183 / 242
om jeg in tet h a r glemt. Skulde Du ønske at skrive mig et P ar
Ord til, da adressér: »Grenaa, poste restante«.
Din hengivne Fader.
J. Dalhoff
.«
Man fa a r jo ikke noget ubetinget heldigt Indb lik i P rov ins
forhold, hvor K irkens Varm evæ rk faa r Lov til at ruste sam
men, saa det gaar i Staa, og hvor m an ikke engang h a r en
Mand, der blot kan hjæ lpe til med at gøre det i Stand. Men
m an fa a r ogsaa den rejsende Mand m istæ nk t for, at han var
slem til at glemme sine Sager under Vejs, lige som nu sin Over
frakke, siden han gerne kunde behøve en til at sanke op efter
sig, og at han ofte kunde have svært ved, ogsaa af subjektive
Aarsager, a t afgøre før i det sidste Øjeblik, n a a r og hvorledes
h an vilde afrejse — en Ubestem thed, hvori h an iøvrigt lignede
sin daværende, elskede Konge og adskillige and re fyrstelige
Personer. Men mest er det væ rd at lægge Mærke til, at de Børn,
som hvis glade og gavm ilde Bedstefader h a n her viser sig, er
F ru g t af det Æ gteskab, der kostede ham han s E jendom sgaard
og Form ue. Han brug te og anvend te paa sig selv den daglige
Bøn: Fo rlad os vor Skyld, som og vi forlade vore Skyldnere!
Med dette In d try k vil vi forlade dette Afsnit, hvori vi — for
Sandhedens Skyld — h a r m a atte t medtage saa meget trist
og bittert. Selv tra ad te h an med et i det hele og store mildt
og taknemm elig t Sind over Tæ rskelen til sit Livs Aftenstund.