. Og
dog, hvem veed, om de ikke, set af mange Fagfolk som de blev,