167 / 242
358
h a r givet Stødet til nye Fo rbed ringer, der h a r ny ttet han s Op
findelser? — Nu bliver alle File, der bruges herh jemm e, gjort i
Udlandet — paa Maskine.
I K jøbenhavn fik h a n Lejlighed, som h an agtede, med den
nye Væ rt »at lægge en P lan, hvorm ed vi begge kunn e være
tjent, uden at nogen af M askinerne behøver a t sælges«. Han
beholdt ogsaa en ikke ringe Del af de gamle Væ rksteder. Med
sin ind sk rænkede Fam ilie boede h an nu fø rst en ko rt Tid i
Kvistlejligheden og saa blivende paa 1ste Sal i Sidehuset, og
næ ppe h a r nogen m æ rk et et Suk hos h am over, at h an nu boede
som Lejer, hvor h an før var Ejer. Bare h an kund e faa Lov til
at leve i F red — og arbejde!
I det næste Brev af 14. September 1866 træ ffer vi ham i
Aarhus,
hvor h a n u taalm od ig t venter paa den for længe siden
bestilte Dampkedel, da h a n næ sten 'er færdig i F ru e K irke med
hele det øvrige Indlæg til V arm eapp aratet. Men m est er han
dog opfyldt af sin D atters Sygdom: »Min kæ re gode lille Thilde!
T ak for Dit Brev af 10de, m en hvor bedrøver det mig, at Du er
syg; spørg endelig Lægen til Raads og gør, hvad Du kan . Skulde
Du have p aad rag et Dig denne stygge Sygdom ved, a t Du har
opofret Dig altfo r meget for os andre, da søg frisk Lu ft og søg
at friske Dit Sind ved N atu ren og Gud. Sandt nok, a t man
k an gøre, hvad m an vil, saa lider Legemet dog ved at bære
Sorger, selv med den roligste Bevidsthed. Dette føler jeg saa-
vidt, og a t Du gerne opofrede Dig for os andre, ser jeg saa vel.
Min T rø st til Dig er k u n ringe, th i jeg troer ikke, at Modgan
gens T id er endnu ere forbi, og vores eneste T rø st rnaa være at
holde samm en i alt, hvad der er godt, og lade Gud raade«. Han
h a r besøgt et P a r Søstre af sin F aders Slægt, som »ere særdeles
religiøse, og det var sm uk t at se, hvor mange af de Kirkebesø
gende først besøgte T rine [Bøgild], før end de gik i K irke; man
saa straks, at der vistes dem en særdeles Agtelse
Jeg læn
ges saa inderlig efter Eder, og dog længes jeg ikke efter Kjø-
bemhavn, førend Udsigterne ere saaledes, at jeg kan vente at
se en F rem tid i Møde, hvor jeg k an gavne and re og selv faa
Ro.«
Endnu skal det vare næ sten 3 Uger, inden Kedlen kommer.
»Du k an ikke tro«, skriver h an den sidste September, »hvad