Previous Page  179 / 242 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 179 / 242 Next Page
Page Background

370

kostede 12 Sk. Pd. Koen haab er jeg ligeledes, m en ønsker dog,

Du strak s vil forsøge og un de rrette m ig derom ; det h a r kostet

10 Sk. Pd. Skulde Du have noget tilovers, h a r jeg ogsaa tænkt

paa Anna. Man k an undertiden købe Kød her paa Torvet for

8 Sk. Pd., m en jeg veed ogsaa, at P rivatfo lk have givet 14 Sk.

for godt Kød, saa det vel ikke er sto rt billigere h er end i Kjø-

benhavn. W ilhelm og Jacob Norske gøre deres Arbejde meget

godt, om det ogsaa g aar lidt langsomm ere, saa a t jeg ikke sav­

ne r den anden. Skriv mig nu sn a rt et P a r Ord til, jeg ser saa

gerne Din Haand.

Din hengivne Fader.

J. Dalhoff.«

A arhus 24. Okt. 1868.

»Kære Thilde!

Tak for det tilsendte, vi fik os en lille W ist-P iccenik; for­

uden W ilhelm og no rske Jacob havde jeg indbuden Konduk­

tø ren og de to Malere fra K jøbenhavn, som dekorere Kirken.

Selv havde jeg indkøb t et Spil Kort, Sherry og gi. Rom samt

endnu Rosiner og Mandler, og ved at opstille dette i Forbindelse

med Dine F ru g te r sm uk t p a a m in Servante, (mit eneste Møbel),

m aatte m ine Gæster tilstaa, at det var en særdeles smagfuld

Servante. Vi morede os ret godt, skønt jeg ikke var ret rask.

Ju st som Gæsterne vare komne, gjorde Væ rtinden m ig angst,

da hu n kaldte mig til Siden og sagde, at det saa galt ud med

Pølserne, de havde kø rt for meget og havde slidt Skindet af

h inanden ; hun frygtede, de vilde aldeles opløses og vare tem ­

melig gamle. Men alt gik godt; de ho ld t sig uden at skilles.

Alt endte smukt, og den bedste Ivryderi derpaa var den gode

Villie, som var mig en kæ r Opm untring . — Jeg sender i Dag

nogle svære T ing af en Skorsten til W ism er for at faa dem gal­

vaniserede. Det vilde være mig kæ rt, om Du kunde underrette

mig om, n a a r jeg k an vente dem tilbage. De bø je Rakker, som

før vare saa afsvedne, ere nu aldeles grønne, og m ange Steder

ere M arkerne aldeles gule af Agerkaal; m en Skoven taber sit

Løv, dog besøger jeg den jævnligt, hv ilket er m in eneste Ad­

spredelse; th i i K irken tø r jeg ikke opholde mig for meget. — «